Turen til Solitude

Brýn vendte sig kort om imod Mirabelle for at se efter noget opbakning. Hun fandt dog det lige modsatte. Mirabelle der havde det lige så dårligt som hende selv - typisk.

I det mindste stank det ikke for meget. Det ville virkelig have været slemt. Men kulden havde åbenbart konserveret nok til at holde stanken væk, men ikke nok til at stoppe ligene i at rådne. Gid det bare var rene skeletter. Det ville have været bedre.

"Okay, lad os gå videre." mumlede hun og begyndte at flytte sine stive ben. Hun blev nød til at lokke sig selv med mentale syn af penge og krystaller.

For hvert skridt hun tog, des højere blev hendes hjerteslag. Bare den mindste lyd kunne få hende til at fare sammen bag Brýns ryg.
"Du, hvor langt tro du vi skal ind, før vi finder noget kostbart at snuppe?" spurgte hun med en rystende stemme. Det havde trods alt gået i et godt stykke tid nu.
Lidt tid efter kom en stor rumle lyd. Som en blanding mellem en hund og en sabeltiger. Mirabelle stoppede brat op og var lige ved a falde bagover. Hun holdte sig for munden og lyttede imens hun så spørgende på Brýn.

Brýn skulle lige til at svare Mirabelle, men så sprang hun op i luften da en lyd rystede hele hulen. En hund? Eller en sabeltiger? En bjørn, ligefrem? MÅSKE EN TROLD?! Hendes knæ rystede, men det var ikke en hund, sabeltiger, bjørn eller tråd der trådte frem fra en af søjlerne. Det var en spinkel, tynd, blålig skikkelse. Et lig. En draugr.

Før man kunne nå at blinke, sad der en lang, tynd, kastekniv imellem øjnene på liget. Brýns ene hånd hang stiv i luften, og den anden hang slap ned langs hendes side. Kroppen vuggede lidt fra side til side, men den så ud som om den ville blive stående - og komme tættere på.

Mirabelle begyndte at skrige heftigt da hun så draugren. Det var værre end hun havde forstillet sig. Hele hulen begyndte at lugte slemt af rådent kød, og Mirabelle fik hurtigt kvalme. Dens udseende var heller ikke for kønt at se å. Den lignede et skelet, men med sug på kroppen. Da hun prøvede at kigge den i øjnene blev hun mødt af to sorte huller ind til dens sjæl, som blev pyntet af en kastekniv.
"Pyha det var tæt på.." sukkede hun, men blev afbrudt af et brøl fra draugren som bare var blevet mere vred. Mirabelle trak sit sværd og prøvede at være tapper. Dog var hun hunderæd for det grusomme væsen.
Da den begyndte at gå tættere på, kom det af ret refleks fra hende at angribe.
Hun så på Bryn et split sekundt og gav hende et indtryk af fortvivlelse og fortrydelse på samme tid. Hvad var det dog hun havde kastet sig ud i?!

Brýn gjorde noget så forfærdeligt som at hvine som en lille pige, da draugren brølede. Al farven forsvandt fra hendes ansigt.

På mangel af bedre ting at tage sig til, gav hun Mirabelle et puf i ryggen, i retning af draugren, imens hun falmede i sin lomme for at finde endnu en kniv. Helt ærligt, det var Mirabelle der havde sværdet - hun måtte da kunne finde ud af at bruge det.

Brýn var bare glad for at det kun var ét lig der pludselig havde bestemt sig for at komme tilbage til livet. Det tænkte hun dog lige hurtigt nok, da en hvinen fik hende til at vende sig om. Lige foran hende, var et andet vandrende lig ved at trække sig ud af sin niece i væggen.

Draugrens eneste våben til at forsvare sig med, var en økse, så da Mirabelle tænkte lidt over situationen, kunne hun da englig nok se at det ikke skulle være så svært. Draugren stormede imod hende med øksen og Mirabelle undveg med et sug i maven. Hun svang sig sværd og plantede det i ryggen på den. Hmm...Det var ikke andet end skind og ben, så hvis man nu lige tog lidt mere fat...
Hun vred sværdet en omgang, og draugrens underkrop begyndte at vakle. Det her var bare for ulækkert, men nødvendigt så da draugren faldt til jorden, huggede hun hovedet af den.

Lige som hun troede, at hun havde klaret det værste fik hun øje på den draugr der stod bag ved Brýn.
"BRÝN!!" skreg hun løftede sit tunge sværd endnu engang.

I det mindste havde Brýn lært lidt af at være... Brýn. I det mindste frøs hun ikke, og fik sig ikke dræbt på stedet. Siden hun ikke havde et sværd med lang rækkevide, blev hun nød til at komme tættere på. Umiddelbart virkede det også som om hun havde farten på sin side. Draugren var ikke det mest hurtige hun nogensinde havde kæmpe imod.

Hun trådte simpelthen bare fremad, greb den i skulderen, spændte ben og væltede den. Det døde... pfff... den jo ikke lige af, så hun gik lidt i panik, og hamrede sin fod ned i ryggen på den. Og igen. Siden den kun var hud og knogler, knækkede kroppen fra hinanden. Draugren hylede skingert, inden dens overkrop endelig lå stille... job done.

Nu vendte hun sig frem for at se på Mirabelle, med et skræmt ansigt udtryk, for at se hvordan det gik for hende.

Mirabelle løftede øjenbrynene i respekt for Brýns skills da hun så dem i aktion. Det gik da meget godt for hende. Hun nikkede længere ind i hulen og så på deres sejr.
"Hva , skal vi gå længere ind. Det var da ikke særlig svært" sagde hun, og begyndte at gå. Hun regnede med at Brýn fulgte med, så hun så sig ikke yderligere tilbage.

Brýn ville også bare have det overstået, så hun var lige i hælene på Mirabelle. Hun bukkede sig hurtigt ned for at trække kniven ud af hovedet på Mirabelles draugr, inden hun fulgte efter hende videre ned i grotten. Herligt. Godt at hun ikke var bange for mørke.

Eftersom de kom længere og længere ind i grotten, kunne man se en masse stenkister på nogle hylder op ad væggen(dog heldigvis lukket). De mange kister gav hende myrekryb, og inde i hendes hoved fortillede hun sig, at draugerne kunne springe frem for hvert øjeblik det skulle være.

Mirabelle gik roligt med store skridt og sit sværd i begge hænder stigende frem foran sig. Hvis der kom en drauger op i hovedet på hende, skulle sværdet nok sørge for at den blev spiddet som det første.

Hun kiggede hurtigt tilbage for at se på Brýn, men hun var der ikke... Hvad? Hvor fanden var hun henne? Var hun vendt om? Var hun gået en anden vej end Mirabelle?

"Brýn!" kaldte hun.
"Hallo, hvor blev du af?"

Ja, hvor fanden var Brýn?

Imens Mirabelle var gået i forvejen, var Brýn kommet i problemer. Hun havde haft for travlt med at kigge sig omkring, til at følge efter Mirabelle. Hun havde taget et sving, et andet sted, og var gået ned af nogle trapper. Efter at have filet sig igennem en væg af løv, og være faldet igennem et gitter i gulvet, var hun kommet nede i noget der lignede et skattekammer. Langt væggene stod sarkofager og kister i lange rækker, og for enden af rummet stod en bogreol overdænget med bøger og smykker der glitrede i lyset fra hendes fakkel.

Og siden Brýn var Brýn, lyste hun op i et kæmpe smil og marcherede lige i retning af kostbarhederne. Desværre var der en skjult fælde, og Brýn hoppede selvfølgelig lige i den, smart som hun var.

Jorden rystede under hendes fødder, og inden hun nåede at flytte sig, blev hun løftet op af kælderen og op igennem loftet. Hun skreg som en stukket gris, imens hun rullede på livet løs. Heldigvis nåede hun at hoppe af søjlen, inden den hun blev spidet på de spidse træpæle i loftet, og faldt ned lige oven på Mirabelle som stod ved siden af.

Mirabelle nåede ikke at lede efter hende særlig længe inden hun kom styrtende ned foran hende igen. Der lød et højt brag og nogle sten faldt ned fra loftet.
"BRYN FORFANDEN!!" Råbte hun og tog armene over kors. De havde sku da ikke overskud til at fjolle rundt. Hvad nu hvis de vækkede flere draugere?

"Fandt du noget specielt dernede?" Spurgte hun og prøvede at kigge ned i hullet. Hun tog fat om venindens arm og hjalp hende op og stå igen.

Brýn rejste sig kun langsomt fra gulvet, først ved at skubbe numsen i vejret, og så trække sig op på knæ. Hun bandede og svovlede imens hun prøvede at børste skidtet - og guderne ved hvad ellers - af sine albuer og knæ. Dog så hun slet ikke ud som om hun blev berørt af at hun var godt en halv meter fra at blive til en si.

"Tja, det var et eller andet dernede. Jeg nåede ikke at se godt nok efter, men jeg tror vi burde se på det igen." Brýn havde et ansigtsudtryk af ren og skær glæde og eventyrlyst tværet ud i ansigtet.

Mirabelle sank en klump og nikkede i hak.
"Okay.." We can do this!

Lidt længere henne af stien de gik på, kunne man se en trappe ned til underetagen. En støvet og ustabil trætrappe, men den ku bruges. Mirabelle gik hen til kanten og så ned at de forrådnede trin. Tanken slog hende at spørge Brýn om hun ikke ville gå først, men så ville Mirabelle jo bare ligne en pussy...

Hun vidste ikke om hun skulle løbe hurtigt ned af de stejle trin, eller gå lige så stille ned..eller kravle, så det første skridt var meget usikkert. Hun trådte lidt ned og gav den noget vægt, men da det så ud til at holde, fortsatte hun sikkert og i god behold helt ned til det sidste trin.

Hun kiggede rundt i lokalet og så ikke andet en kister og gravstene.

Brýn ventede selvfølgelig på at Mirabelle var helt nede af trappen - så hun var sikker på at det var helt sikkert og stabilt - inden hun begyndte at gå ned af den vakkelvorne trappe. "Nå, det ser da sikkert u-" Mere nåede Brýn ikke at sige, før hun trådte igennem det tredje bræt, og faldt på hovedet ned, indtil hun endte ved trappens fod med et meget utilfreds ansigtsudtryk.

Da hun atter prøvede at rejse sig, langede hun ud med begge hænder for at støtte sig til gulvet. En af de fliser som hun smækkede hånden ned på, gav en knagen fra sig da den blev trukket ned i gulvet. "Ved de syv g-" Med en hvislen blev hundredevis af små nåle skudt ud af væggen, direkte ned imod de kære skattejægere.

Mirabelle gav et skrig fra sig og kastede sig ned på gulvet ved siden af frøken klumse.
Hendes hænder var overhovedet og hun nåede lige ikke at blive ramt..i hovedet. Hendes skulder var for langsom, og først da nålene var færdige med at skude ud af væggen, kunne hun se noget stikke ud af skulderen.
Da det gik op for hende, kom smerten.
"AAAAAAAWWW!" Hun satte sig op og prøvede at trække den ud, men det gjorde ondt hver gang hun så meget som rørte den.

Brýn rejste sig lynhurtigt op, da det så ud som om faren var overstået. Igen børstede hun ivrigt på sit tøj for at fjerne alle rester af støv, skeeverlort og mumificerede, gamles nords. "Lad da være med at klage sådan. Jo hurtigere de kommer ud, jo bedre healer det." Hun lød næsten som om hun var en rigtig læge, da hun rakte ud efter Mirabelles skulder for at hjælpe hende. Hvis hun fik lov, ville hun med et hurtigt svip trække de tre-fire nåle ud der havde boret sig ind i hende ~

Brýn måtte selv pille en enkelt nål eller to ud af sin bagdel. Hun var simpelthen så uheldig hele tiden. Pff.

Mirabelle peb da Brýn trak nålen ud, men tog sig sammen da hun så på hende. Hvorfor var hun så tough hele tiden?
"Kan du ikke bare passe på hvor du går?" sukkede hun og børstede sig selv af efter at have ligget på den støvede jord.

Foran hende lå et langt stenbord med bænke i hver side. Forenden stod der en stol med ryglæn, der nærmere lignede en trone. Her lugtede af en blanding af rådnet kød og flagermuslort. Der var spindelvæv i alle hjørner muligt og det var blevet køligere. Langs vægene var der en masse kister og krukker. Total creepy!

Mirabelle fik øje på noget for enden af salen. En stor klippetavle.
"Wow se lige der" sagde hun og pegede foran sig hen mod tavlen.

Brýn prøvede at redde en fletning, imens hun fnøs og kiggede på Mirabelle. "Jeg er eventyrer. Jeg har ikke tid til at se hvor jeg går!" mumlede hun. Da hun havde fået ordnet sin frisure så godt hun kunne, fulgte hun med Mirabelle længere ind i grotten.

Lige så snart de kom ind i 'spisesalen', hoppede Brýn ivrigt op og ned og skyndte sig hen for at tjekke alle krukker og kister. Man kunne jo være heldig~

Mirabelles stemme tiltrak hende opmærksomhed, og Brýns kæbe faldt ned på gulvet da hun så hvad Mirabelle kiggede på. "UH, det glimter!" Det kunne være en åre af krystaller! YES!~

Hun sprang tilbage imod Mirabelle for at kigge nærmere på den underlige klippeside.

Klippesiden var skraveret med noget der lignede et oldgammelt sprog. Runer? Ovenover runerne var der et stort dæmonlignende hoved omringet i snurende mønstre. Hvis Mirabelle var interesseret i hendes forfædre kunne dette være en ren skat, men hun var mere optaget af de mange smukke og skindende juveler og diamanter der lå nede i bunden af klippetavlen. De skinnede i skæret af hendes fakkel. Skålen de lå i var udsmykket i en blågrøn maling og udstrålede rigdom i Mirabelles øjne.

"Jeg tror vi har fundet skatten Brýn..."

Brýn lænede sig frem fra sit skjul bag Mirabelle, og måtte holde et jublende hvin tilbage. Faklen fik hendes øjne til at lyne om kap med krystallerne for deres fødder.

"Ikke ligefrem hvad jeg havde ventet, men absolut ikke dårligt!" Hun tog sig lige tid til at tjekke fliserne for skjulte fælder og trykflader. Hun ville ikke skældes ud for at være skyld i at udløse flere fælder. Så trippede hun frem og samlede lynhurtigt skålen op. Krystallerne klirrede imod hinanden, da hun pressede skålen ind til sig som om det var en baby. "Nå. Skal vi smutte?" Inden vi løber på nogle nye draugr...

Mirabelle tog en lille pose frem og ragte denfrem mod Brýn.
"Her, put dem her ned i. Det er lidt upraktisk at gå rundt med en skål synes du ikke?" komenterede hun og løftede det ene øjenbryn. Hvad nu hvis hun kom snublende ind i en anden fælde, og tabte alle stenene ud over det hele.

Mirabelle kunne lige se det for sig...

Brýn snuppede hurtigt posen ud af hænderne på Mirabelle med et fornøjet smil. Da krystallerne klirrede ned i posen, blev hendes smil bare endnu mere bredt. Hun bandt hurtigt en knude på posen og puttede den ind under sin kjortlen - hvor hun nok havde en lomme et eller andet sted. Skålen så ikke videre værdifuld ud, så den stillede hun fra sig.

På den ene side kunne det være at der var flere kostbarheder hvor krystallerne kom fra, men på den anden side var Brýn en større kujon en hun var grådig, så derfor bestemte hun sig for at smutte imens lege var god.

Hun satte i en fløjten og begyndte at traske ud hvor de kom fra.

Mirabelle fulgte Brýns bevægelser med et nysgerrigt med øjnene og undrede sig over hvorfor hun begyndte at gå tilbage. Nu kørte det jo lige for dem.
"Hvorfor går du allerede nu? Vil du ikke se om der er mere?" sagde hun og pegede rundt i rummet. Dog kunne hun godt forstå hende på nogle punkter. De kister gav hende myrekryb, så hun trippede efter hende efter Brýn var kommet rundt om hjørnet.

Brýn stoppede op på sin ene fod, og hoppede lidt usikkert. Hun kastede et blik tilbage over skulderen til Mirabelle, og klamrede lidt hårdere om posen med ædelsten. "Hvis du vil, kan vi godt fortsætte længere ind, men du går først. Jeg står bagved og holder vores bytte, ikke?" Hun satte et ordenligt smil op, og gik så tilbage ind imod rummet. "Måske er her en dør der følger videre, bag ved plateauet måske."