Turen til Whiterun

Vinden kom susende forbi Mirabelles øre da hun løb forbi de mange forhindringer i skovens tørre tereng. Hendes øjne var fast rettet imod ræven, som løb for sit usle lille liv. i dens bagben kunne man se en knækket metalpil, som Mirabelle havde affyret for bare 30 sekunder siden. Hun var fast besluttet på at den ikke ville nå særlig langt med dens nye handikap, for man kunne se at den haltede for hvert lille skridt, og til sidst gav den op. "Du kæmper hårdt, de må jeg give dig, men desværre ikke hårdt nok." sagde hun i det hun trak kniven op af bæltet.

Hun havde ca. gået en kilometer inden hun kom til stien igen. Her skulle turen så gå til Whiterun, så hun kunne sælge sine vare. Udover ræven havde hun også noget ulvepels. Mirabelle havde brugt denne sti til Whiterun i næsten et år nu, så hun kendte dens dumme snoninger hen af landskabet. Derfor brugte hun altid små genveje.

"We drink to our youth, and to days come and gone. For the age of oppression is now nearly done..." sang hun lystigt. En sand Stormcloak vise som hendes far havde sunget for hende siden hun var spæd. Den sang var dog farlig at synge jo tættere man kom på Whiterun, så helt højt skulle hun jo ikke synge den.

azariel havde gået nu et godt stykke tid, hans ben var roligt fokuserede mod Whiterun eftersom han havde fået en brev af farkas om en der vil havde ham til at tilsende et brev, eller hvad det så end var, han lod blikket på stien han gik på og så til sin lidt undrene en rev der skyndte sig af alle kræfter, med noget som kunne minde om metal, han kunne ikke helt se det fra bakken han stod på men han tænkte at dette nok bare var noget den havde været uheldig eller en jæger som mislykkede prøvede at fange dette dyr, han lod blikket igen på stien og lod rolige skridt, men da han lod mærke til en kvinde som kom ud af det vilde og ind på stien igen med noget som kunne ligne en bue i hans øjne *hmmm nok en jager, måske en scout, * han hørte hendes sang da han kom tættere og tættere på kvinden, et let smil bredte sig men han prøvede at holde sin facade og lade sig være neutral, krigen er noget som han ikke ønskede at blande sig i, eftersom at han synes selv at det var spild af resurser, og når Aldmer Dominion nu er i skyrim mens nogle i landet tilbeder skyrim, mener azariel at man bør fokusere på den virkelig fjende istedet for den indre.

Hun gik i raske skridt hen ad stien og nynnede resten af sangen færdig. Solen stod højt på himmelen og fuglene sang, men hun vidste at vejret ikke ville holde. Sådan var det her i det sydlige Skyrim. Vejret var så forusigeligt nogle gange. Ikke ligesom hjemme i Winterhold hvor man vidste, at det ville sne hver dag.

Det gik op for Mirabelle at hun ikke var alene på stien længere, da hun kunne høre de tunge fodskridt fra måske en omrejsende. Hun holdte straks op med at nynne Stormcloak-visen for at virke så neutral som muligt. Hun havde før oplevet at en Imperial havde truet hende og sagt at hvis ikke hun stoppede ville han skære hende op og sælge hende til det lokale marked som et stykke jægerbytte. ikke lige det man har lyst til at høre når man selv er med i jægerbranchen.

Men i så fald holdte hun op med at nynne og gik så stille videre, men lige pludselig kunne hendes sæk ikke holde til mere og syningerne begyndte at sprække. Mirabelle stoppede op med det samme for at se om hun kunne redde sin gamle rygsæk, og jo heldigvis skulle trådene bare strammes lidt op og så kunne den sikkert holde til hun kom ind til byen igen. Hun satte sig ned med sækken midt på stien for at reparere syningen.

azariel lod mærke til syningen og gik roligt nærmere og kiggede et venligt blik på hende, han kiggede rundt og smilede venligt ''skal du havde hjælp med noget?'' han stod lidt og kiggede roligt på hende, han havde sin let parket telt og mad resurser på ryggen og lod blikket roligt på hende, han kendte stien ud og ind, og det samme galt skyrim, efter at havde levet der gennem 5-6 år nu havde han lært som scout at finde frem til hurtigere og nemme veje, og nogle af dem ødelagde hans tøj så han måtte sy det, han stillede sin taske og bukkede sig roligt ned, ''det er en fin melodie, spicielt når det er fra ens eget folk, men vær forsigtig, for ikke alle imperiets mænd bryder sig om den, men du kan stole på en af Companions'' han lod sig kigge roligt på hende, hun så ud til at være ung, mens noget i krattet havde knækket en gren så man kunne høre det og som bevægede sig, azariel rejste sig roligt op og var igang med at trække sit sværd, og gjorde sig klar til hvis det skulle være en fjende, eller en bandit som ikke havde sit liv kært. . .

Mirabelle slå en lille tøset latter op i det hun sagde: "Det er første gang at sådan en stor kriger som dig, har tilbudt mig hjælp til at sy." Det var ikke noget alvorligt så hun spændte hurtigt tråden og rejste sig op. Hun fik et ordenligt blik på den fremmedes store muskler idet hun gav ham et lille elevatorblik. Hun vippede hovedet, så det brune hår faldt ned over hendes ansigt. Hun strøg lokken tilbage, og smilede blidt, men da han nævnte hendes vise samlede hun læberne som et tegn på at hun nok skulle være lidt mere forsigtig og holde op med at synge den slags her omkring. Hun samlede sin sæk op fra jorden og spændte den fast om skulderen, så hun fik frie hænder igen.
"Det er rart at vide, at man kan stole på dig, men jeg ved godt hvor farlig den er at synge her i området, det behøves du altså ikke at fortælle mig..." sagde hun og så ned på ham, men med ét rejste han sig hurtigt op igen og begyndte at trække sit sværd.
"Hvad er der?! Jeg fornærmede dig ikke vel?" udbrød Mirabelle og bakkede et par skridt tilbage. Hun troede, at hun kom til at sige noget forkert, men da hans blik vendte imod skoven, trådte hun nærmere imens hun begyndte at spænde sin bue. "Hvad i..."

et brøl ude ved skoven lyd, og en sort bjørn kom til syne, den kiggede på de 2 mennesker som snakkede tidligere, og kødet som mirabell havde tiltrukket den, mens dens blik var på hende lod azariel træde et par skridt foran hende med sværdet trukket frem og kiggede mod bjørnen ''kom hellere i sikkerhed, ham her er ikke en man kan tag let'' han lod sig klar til sit første hug hvis bjørnen skulle nærme sig yderlige, og bjørnen rejste sig nu på 2 ben og brølede højt lyttende, mens azariel fast besluttet stod fast ''træd tilbage NU!!'' han stormede ind mod bjørnen og lod sit sværd parat til at gennem borere bjørnens hjerte da den nu stod på 2 ben. . . mens et højt skrig kom fra bjørnen og dens pote gennem borede nu imod azariels skuldre, der kom 5 tykke huller i hans skuldre plade, og azariel stædigt begyndte nu at presse bjørnen bagover, og hans muskler som holdte sværdet blev lidt større da han nu brugte af alle krafter. . .

Mirabelle så til sin skræk og rædsel, at en mørk bjørn kom til syne. Hun stod stiv og kunne i røre sig ud af stedet, men da den fremmede begyndte af råbe af hende, trådte hun sig hurtigt tilbage. Måske kunne han faktisk klare det alene uden hendes hjælp. Han løb i krig med bjørnen og virkede i starten rigtig modig, men da bjørnen slog klørene i ham, spændte hun buen og lod an til at skyde.
Hendes hænder rystede og tiden stod stille da hun havde udspændt bue og pilen hvilede forsigtig på Mirabelles kind. Hun tog en dyb indånding og sigtede højere op til bjørnens hoved. Nu gjaldt det! Hurtigt slap hun strengen og pilen gennemborede bjørnens øje. Hun havde godt nok ramt plet, men hun tog aldrig nogle chancer. Hurtigt igen spændte hun sin flotte langbue og en pil gennemborede bjørnens pande. Dens store brøl kunne sikkert høres flere mil derfra. Nu ventede Mirabelle kun på at bjørnen skulle slippe den stakkels mand som stod med sværdet i dens mave.

azariel udstytte et råb af alle krafter og hørte bjørnen brøle af smerte han pressede nu mere af alle krafter med sit sværd ind og med den ene skuldre pressede han nu ind mod bjørnen så den ville lande på sin ryg og dermed ende som skildpade, det lykkedes at den væltede om på ryggen men poten som han havde på sin skuldre endte med at han blev trukket med, azariel havde få sekunder til at tænke og besluttede i at følge fløgten, han lod sig lande oven på bjørnen og gav hurtigt slip og greb fat ved sine knive han havde ved sit bryst og gennem borede bjørnens hjerte kammer, for at sikre dens hjerte hurtigst muligt ville stoppe, mens et vildt og dyrisk blik i hans øjne forblev, efter de mange stik fra knivende azariel havde gennem boret dyrets hjerte lå det nu død, og azariel lod nu først mærke til de 2 pile som havde ramt bjørnens kranium, bjørnen havde allerede været død da han havde vælted den, og at han havde brugt tiden på nu at stikke vild løs i dens hjerte.
hans hænder var gennem syret af blodet fra hjernen og han mærkede nu blodet for alvor blødte fra bjørnen, han tog fat i poten og fjernede dens klør fra hans skuldre rejste sig og lod blikket rundt hvor efter han greb fat i sit våben og træk op fra bjørnens mave, og lod blikket kort på bjørnen, han stak sit sværd ned i jorden og tog en klud fra sin taske og tørede blodet af sig hvor efter han tog sin højre skuldre plade af og lod en klud forbinde sit sår, og sukkede kort ''er du okay?''

Mirabelle var i chok over hvad der lige skete.
"Jeg skulle lige til at sige det samme til dig." sagde hun og spændte buen fast på hendes ryg. Bjørnen lå bare sten død på jorden og badede i sit eget blod. Det så ud som om det nu næsten sov som den lå der på ryggen. Hun gik hen til manden i det hun kiggede på hans sår.
"Jeg havde aldrig klaret det uden din hjælp. Jeg skylder dig mit liv." sagde hun og kiggede op i de mørkegrå øjne. Hun rakte ham hånden og præsenterede sig selv.
"Mirabelle Wickhart, men bare kald mig Rorlund. og du er?

azariel kiggede roligt på hende og rakte hende hånden ''mirabelle, sødt navn og mit navn er azariel, jeg er en del af Companions, så det er ikke første gang jeg at jeg skulle tag fat i en bjørn, dog er det længe siden at jeg har moret mig så godt'' han smilede meget overe hans sejre og kiggede nu på bjørnen ''der er få som tør slås med en bjørn, nogle mener det er vanvidigt og andre mener bare at man er sindsyg, men jeg tag det som morskab og interesse, men at du tør sætte 2 pile ind mod dens kranium er fantastisk, og du viste i sanheden mod'' han smilede let på hende ''på trods at du er så ung'' han grinte lidt og rejste sig op og kiggede nu på bjørnen ''det er en synd og skam at dyret skulle gå til spilde, men på den anden side så er det vel best for den. . .

"Ja og bedst for mig. Hvis ikke det gør noget vil jeg gerne have dens klør. Du ved så jeg kan sælge dem i Whiterun når jeg når dertil." sagde Mirabelle og begyndte at skære kløerne ud på det døde dyr. Hun turde ikke at kommentere hendes mod og slet ikke hendes buefærdigheder. For hende var det nok bedst at holde sig til det mindre personlige.
"Så Azariel. Hvor er du på vej hen?" Spurgte hun da hun skar den sidste klo af og lagde den i sækken. "Som sagt skylder jeg dig mit liv og det ville være synd hvis vores vej skilles nu."

han kiggede roligt på hende, og smilede let mens han tog sit sværd og tørede blodet af''jeg er på vej til Riverwood, syd for Whiterun, det siges at der er en kærligheds trekant, og at datteren af butikken har fået stjålet et meget værdigfuld genstand som datteren eller søsterens far eller bror gerne vil havde at the companions finder ud af hvad er sket, og får fat i det, samt også i tilfælde af slagsmål er mig og farkas klar til at tag i aktion'' han smilede lidt mere og lod sværdet ned i hans skuldre holder og rejste sig op og kiggede på sin skuldre ''bliv ikke overasket over dette'' han lod en hånd om sit sår ''dette er et gammelt trick mit folk havde lært mig'' han lod ordne komme roligt ud af hans mund ''ëtsie ômïné ísué'' hans skuldre som bjørnen slog klørne i havde healet og han lod sig selv gå over til bjørnens hjerte kammer og lagde en hånd over ''ëtsie ômïné ísué'' og hjertet og bjørnens pæls voksede sammen, men bjørnen var stadig død, dens sjæl havde forlængst forladt kroppen, og han tog nu fat om dens skind pels og rev bjørnen op på hans skuldre, det var ikke første gang han havde løftet en bjørn, og med hans styrke ville han nok kunne klare det til riverwood, hvor at farkas kunne tag den med for ham. ''kunne jeg spørge om du kunne tag min taske, eftersom jeg er lidt ophængt. .'' han smilede lidt og kiggede på sin taske ''den er dog lidt tung. . .''

Mirabelle tog et fast greb om tasken og løftede den over den højre skulder. Den var dog lidt tung, men hun klagede ikke.
"Magi hva? Det siges at være et særligt talent hos Breton'er." Hver gang hun så en person lave magi, mindede det hende om episoden der hjemme og hvor kold hendes mor var over for hende. Lidt som om hun blev en smugle jaloux. Hun var ikke spor imponeret over sådan tricks.
"Det ville være mig en ære at følge dig til Riverwood." Sagde hun og gav ham et hurtigt smil.
Hun gik hen, og klappede ham på skuldrene, og drejede af hjørnet mod Riverwood.

han gik roligt med og smilede lidt med hendes hå hans skuldre ''hvad skal du så lave i whiterun?, og foresten, hvis du har lyst kan du se mig i stedet hvor os companions holder til, i jurryvaskor'' han smilede roligt og gik roligt ved siden af hende, bjørnen var lidt tung, men det var ikke så slemt, det gav ham god trænning, og spicielt når han nu var en del af inder cirklen i companions skulle han trænne hårdere, for at optimere hans stilling som en af de store drenge, og hårde tøzer . . . selv om han dog nyd at bære sit bytte på ryggen, det gav en hvis stolthed. . .

"Tjo jeg skal skam bare sælge min nye fangst. Du ved, så der kommer mad på bordet. Jeg havde lavet en aftale med en elvermand ved en af boderne, men det kan til hver en til vente, hvis vi skal til Jurryvaskor. Det er ikke hver dag man bliver inviteret der ind." sagde hun glad i stemmen. Hun huskede på hendes fars gamle ordsprog. Tag imod eventyr og udfordringer. Hans far troede stærkt på skæbnen. Han sagde at det var det der førte ham til det sted han står i dag.

De havde gået i timer nu og byen Riverwood kunne ses tydeligt. Azariel havde båret bjørnen hele vejen og så ellers også godt udkørt ud. Mirabelle havde den fulde respekt for ham, og synes ny det var lidt sejt at gå side om side med ham. Vagterne stod på vagtbroen over indgangen, og så ned på dem som små insekter der bare ville forstyre den fredelige landsby.
"Hvorhen nu?" spurgte Mirabelle, da de gik igennem byens gade.

farkas stod ved byens smed, og havde ventet på Azariels ankomst, dog var han lidt overasket at han havde medbragt et bjørn, han kom tættere på de 2 som gik igennem gaden og stod nu i nærheden af smeden, ''azariel, jeg viste godt du var noget af en kæmper men at slæbe en bjørn med? det plejer du ikke at gøre så tit'' han smilede roligt og grinede lidt over det ''men kom så, vi har arbejde at tag os til!'' han lyd lidt som om at han gerne ville hjem, og tilbage til Jorryvaskr og dette kunne azariel godt forstå.

Azariel smilede til Mirabelle ''måske ses vi i Whiterun en dag, og mange tak skal du havde for at medbringe min taske og det dejlige selskab, men jeg bliver desværre nød til at gå, dutie du ved, men jeg takker mange gange, og hvis du nu kommer forbi Jorryvaskr er jeg der til at tag imod dig'' han smed bjørnen over venstre skuldre, væk fra Mirabell og lod blikket på farkas ''Farkas kan vi ikke tag denne her med?, det er godt kød og god kvalitet af skind som vi kan give til Gray Mane!''

Farkas kiggede på ham og kom over til ham og smilede lidt ''dig og din skide bjørn, men lad gå, lad os få denne stykke kød med hjem efter vi har løst denne her kærligheds trekant eftersom at ejeren her i bixen gerne vil havde dette overstået'' han fokuserede lidt på azariel og kiggede nu på mirabelle ''hej, mit navn er farkas, og undskyld men vi har lidt travlt, da skjor endelig er vendt hjem efter, du ved hvad azariel'' han kiggede nu på azariel og smilede lidt ''Aela venter også der hjemme på os, spicielt dig, de vil gerne vide hvordan din rejse har været, og om maven har givet nogle støre potion penge for det brev'' han smilede roligt på azariel og ventede lidt mens han to bjørnen om på skuldrene som om det var ingen ting.

azariel drejede blikket om på mirabelle ''vi ses vel nok en anden gang, men du ved jo hvor du kan finde mig'' han smilede roligt og gav et let kram til mirabelle, hun var en af de få venner azariel havde, og at havde en ven her i skyrim på disse tider var svære.

// Tak for en fed tråd Azariel. En fornøjelse at skrive med dig //

//ilm ^^ //