Turen til Solitude

Mirabelle gik i sine egne tanker hen af landevejen, og nynnende lystigt sin Stormcloack melodi som sædvanligt. Det var den samme melodi som Imperialenes, så ingen kunne dømme hende her. Hun havde været oppe tidligt for at nå fra Rorickstead til Dragonbridge inden formiddag. Der skulle hun mødes med Brýn, for så at drage videre til Solitude, men hvad de nøjagtig skulle der, vidste hun ikke. Hun vidste bare, at Brýn havde sendt bud efter Mirabelle, og at Brýn nok skulle fortælle hende det, når tiden var inde til det.

Buen havde hun i hånden, ladet med en af sine metalpile. Bare for en sikkerhedeskyld, hvis der nu kom noget uventet.
Når hun gik på de fremmede veje, havde hun altid sin bue fremme, fordi hun ikke vidste, hvad der ventede hende rundt om det næste hjørne. Hun havde godt nok gået på denne vej før, men det var for lang tid siden, og der fulgtes hun jo også med sin far. Dengang de skulle til Solitude, for at besøge storbyen. Det var også der hun mødte Mikael for aller første gang.
Åhh, hjemveen fra Whiterun tog fat hvergang hun tænkte på ham. De dejligste blå øjne og den smukke mund, som hun kyssede blidt. Af alle de mænd hun havde været sammen med, var han den rette, det vidste hun med sikkerhed.

Det var snart formiddag, og hun kunne se, at Dragonbridge lå forude. Buen hang på ryggen samme med pilene. Der var nemlig ikke brug for dem så længe hun bare kunne se byen. Banditter og ulve holdte sig altid langt væk fra byerne. Kun en sjælden gang havde hun set et par ulve komme for tæt på, men de blev også skudt hurtigt igen.

"Øh, undskyld hvor ligger Four Shields Tavern" spurgte hun en tilfældig fremmed. En ung pige næsten på alder med hende selv.
"Jamen det er da bare lidt længere nede af vejen. Kan du se det lille skilt med de fire skjolde på?" hun pegede på et forholdsvis stort hus lidt længere henne.
"Det er der. Jeg arbejder der selv sammen med Frida, ejeren" hendes øjne stirrede ivrigt på Mirabelle, som om hun vidste noget.

Da hun åbnede døren til Four Shields Tavern, så hun med det samme af Brýn ikke sad på nogle af bænkene. Hvorfor var hun ikke kommet endnu?
"Kom bare ind min kunde. Hvad kan jeg byde på?" sagde en dame oppe fra disken. Bag hende hang en masse fugle og kaniner, muligvis fanget af forskellige jægere, som kom forbi.
"Et stykke brød imens jeg venter kunne vel være rart" sagde Mirabelle, og smed sin sæk op på disken.
"Kan jeg betale med fangst?"

// Bare læg alt presset på mine skuldre! XD Har du lyst til at besøge en nord-ruin og stresse nogle draugrs, eller snige dig ind på en gruppe spriggans?? (;//

Brýn stod nede ved bredden af Karth-floden og rystede sit korte hår, lidt ligesom en hund. Hun havde fundet et sted hvor hun kunne bade i fred - mere eller mindre. Et par vagter havde set hende fra broen, og havde både råbt og peget. Hun havde vinket tilbage, men kun fordi hun ikke kunne kaste så langt med sine knive. Hun flettede hurtigt og sjusket sit hår, og noget af det var allerede begyndt at tørre og krølle ved tindingerne. Hun trak en fin, rustrød tunika over hovedet, imens hun bandt de stramme, spidse støvler. Vagter kunne hun sagtens både klare og overleve, og i det mindste var hun ikke løbet ind i en slaugterfish. Hun havde prøvet det en gang, og var endt med at løbe nøgen og skrigende ind i en lille by i syd. Hun hørte stadig om det hver eneste gang hun besøgte den. Der skete åbenbart ikke så meget spændende der. Hun spændte bæltet om livet og rettede lidt på de irriterende snører, inden hun tog sit våde og rene tøj på ryggen og begav sig tilbage til kroen.

Solen stod i ryggen på hende da hun trådte ind på Four Shilds Tavern. Hendes hår var mørkt på grund af væden, og tunikaen hvirvlede om hendes ben som hun kom gående. Og hvis man hørte godt efter kunne man høre den afslørende lyd af klirrende knive, og efter lyden at dømme måtte der måtte være mange af dem.

Hun så hurtigt Mirabelle, og skyndte sig hen til hende. Der var ikke særlig mange i kroen, så hun havde ikke brug for at danse rundt i zig-zag for at undgå nogen. Hun kastede sig over Mirabelles ryg imens hun hylede af grin. "Mirabelle!" Hun nussede ansigtet imod hendes ryg, og fik pels i næsen. Hun syntes at Mirabelle var lidt tidligt på den, det var kun lige middag, og Brýn var selvfølgelig stået sent op med bragende tømmermænd. Hun havde også tvivlet på at hun overhovedet ville komme, så det var dejligt at se hende.

Hun rakte forbi hende, og snuppede en humpel brød fra et fad på bordet.

//overrask mig XD så længe det forgår i Solitudeby//

Mirabelles ansigt lyste op da Brýn krammede hende bagfra.
"Brýn-pigen! Det var på tide du kom!" sagde hun med et grin, der langsomt blev kvalt i et stort smil. Brýn havde lige nået, at sætte sig til rette på bænken, da Mirabelle rejste sig og sagde:"Nåh? Skal vi gå?" Hvis de var hurtige, kunne de nå byen det inden det blev alt for sent. Hun kunne ikke vente mede at komme til Solitude. Så lang tid siden sidst. Gad vide om det lignede sig selv, eller de havde lavet om på noget? Måske fået nogle nye ting? Det er sådan en spænende by at komme ind i, når man er vokset op i Winderhold. Den (nu) tomme sæk lå fladt på gulvet. Hun samlede den op, og smed den over skulderen.

// Din idiot, der er sgu da hverken draugr eller spriggans i Solitude by! XD //

Brýn proppede det sidste brød i munden, imens hun så ud som om hun tænkte. "Ja, hvis vi skynder os kan det være at vi kan få billig aftensmad." Hun rejste sig hurtigt og kastede nogle septims hen imod norden bag disken, den kønne, mørkhårede Faida. "Jeg skal lige hente mine ting først. Rolig nu." Mirabelle lød som om hun slet ikke kunne vente til at forlade landsbyen og komme ind i Solitude - Skyrims hovedstad.

Da hun kom ud af en af kroens værelser havde hun en rygsæk på ryggen, og en masse punge i bæltet. Sengen var redt, og hun havde ryddet op, så værelset så ud som nyt. På trods af pletterne på gulvet og slitagen på alle møblerne. Men det havde også været der da hun kom.

Hun klappede ned af sine ben for at sørge for at hendes knive sad ordenligt. De kunne jo ikke at have at hun gik og stak sig selv. Så smilede hun til Mirabelle og smuttede ud af døren.

Udenfor var luften sprød og kølig, præcis som den plejede at være i Skyrim. Det var egentligt også dejligt. Hun kunne lugte røg og træ, og i det fjerne kunne hun høre plasken fra floden der vred sig igennem byen.

//FUUUUU DU VED HVAD JEG MENTE //

Byen var lille, så der gik ikke lang tid inden den lå bag dem. Foran dem lå Solitude, og ventede på dem. Det var en herlig dag at tilbringe på en ven. To omrejsende af sted til storbyen, hvor havde hun dog savnet den tid. Dengang hende og hendes fa drog gennem Skyrim, helt over til grænsen af High Rock og dens store bjerglandskab. Det var tider.

Der var stilhed imellem dem, men det gjorde ikke noget. Det var hyggeligt med stilhed, så man kunne høre naturen. Bland andet lyden af fuglenes kvidren, der lød som en smuk harpeklang i ens ører, men jo tættere de kom på byen, kom der flere og flere mennesker (rejsende). Til sidst forsvandt stilheden.

Mirabelle kom med et dybt suk, da hun kunne se Solitudes store mure. Det store bygningsværk som strakte sig over hele den store by, som blev stører jo tættere de kom på. Til sidst var de helt henne ved stigen til havnen, hvor de store skibe ventede på lasten, så de kunne sejle ud i den store verden, Tamriel...

// Jeg tror jeg har en idé.. ~ //

Brýns ansigt lyste op i et smil, da Solitudes grå mure kom til syne i horisonten. Foran dem lå Katlas farm og pyntede i landskabet. Lyden af vandmøllen og havnen var tydelig, så tæt på byen. Brýn elskede havet, hun havde set det så mange gange sammen med sin far, når hun tog rundt i Skyrim med ham. Hun så op imod himlen til vest, og prøvede at få et glimt af Meridias helligdom, men den var langt oppe i bjergene. Trist, Brýn ville ellers gerne se den. Den skulle være fantastisk flot. Måske kunne de gøre det på et andet tidspunkt?

Vagterne lod dem ind i byen, og porten knirkede voldsomt. Høgene der cirklede over byen skreg, og Brýn nød synet af deres silhuet i himlen.

"Hvis du har brug for at få fyldt dit kogger op, så er der en butik lidt fremme og oppe af trapperne, ved navn Fletcher. God butik. Jeg ska lige ind og... ordne noget." Ordne og ordne - hun skulle sælge sine stjålne vare hos Gulum-Ei, hæleren inde i the Winking Skeever. Brynjolf sagde kun slemme ting om den argonian, men så vidt hun viste var han aldrig blevet taget i hans job som... købmand.

"Du må også gerne gå med, hvis ud vil." Det var tydeligt at høre at hun helst ville slippe af med Mirabelle imens hun ordnede sit ærinde.

//UUH glæder mig... //

Det var en fryd, da Mirabelle kom ind i byen. Alle de mennesker, alle de bygningsværker. Man kunne tydeligt høre de desperate købmænd lidt længere fremme på markedspladsen, som råbte og viftede med armene i vildens sky.

"Nej jeg har lige fået nye. Jeg tror bare jeg går rund og kigger mig lidt omkring. Vi kan mødes her igen når solen står på sit højeste?" sagde hun og havde fået øje på "Bits and Pieces" skiltet. Det måtte være der, hun kunne få en ny sæk til hendes bytte. I stedet for den gamle der hele tiden gik op i syningerne.
Hun vinkede farvel til Brýn med et smil op på læberne. Det var tydeligt, at hun selv ville klare sit lille erne alene. Hun var dog lidt nysgerrig, men valgte ikke, at følge efter hende.

"Dejligt med en ny" kom det fra hende, da hun kom ud af butikken. Der var masser af forskellige at vælge imellem, men hun tog bare den, der så solid ud. Det skal jo kunne holde til det meste sådan nogle.

Brýns øjne fangede noget farverigt ud af sit synsfelt, og vendte sig om for at tjekke det. Det var en af Jarl Elisifs thanes. Hun kunne ikke helt huske hans navn, men hun viste at hun skyldte ham penge, og det viste han også, så hun skyndte sig at gribe fat i Mirabelles krave og trække hende med ind på The Winking Skeever.

Der var halvtomt på kroen, en enkelt kvindelig bard spillede nogle toner på en lut. "Det tager ikke lang tid, så smutter vi. Tag et krus mjød hvis du vil. Men pas på krofatter, han er meget snakkesalig." Hun slap Mirabelle og stak hænderne i lommerne på sin tunika.

Træet knagede, da Brýn satte sig foran en grøn argonian. Han havde gule, udstående øjne og et tinkrus i hånden. Hans skællede fingre bankede forventningsfuldt da han så hende. Han så underlig ud da han smilede. Det gjorde langs de fleste argonians. De ser mere ud som om de har ondt et eller andet sted. "Hvad har du til mig, Nifinger?"

Brýn sagde ikke noget, skubbede bare en diara og en dyr, ornamenteret dagger hen imod ham. Han tog kniven op og spillede lidt med den. Dens blad og diamanter lynede i stearinlyset. "Ssssmuk," sagde han langsomt. Så stak han den ned i en taske der lå ved hans ben, og skubbede diskret en pose med klirrende septims hen til hende. Hun skar utilfredst ansigt. "Ikke mere? Ved Akatosh, din snydepels!" Gulum-Ei smækkede med kæberne og så på hende. "Ved du hvad jeg har hørt rygter om? Diamanter, rubiner, safire, smaragder - så mange septims og værdifulde artefakter du kan bære! I en gammel nordruin, tæt på denne selv samme by!"

Brýn løftede sit øjenbryn, men lænede sig tættere på ham. "Ja, rygter. Er det pålidelige kilder? Og er det ikke farligt? Jeg har hørt folk snakke om at de døde er vågnet til live, sådanne steder."

// //

Mirabelle troede lige at hun skulle have sig en hyggelig tur i hovedstaden, men neeej. Straks efter hun var kommet ud af butikken, tog Brýn fat i hende, som en lille hund på slæb. Hvorfor i alverden skulle hun med ind på kroen alligevel?

Hun blev først sluppet fri helt henne ved den store disk. Mirabelle syndes godt nok, at det var lidt mistænksom, men hun klagede underligt nok ikke.
"øøh... jo deeet" mere fik hun ikke lov til at sige, før Brýn forsvandt ind i et side-lokale. Hvad nu? Flere forskellige skumle folk sad bare og gloede på hende(sådan var det vel i storbyerne).
Lidt akavet stilhed blev der, men hurtigt igen kom der snak og samtaler igang som før. Mirabelle var ikke tørstig eller noget, så det ville være spild af penge, hvis hun købte noget.
"Hvad kan jeg byde dig på min kvinde?" spurgte en stor (rødhåret?) mand bag disken.
"Jeg...jeg skulle bare se om du havde lidt mjød" svarede hun dumt tilbage. Helt ærligt sagde hun det kun, fordi hun var bange for at blive smidt ud, hvis nu hun ikke købte noget.

Lidt efter kom han med et krus fyldt helt op til randen. Lige det hun ikke havde tænkt sig. (Efter episoden i Falkreath skære hun meget ned på alkohol i hverdagen)

// Men neeeeeeeeej... *fnis* //

Mirabelle var langt væk fra Brýns tanker. Der var udsigt til massevis af dejlige, kolde, skinnende septims. YAY!

"Der er overhovedet ikke farligt, hvis man kan passe på sig selv. Og det kan du jo." Hun viste ikke om hun skulle smile eller stikke den dumme argonian ned. "Du svarede ikke. Er der udøde dernede?" Øglen hvislede og hun kunne se hans hale vippe. "Nogen siger det. De kalder dem draugr. Men... få udøde er vel en lille pris for så store skatte?"

Brýn viste ikke rigtigt hvad hun skulle mene. Gulum-Ei var ikke en man stolede ubetinget på, men tanken var fristende. Tanken fik hende til at smile. Pengene, lige så meget som udsynet til eventyr.

"Men det kan være at du er bange, Nifinger? Du er kendt som lidt af en kujon.." Stolen væltede bagover med et øredøvende brag da Brýn rejste sig. "JEG ER INGEN KUJON! VED DE OTTE, JEG SIGER IKKE NEJ TIL EVENTYR OG SKATTE!" Brýn var ikke en diskret person, og man kunne høre hendes stemme i hele kroen, måske endda i hele Solitude. Argonianen så ikke overrasket ud, han smilede smørret, med mundvigene helt op til hvert af hans frastødende øre.

"Hvor er den ruin?"
"Knapt en kvart dagsrejse imod nord. Du kan nå den inden aften. Hvis du altså ikke er bange for mørke."
"JEG ER IKKE- jeg er ikke bange for mørke, skøre bæst!"
Han viste lige hvordan han skulle greje hende. Prikke lidt til hendes omdømme og stolthed, så var hun på krogen.

Da Brýn begyndte at råbe i hele kroen, vendte Mirabelle sig om i et spjæt, så mjøden væltede til alle sider. Den mjød som hun ikke engang var begyndt på. Hun stillede den fra sig ved disken, nikkede til kroejeren, og trippede lige så forsigtigt over til Brýn. Bare så hun kunne spørger: Hvilke skatte???, men da hun fik øje på argonian'en, stod hun helt stille. Mirabelle var rædselsslagen for de væsner. Hun vidste aldrig om hun skulle behandle dem som øgler eller mænd. derfra kom hun ikke et skridt nærmere. Dens...hans øjne blinkede på en underlig måde, og munden så ikke ud som om den eksisterede.

Mirabelle lavede en halv pirouette, gik tilbage til sin sideplads, og nippede lidt til sin store omgang mjød...

Argonianen smilede og bankede igen med hans lange, skællede fingre imod bordet. "Så er der jo ingen forhindringer. Så hent skattene, min kære." Brýn bankede hænderne i bordet, så hårdt at septimerne klirrede i posen, og øglens krus væltede og hældte vinrød væske ned på bordet og gulvet. "Ingen faldgruber? Hvorfor er ingen gået derind før?" Øglen trak på skuldrene, og Brýn viste at hun ikke fik mere ud af ham. Næste gang tog hun til Markarth i stedet for. Der var spændende, og den redguard-hæler var meget sødere - venlig, rent faktisk. Godt selvskab.

Hun kom ud som et tordenvejr, og de havblå øjne lynede. "Kom Mirabelle, vi skal ud og være rige!" Hun kiggede ikke engang efter kvinden, hun skyndte sig bare ud af døren, og kunne ikke vente med at komme tilbage til Gulum-Ei med alverdens rigdomme. Dumme, dumme bæst.

Mirabelle fik intet sku' ha' sagt. Hun smed kruset ned på disken, greb sin nye sæk/taske og løb ud af kroen, så hurtigt hun kunne. På en måde var hun lettet over, at de endelig skulle afsted igen. Efter noget tid havde hun indhentet den hurtige Bard.
"Hvad mener du? Hvor skal vi hen Brýn? Og hvad...øh hvem var det du snakkede med?" spurgte Mirabelle med et hastigt tempo. Vent... sagde hun lige at de skulle være rige?! SÅDAN! haha nu kunne det ikke blive bedre. Ja selvfølgelig med mindre der var en hage. Der er altid en hage.

Brýn traskede hurtigt hen over Solitudes brosten, med et lukket og målrettet ansigtsudtryk. Næsten komisk at se på. "Jeg talte med den mest lumske argonian i Skyrim - slem mand, blinker hele tiden med hans uhyggelige, bagvendte øjenlåg. Men han er ikke helt ubrugelig, han fortalte mig noget meget interessant." Septimerne hang i hendes bælte og raslede, så hver eneste tigger vendte hovedet efter dem. "Han fortalte mig om en nordruin lidt mod nord herfra, fyldt med skatte. Hvis man ikke er alt for moralsk, så kan man se bort fra at det er gravrøveri." Hun vendte sig halvt om imod Mirabelle og pegede. "Det er mere et eventyr, ikke? Nogen siger at gravene er fyldt med - udøde!" De var kommet hen til porten, så ordet udøde fik alle vagterne til at dreje hovedet imod dem, ligesom tiggerne ved lyden af penge.

Alting lød godt i Mirabelles øre indtil et bestemt ord kom frem.
"Vevevevevent... sagde du lige udøde?! Som i draugrer?" hun tog fat i Brýns skulder, for at sænke hendes fart bare en anelse. Hun kunne slet ikke lide det, for hun vidste hvor dette førte hen. Det var absolut ikke et eventyr, det var nærmere et selvmordsforsøg. Ikke i hundrede år ville hun ned til de ækle skråner.

Mirabelle rystede i hænderne da hun slap skulderen igen. Hun havde ikke lige ventet et gravrøveri i nordiske ruiner da hun stod op i morges. For ikke at sige: Hun var overhoved ikke bevæbnet til dette. Metal pile var til små kaniner og dådur. Ikke udøde gamle mænd.
"Jamen jeg er ikke en skid bevæbnet til sådan et eventyr" klagede hun og gik med store skridt i hælende på Brýn.

Brýn lod sig stoppe et kort øjeblik af Mirabelle. Hun tog hendes hånd og flyttede den fra sin skulder med smalle læber. "Ja, jeg tror øglen nævnede draugr." svarede Brýn efter lidt tøven. Hun havde håbet på at Mirabelle ikke ville bruge det ord. Draugr var ligesom de onde i alle uhyggelige børneeventyr. Alle de ammestuehistorier man fortalte for at få børn til at opføre sig ordenligt. At se frem til en klam grotte fuld af disse væsner var ikke just tiltalende, men... driften imod skatte var for meget for Brýns fortabte sjæl. Hun ville have solgt sin bedstemor til Sithis for en skilling - hvis hun havde haft en bedstemor.

"Slap af, jeg kan finde en eller anden der kan tage med os. Ellers... Tror du ikke at jeg kunne rede os?" Hun så på Mirabelle, som omhun lige havde krænket hende dybt og voldsomt... Hvilket hun også havde, i Brýns øjne.

Hun så sig omkring, og fik øje på havnen. Skibene hamrede ind i broen med jævne mellemrum på grund af de høje bølger. Lyden irriterede Mirabelle, så hun rørte sig restløst og slog ud med armene. Hvis de skulle nå det inden det blev mørkt, så skulle de da afsted nu.

"Så hvor går vi hen nu?...Ved du overhoved hvordan vi kommer hen til skatten?" Spurgte hun i det hun tvivlede på Brýns stifinderevner.

Brýn synes i hvert fald ikke om at blive tvivlet på, så hun stak sin pegefinger i hovedet på Mirabelle og klemte øjnene sammen. "Nu skal du bare se... inden solopgang i morgen, er vi begge to rige!"

Brýn tog sin hånd til sig og stak den i lommen med et snedigt smil. Uden at sige mere til Mirabelle vendte hun sig om på stien og begyndte at gå. Godt at hun havde sine gode sko på, for det kunne godt komme til at klatre lidt. Til Oblivion med tyngdeloven, som hun sagde.

Mirabelle kom med et dybt suk og travede i hælene på Brýn.
Ja gad vide om vi overhoved overlever til imorgen? Åh nej, Mirabelle var overhoved ikke kvallifiseret til at slås med udøde. Hun var dødsens! Endten var dette et tegn på hendes første sejr eller også var det et tegn på hendes alt for tidelige død. Det var ikke til at sige om hun skulle bakke ud eller tage chancen, for altså det var jo en ret fristende skat, der lå og ventede på dem.

Imens den orange sol sank længere og længere ned over Skyrims bakketoppe, og kvinderne kom længere og længere ud i vildnisset, prøvede Brýn at holde styr på sit mentale kort. Hun var ikke helt vild god til at finde rundt, men hun var da ikke helt forfærdelig. Noget fik man da ud af at have vandre Skyrim tynd lige fra sin barndom. Åha, barndom.

Der var stilhed imellem dem i et stykke tid. Brýn tænkte, lidt på det og lidt på det, og prøvede at finde ud af hvor de var. Imens famlede hun i en af sine inderlommer efter den kniv der ville være smartest at bruge hvis de skulle komme i kamp. Men virkede en kniv imod draugr? Ville den ikke bare prelle af på knogler?

"Vi når dertil inden tusmørke, ikke?" spurgte hun og sparkede til en sten, så den røg ud i vejgrøften. Det var trods alt Brýn der førte an, og Mirabelle var bare på sleb.

Hun rettede på sit sværds skede, så det var lige til at trække hvis der skulle komme noget uventet på vejen. Hendes pilekogger var fyldt op så det ræslede ikke så meget, da de trådte over de skæve brusten. Hendes hår var sat op i en hestehale, og buen spændt hjemmefra. Hun var sådan set klar til kamp, men en lille bitter stemme inde i hendes hoved mindede hende om de frygtelige fortællinger om de udøde hendes far havde fortalt hende om da hun var lille.

"Rolig, din bangebuks." svarede hun bare med et underlig blanding af et smil og et suk. Der ville alligevel være mørkt inde i grotten, nat eller ej. Ikke?

Om det slog Brýn at det de gjorde var uansvarligt? Især uden særlig meget kamperfaring? Nej, overhovedet ikke. Ikke så meget at det fik hende til at skifte mening, men nok til at hun blev lidt bekymret over for de næste timers begivenheder - men pyt, det skulle nok blive sjovt!

Solen stod lavt på himlen da de nåede den grotte Brýn regnede med var den rigtige. Alt blev farvet orange og genskinnet i Mirabelles sværd blændede hende kort.

"Nå - lad os komme i gang!" -inden jeg får kolde tær. Og så trådte hun ind i grotten uden at tænke sig om en ekstra gang.

Mirabelle fik gåsehud og klump i halsen da hun så Brýn trave ind i hulen. Komme i gang? Ja okay det kan vi vel godt, altså jeg har jo ikke noget fornuftigt af lave, hmmm, arrh, skal man nu?! - Sådan gik Mirabelles tanker da hun usikkert småløb efter hende.

Inde i grotten kunne man høre små dryp med mellemrum. Der lugtede lidt a fugt og svamp med en blanding af rådnet kød. Væggene havde store gamle søjler, der sikkert var til udsmykning, men de gav en skrækindjagende effekt af gravkammer. Selv med de oplysende fakler der hang rund omkring, kunne man knap nok se frem for sig.

Temparturen faldt et par grader jo dybere de kom ind, og til sidst gav selv Mirabelle et "Brrrrr" fra sig og hun var ellers vant til kulde og frost.

Brýn blev mere og mere glad for at hun havde sin hammerfell garb på jo længere de kom ned i grotten. Hun trådte forsigtigt for ikke at falde på de ujævne sten. Det var også så tilpas mørkt at det blev svært at se da de kom længere ned. Hun trak en af faklerne af væggene, og bed sig i læben. Her ville det så være smart at kunne lidt ildmagi.

Hun satte sig på hug for at finde fyrtøjet hun havde i en af sine lommer. Hun gned flinten imod metalspændet og mumlede utilfredst, indtil en gnist endelig fik fat i faklen. Og så var de på vej ned igen.

De ellers jævne vægge fik pludselig nicher, hvor der på række efter række lå indtørrede lig. Brýn stoppede op på stedet, og hendes knoer om faklen blev hvide. Det var ikke så meget ligene der skræmte hende, det var mere det faktum at nogle af nicherne var tomme. Hun trøstede sig selv med at det kunne være at de bare ikke var blevet fyldt fra starten af, men hun slap ikke grebet om faklen. Hun greb også en af sine større knive inden under vesten.

Mirabelle kunne ikke forstå at Brýn bare stoppede op midt i det hele. Hun var jo lige ved at støde ind i hende. Dog da hun så på væggede og hvad der var i dem forstod hun hvorfor.
Hun blev ramt af en voldsom kvalme da hun så de indtørrede lig. Hun fik meget tit kvalme, men det her var bare for ulækkert.

"Fy for'en!" Hviskede hun og holdte sig for øjnene til hun havde drejet hovedet den anden vej. Hun kunne ikke se på det. Hvis dette var sådande udøde så ud, så blev det en lang aften.
Det stank ikke, så hun holdte sig ikke for næsen, men det var da tæt på at hun skjulte hele ansigtet i hænderne.
"Lad os nu bare gå videre" sagde hun og tog gennede dem længere ind.