Alle jobs har deres dårlige dage ~ Björk

Windhelms vinterkulde havde efterhånden efterladt Sølvi med kolde og stive muskler, og med en klam smag af metal i munden. Godt nok var hun bedre til at håndtere kuldegrader end de fleste, siden hun var vokset op med den selv samme bys kolde nætter, men det var en speciel slem nat, og det var længe siden hun havde bevæget en muskel.
I det mindste var der godt overskyet, så hun var svær at se fra det sted hun havde fundet. Det havde lykkeds hende at placere sig på et tag der ikke var oplyst for meget, og med god vilje, havde udsigt til kroen. Siden tagene var så forbandet skæve i Windhelm, blev hun nød til at sidde op af en af kvistene, men så var buen også nemmere at kontrollere.
Godt nok var det et godt tag, men der gik altså en mor og tre børn rundt under det, så hun måtte passe på. Flugtruten havde krævet lidt ekstra fantasi end normalt, men det skulle nok gå. Selv hvis det usædvanlige skete, og der var vidner, var det næppe nogen der havde lyst til at følge efter hende. Ikke engang hvis det var en vagt. De var lige så kolde som hende, og var sikkert godt berusede på denne tid af dagen. Hun takkede alle guderne for den politiske tumult og de nedsatte vagtposter.
Hun tænkte igen over hvor meget mere praktisk det ville være hvis hun hvad siddet på en af murene, men de mørke sten var utilregnelige med kulden og fugten. Hun havde absolut ikke lyst til at glide og falde de godt tre meter ned på brostenene. Hun var god til at klatre, men at overvurdere hende selv i sådanne klimaer kunne koste hende hendes liv.
Døren til kroen gik, og hun rettede sig hurtigt op og spændte buestrængen. Hun strammede grebet om både pilen og buen så hendes hænder ikke rystede nær så meget, og læderet knagede lavt. Hun sukkede af lettelse da hun så Magnus Svanssons grimme fjæs. Hun havde set mindst et dusin mennesker forlade kroen, og have følt det samme sus. Nu var det nu.
Hun stillede sig lidt mere på tæer, og blev et øjeblik nemmere at ane fra gaden. Men det var kun et øjeblik, før hun havde sluppet pilen, og den havde ramt sit mål. Så var buen svunget over hendes ryg, og hun var allerede på vej ned af taget på den anden side af tagryggen.
Hun elskede de simple job. En enkelt pil var alt der skulle til, og Magnus var ved at gispe sine sidste liter blod ud af halsen, imens hun var på vej væk.

Det der skulle have været en lykkelig genforening, blev i stedet skiftet ud med en markant skuffelse og forvirring. Björk havde brugt de sidste par dage på at lede efter sin søster, Sølvi, som hun ellers havde regnet med sad og ventede tålmodigt på hende i deres barndomshjem. Nu gik hun bare søvnløst rundt i det kolde Windhelm, imens hun ventede på et eller andet, der kunne give hende håb.
Hun havde søgt hele huset igennem, men Sølvi havde ikke lagt tydelige spor på hendes forsvinden. Nu blev Björks hoved fyldt med en masse spørgsmål. Hvor længe har hun været væk? Er det min skyld? Hvor befinder hun sig nu? Er der sket hende noget?!

Vinterkulden havde overtaget de smalle og lange gader, og tvunget borgerne til at søge ly i deres hjem eller drikke sig varm på en af de to kroer, som befandt sig i hver sin ende af byen, og skilte overklasse og underklasse ad.
Björk sad med sin tunge rustning på Candlehearth Hall og stirrede ned i sit mjødkrus. Hun følte sig tom og skuffet, men mest af alt vidste hun ikke hvad hun skulle gøre. Tog hun hjem? Hun havde allerede spurgt diverse naboer om de havde information, men uden held.

Hun var lige ved at falde hen i den knirkende stol hun sad i, og tænkte at det måske var tid til at drage hjemad til deres faders hus, og så rejse hjem til Whiterun tidligt næste morgen. Hun rejste sig langsomt og drak ud af sit krus, hvorefter hun tog sin pelskappe på, og forlod bordet med nogle småmønter. Da hun kom nedenunder, blev hun rakt sit lange stålsværd af Elda, som med besvær bar det over disken. Björk takkede og spændte det fast over skulderen, hvorefter hun gik hen til døren med tunge skridt. Foran hende gik en forholdsvis meget fuld mand som insisterede på, at han i hvert fald skulle ud først. Ingen høflighed eller damerne først, hvilket egentlig passede Björk fint. Hvis ikke hun havde sit lange blonde hår, gjorde hendes brede kropsbygning og højde nok at man forvekslede hende med et mandfolk. Han svajede lidt fra side til side inden han tog sig sammen og åbnede døren. Kulden og sneen væltede ind i den lune kro, og vinden kvalte de mange levende lys.

Lige i det manden tog sit første lange skridt ud i den mørke nat, kom der en lang pil fyrende fra siden. Den borede sig ind i hans bryst og skubbede ham ned i den hvide sne, som hurtigt blev malet rød. Björk blev ramt et adrenalinsus og vendte sit hoved modsat pilens retning i håb om at få øje på dens afsender. Rigtig nok. Hun fik lige nøjagtig øje på en mistænkelig silhuet i måneskinnet, som var på vej ned af en tagryg fra østbyen.

Manden i sneen var allerede død, men hvis hun kunne fange morderen, kunne man godt sige at hun havde gjort sin pligt. Derfor begyndte hun straks at spæne af sted.

Søvi var i godt hurmør for en gangs skyld. Det var vidst det trettende job der var gået gnidningsfrit, og hun gav sig selv et kort øjeblik til at fejre det. Et lille smil, til og med. Hun landede blødt i sneen, og snefnuggende føg op af benene på hendes sorte dragt. Hun trak kappen tættere om sig, og satte så i løb ind i de smalle gader. Inden længe ville hun være forbi porten, og ude af den forfærdelige by. Hvis hun var heldig var hun hjemme inden en dags tid.

Nu glædede hun sig bare til at komme hjem til Dawnstar, sætte sig ved pejsen og nyde et varmt måltid blandt sine kolegaer. Måske kunne hun få Babet til at fortælle en historie. Eller måske Nazir. Hun elskede når han fortalte om Hammerfell.

Så hørte hun noget bag sig der fik hendes hjerte til at synke i brystet. Fodtrin. Fodtrin i løb. Metaldele på en rustning der raslede og klinkede. Det kunne selvfølgelig være tilfældigt, ikke rettet imod hende overhovedet, men hun tvivlede. Og hun havde lige følt sig så sikker på at det havde været det perfekte job. Hun undskyldte the Night Mother op til flere gange, imens hun satte farten op og prøvede at komme igennem de mindre gyder så hurtigt som muligt. Hvis hun nåede hen til havnen og op af en af murene, så ville hun nemt kunne slippe væk fra eventuelle forfølgere.

Hun overvejede at kaste et blik over skulderen og få et glimt af sin forfølger, men det kunne koste hende fodfæstet, og måske endda hendes liv. Hun bed sig i tungen, trampede videre i sneen, og modstod trangen.

Björk havde fået færden af snigmorderen, og havde ikke tænkt sig at sætte farten ned. Selvom rustningen var tung og besværlig at løbe i, kom hun alligevel fremad i ret høj fart. Hun voksede trods alt op i dette terræn og kendte hvert et sving og hver en genvej. Hun havde en fordel!

Da den kappeklædte morder drejede ind mod the grey quarter, fik Björk et adrenalin-kick uden lige. Her slap hun ikke væk! Det var et indelukket kvarter med kun én udvej. Efter alle de år med Sølvi og hendes lærerige klatreevner, kunne hun sikkert godt hoppe over en bygning eller to med nogenlunde parkourstil, men hun satsede på at det ikke blev nødvendigt i dette tilfælde. Det var for glat, og sneen fygede.
Hun spurtede efter sit bytte i høj fart ned ad de glatte trapper og videre gennem den smalle gade. Hun kendte hver af de store huller og buler i jorden, og hoppede elegant over dem uden så meget som at tænke en ekstra gang over det.

Hun fik øje på slemperten et kort øjeblik, og under den sorte kappe gemte der sig et rødt stof. Kunne det være? The Dark Brotherhood!? [inset dramatisk lyd her]