Crossing the mountains - Azariel

Sneen fygede henover de hvide bjergsider mens vinden hylede og lod til kun at kunne blæse direkte ind i synet på den store mand som med trodsige skridt forsøgte at krydse det smalle pas mellem Azuras helligdom og de stejle bjerge. Bag ham lå byen Dawnstar godt to dagsrejser væk og ligenu kunne hans se omridset af en kæmpe som oksede i samme retning som hamselv, med to mammuter på slæb og dens irriterede brøl fortalte ham at den som ham selv også havde fundet ud af at det var et skidt ridspunkt at krydse bjergene på. Bjørn gættede på at solen efterhånden stod lavt på himlen, da mørket syntes at blive ved med at tage til. Han kiggede opgivende rundt, der var kun stejle klippevægge til alle sider og ikke den mindste smugle håb om læ, Bjørn stønnede lavt og irriteret, "Ved Talos hvor er dether besværligt".
I det fjerne foran ham kunne han svagt ane Azuras helligdom, men den var stadig flere timer væk, det eneste positive ved at han kunne se den, var at der da forhåbentligt måtte være nogen pilgrimme som var på vej i samme retning. Selvom han ikke rigtigt brød sig om andre racer, eller for den sags skyld bare andre mennesker, så var der alligevel en vis ro i at finde sammen i en lidt større gruppe, desuden betød det at man ikke var nød til at sove med det ene øje åbent om natten, da der var mindst en anden som havde vagt.

Kontrolleret pustede han ud og blev ved med at gå, til trods for at hans fødder føltes som om de var klar til at falde af af kulde kunne han ikke stoppe inden han fandt læ, for at ligge sig til at sove midt i en blafrende snestorm ville være det samme som at ligge sig til at dø, man ville falde i søvn, men aldrig vågne igen. Og det værste ved alt dette var, at det ikke var en god død, man ville på ingen måde blive tilladt adgang i Sovengard. Bjørn skælvede ved tanken, der var ikke noget mere vanærende end at dø som om man var et barn der ikke engang havde fået de første stride hår på hagen.
Bjørn kæmpede videre, lidt længere fremme var der et hul i klippen, som så ud til at give bare nogenlunde læ. Træt rullede Bjørn ned i den lille hule, hvor der var overraskende komfortabelt, det var tydeligt at der var nogen eller noget andet som havde opholdt sig dernede indtil for bare et par dage siden, sporene tydede på at det var omkring 3 eller 4 ulve som have brugt den som hule, nu var der dog ikke nogen og kom de tilbage ville Bjørn hører dem inden de listede ind på ham.
Efter kort at have sundet sig rullede Bjørn sin feltseng ud og lavede et lille bål med nogen medbragte stykker brænde. Han havde ikke noget fyrtøj, men det var også unødvendigt da han mumlede nogen ord og gnister sprang fra hans hænder, fra hvad han kunne forstå skulle der egentlig komme en lang flamme når han gjorde det, men gnisterne var nok til at han kunne tænde et bål, så han brokkede sig ikke.
Det enorme tohåndssværd Wulfbane blev lagt stille ved siden af felt sengen og hans bue samt et par pile lå klar ved venstre side, man kunne aldrig være for forsigtigt når man ikke befandt sig i nogen af de større byer.

azariel gik roligt fra azura's hellige shrine, han havde fået medelse om at en kvinde som tilbedte azura skulle havde forsyninger fra winterhold, af en af hendes tidligere veninder, og at han modtog æren i at få set azura mest vel bevaret shrine var en ære som er lige så stor at møde hercine i hans øjne, og at møde en præst for azura tog han gerne som en ære, og hvis han var heldig kunne hun fortælle lidt om hans fremtid, eller det var hvad azariel håbede, men da han kom der op modtog han et smil fra præstinden ''velkommen, azura fortalte mig at de ville komme, jeg takker for deres hjælp, og giv endelig besked til Mizha at hun skal ha min tak, hvis de altså krysser veje og møder hende igen.'' azariel kiggede på præstinden, ''jeg takker for æren at møde en som dem'' han kiggede kort på azura's shrine ''det er et fantastisk monoment, og det er mig en stor ære at få lov til at se selveste azura selv om dette blot er et afbillede af en deadric frue som står for sol opgang og nedgang, hvis jeg ikke tag meget fejl'', præstinden smilede venligt og roste ham kort for hans venlighed, og lod ham blive takket.

Der gik ikke mange minutter før azariel vendte om, eftersom der ikke var mere at gøre, han mærkede en kulde og hørte vindens hylen, og det så ud til at trække op til storm, han overvejde at blive kort ved azura's shrine, men en lille storm skulle ikke standse ham, eller det troede han i hvert fald, han nåede at komme et par timers vej mod Windhelm eftersom at ulfric manglede en hjælpende hånd med at høre companions stilling i krigen,så han kunne ligeså godt tag den vej, han så en hule som så ud til at være et gammelt hjem for ulve eller bjørne, og kulden kunne han mærke var ved at bide godt fast på hans kød, så hvis han skulle sikre sig for at være rask den næste dag ville det være best at få hans bag med sig og ind i grotten, han lod et par skridt ind i grotten og mærkede hans føder som næsten føltes som istapper, på trods hans ca. 10 år her i skyrim, så har han stadig ikke helt lært at vænnet sig til kulden, selv om high rock minder lidt om skryims temperatur, dog er der ikke helt så mange bjerge, men det er stadig koldt, efter der var gået et lille stykke tid syntes han at kunne høre en eller anden mumle, og røgen fra bålet kunne lugtes i hulen, og han lod sig gøre klar med sin tohånds våben i tilfælde at røvere eller folk som man ikke helt kunne stole på, for det var ikke første gang han oplevede lovløse som hverken kæmpede for ulfric eller general tolius.

Bjørn rullede uroligt rundt, han kunne ikke finde ro på dette sted og med vinden hylende som en heks i baggrunden var det heller ikke nemt at falde i søvn, desuden gik der apsurte rygter om at dragerne skulle være vendt tilbage til Skyrim. En tosse fra kroen i Dawnstar havde med store fagter fortalt om hvordan han havde set en drage flyve over en by ved navn Helgen og videre ned mod Riverrun. Til fortællerens store ærgelse var alle brudt ud i høj latter og manden var blevet smidt ud. Ingen skulle komme og fortælle historier som der var så lidt hold i, for der var en forskel på når en fisker kom med en lidt for god historie om dagens fangst, eller når en jæger fortalte om hvordan han nedlagde en bjørn så stor han ikke kunne flytte den, og så at himle op om at dragerne var vendt tilbage og at alle der kunne, burde købe pile og en plads i en karavane væk fra Skyrim.
Bjørn smilede svagt under der røde skæg, det var så tosset en tanke at han ikke engang kunne lade være med at grine over den, det var ikke mere end et år siden han havde været i Helgen og der var vidst ikke nogen problemer med drager eller bare Skeevers. At en anden for for gnaver eller skadedyr i form af imperiet havde været i landsbyen var en anden ting og mere end en gang havde Bjørn været i hugge afstand til General Tollius og han forbandede sig selv for ikke at have taget hugget og så mange af imperiets soldater med sig inden han selv blev sendt til Sovengard.

Bjørn kunne ikke dvæle i fortiden, det var ikke bare dumt men også en ting som ville gøre en til en ringere soldat, man var nød til at putte afstand mellem sjæl og gerning når man slog en mand ihjel, havde man sjælen med sig var der stor chance for at man ikke overlevede i mere end en forstand. Overlevede man kampen, kunne man risikere at modstanderens blik og sidste åndedrag for altid ville blive husket, nej det var bedere at holde en distance til alt og alle, så var der heller ikke nogen man skulle passe på.
Bjørn satte sig op og varmede hænderne ved bålet og smed hans sidste stykke træ på, hvis stormen var blevet værre imorgen ville det blive meget koldt at gå så langt, han rykkede sig lidt nærmere bålet, men blev forstyrret da han hørte skridt udenfor.

Til trods for blæsten var han ikke i tvivl om det når han hørte skridt i sne, et helt liv i den koldeste del af Tamriel gjorde en i stand til at høre når folk hik rundt, selv i helt nyfalden sne og med en storm blæsende rundt. I en fart greb Bjørn Wulfbane og gled lydløst om bag en sten så han kunne se ud i hulen, men mørket bag ham gjorde at han var meget sværere at se.
Hvis røveren valgte at kravle helt ned i hans hule, ville det sidste han så være spidsen af Wulfbane der borede sig igennem hans kranie.

azariel lod blikket ind i hulen, han kunne se et bål og et felt telt, men ingen var til syne, enten skræmt for at gemme sig, eller også ventede i et baghold, eftersom at ingen ville være dum nok til at gå ud i den storm, han gik med rolige skridt og lod sig sætte sit 2 hånds våben ned i jorden og kiggede rundt '' det var satans, jeg var ellers sikker på at der var nogle, men hvis de komer frem kan man vel vide om de er ven eller fjende, eller bare et tyve laug som ikke tør vise sig'' sagde han roligt til sig selv og satte sig ned, for at være i nærheden af varmen, mens blikket roligt kiggede rundt, han lagde armene tæt ind til sin krop mens en hånd i smug havde grebet om skaftet på en af hans knive ved brystet, i tilfælde et baghold.

det var langt hjemme fra han var, high rock var ikke ligefrem det samme som skyrim, men kulden mindet lidt om den, han nyd roligt at være i skyrim men hjemmet i whiterun savnede han skam, dog lod han stadig blikket rundt for at sikre sig at ingen var her, og lod blikket kort ned på hans felt seng, i tilfælde af en rygtaske som han måske havde en mulighed for at se hvem hans mystiske fremmede havde været, dog rørte han ikke tasken men lod blot blikket være på den.
en sang fra hans stemme kom, og han roligt sang en old gammel om talos og hvordan han slagtede dragene fra fortidens rige, det var noget han havde lært der hjemme før han kom til skyrim, og ind under imperiets klør som ville sætte ham i hæren, dog er han glad for at han endelig er fri for imperiet, og har fundet sit hjem blandt companions . . .

Bjørn holdt vejret og fulgte med øjnene manden som kom ind og satte sig ved hans bål, han strammede grebet omkring Wulfbane og lagde an til at springe frem fra sit skjulested og svinge sværdet i et drøjt hug mod det nærmeste af hans uvelkomne gæsts lår, såret ville ikke være fatalt med mindre der gik betændelse i det, men det ville være mere end nok til at skræmme en eventuel modstander ud i en vild flugt.
Bjørn stillede sig klar, lod alle tanker forsvinde og fokuserede på hvordan han ville hugge og derefter falde tilbage inden reprisalier kunne komme i hans retning, men i sekundet inden at han skulle til at storme frem, begyndte den fremmede at snakke og Bjørn lod vente med at angribe til han havde lyttet til det som vedkommende havde at sige, hvor åndsvagt det end måtte være.

Bjørn faldt til ro efter at han havde hørt hvad der blev sagt og han blev mere og mere enig med sig selv om at der ikke var grund til angreb, men blot en vis forbeholdenhed da han stadig ikke vidste hvem det var der sad foran ham, man kunne aldrig vide om Dark Brotherhood havde en grund til at være efter ham.
Da vedkommende begyndte at synge kunne Bjørn dog ikke længere se nogen grund til fortsat at være i skjul, med rolige skridt kom han frem og han lagde Wulfbane i dens skede på ryggen. Uden at sige et ord satte han sig på en sten med bålet imellem ham og den indtrængende, han skulle ikke lade nogen overrumple ham, ikke nu hvor han var så tæt på at nå frem til Windhelm... Hvilken fryd det ville være at nå hjem til velkendte omgivelser igen.

Bjørn sagde fortsat ikke noget men lod sine blå øjne stirre gennemtrængende på manden der sat foran ham, det var tydeligt han ikke var fra Skyrim, hans hår var det der afslørede ham for de fleste af hans landsmænd og kvinder var blonde eller rødmossede som hamselv, desuden havde han ikke en særlig udpræget accent som de fleste af beboerne i Skyrim ellers havde.
Han sang om ting der gjorde Bjørn glad og sentimental, men han lod det ikke vise sig i hans stenhårde ansigt og han fortsatte med at stirre på manden indtil han ikke længer sang. Bjørn kom med et tungt suk inden han halede en anden taske til sig og fandt et stykke brød frem, han brækkede det over i to og kastede den ene del til manden på den anden side af bålet, "Du synger som om du var søn af Skyrim, men det er vidst ikke tilfældet... Desuden tror du ikke den smørkniv ville gøre mig meget", Bjørn slog blikket ned på brødet og vinkede irriteret af manden for at tilkendegive at han havde lagt mærke til at han havde lagt en hånd på sin kniv.

Bjørn sad længe uden at sige noget hvor han bare spiste af det daggamle og stenhårde brød som uden tvivl kunne bruges som ammunition hvis han skulle løbe tør for pile. Til sidst rejste han blikket og kiggede på manden igen, "Jeg er Bjørn Whitewalker søn af Thorin og Ilva, retmæssig Jarl af Whiterun... hvad er dit navn fremmede?". Bjørn tav derefter da der lød en fjern rumlen, det var ikke torden for snestormen ville ikke tillade at der blev varmt nok til torden overhoved kunne dannes. Han slog det dog hen da lyden ikke kom igen og lod blikket falde på manden igen, "Jeg er på vej mod Windhelm for at slutte mig til Ulfric Stormcloak, jeg håber han kan hjælpe mig med Whiterun, hvis jeg hjælper ham".

han slog blikket roligt på ham da han trådte frem, og efter der var gået et stykke tid greb han brødet som blev kastet over til ham ''jeg viste ikke jeg havde en royal at gøre med, men om de er eller ikke er kan jeg dog ikke svare på, men jeg kan fortælle dem mit navn'' han rejste sig kort op og smilede venligt ''mit navn er Azariel Uriel Zerachiel, og jeg er en del af Companions i whiterun, hvis de tror at companions har valgt side mellem denne politiske kamp må jeg desværre skuffe dem, men The Compaions har ikke i sinde at vælge side i denne krig om magt, dog er vi dem som ønsker fred her i skyrim, vi vil ikke lade krig komme til whiterun, da dette vil koste civile liv, og med dette siger jeg ikke at jeg støtter den nuverende jarl, men hvis krig kommer til whiterun, og de truer The Compaions vil vi vælge side, og den side ønsker vi ikke at træffe'' han kiggede roligt på ham med roligt blik og trak sit 2 hånds skyforge stål sværd op af jorden og puttede den i sin ryg holder, og satte sig igen mens han talte, og lod blikket falde på ham ''jeg ved at befolkningen og ulfric slås pga Aldmer Dominons krav om at bortvise talos, dette er vi fra The Companions også imod, men at slås mod imperiet mener vi kunne undværes, da der er nok blod somer spildt, men jeg vil med glæde, og hvis de tillader ha æren ved at følges med dem, da vi begge skal besøge Ulfric Stormcloak'' han smilede roligt på den nord han sad for an.