Jagt I Skoven~Arason

Mirabelle sad fredeligt og lydløst op af en træstamme, og gnaskede på et stykke kylling, da et dådyr nærmede sig. Man kunne høre den en smugle væk fordi at den knasende lyd af tørre blade kunne høres i næsten hele området hvis man havde gode sunde øre.
Solen skinnede ned mellem trækronerne, så kun små stråler kom igennem ned til skovbunden, men Mirabelle kunne tydeligt se den, og heldigvis havde den ikke set hende.

Hun rejste sig op langs stammen og smed sit afgnavede stykke kød fra sig. Hendes pilekogger var allerede spændt fast til hendes ryg og jægerbuen havde hun i hånden. Hun rakte over hovedet og spændte pilen fast. Hvis hun fik denne her, kunne hun sælge den imorgen i Whiterun.

Arason komme løbne ind i skove. Han havde 10 banditere eftter sig. Han havde sin bue og hans læde rusting med pillekoget bag på hans ryg. Han stopet ved starten af skoven og løbe der ind. Fem af dem kunne ikke følge eftter ham. i det han så dem lagde han 2 pille på hans bue og skudt dem af sted de ramte begge mål perfekt i bennene da råbte derse leder "kan i ikke en gang fange en enkel knæget". i det lagde Arason en pil mod derse leder så han hang ved et træ han hoppet ned og trak sin dagert og hans swærd op våben klinget så man kunne høre ekkoet i hele skoven endlige fik Arason et præsist slag ind og fik dem overvelde i det de stak af gik Arason hen til leder og sagde "jeg skulle dræbe dig for det du har gjordet" sagde Arason. Så svarde Leder "bare gøre det" sagde banditernes leder.

Selvom Mirabelle havde prøvet det før, var det et intens øjeblik. Det øjeblik lige inden pilen fløj afsted og landede midt i dyret. Hun sigtede altid efter hovedet hvis hun kunne komme til det. Sådan døde dyret en mere pludselig død, men hun sparede også pile på den måde.

Mirabelle slap pilen og håbede på, at den ville ramme. Selvfølgelig gjorde den det. Den landede lige midt i panden på den. Utroligt. Hun begyndte at løbe hen til dyret i fuld fart. Hvis hun havde ramt forbi og den ikke var død, skulle hun skynde sig at aflive den. Hun tænte ikke over det, det var bare noget hun gjorde, inden hun begyndte at skære den op.

i det skar Arason halsen over på derse leder. Bandit lederen gav et skrig fra sig og døde så. i det tog Arason lederns våben og gik længere ind i skoven hvor han så en kvinde. der havde skudt et dådyr. han kiget sig omkring og gik med målrette skridt mod hende. han havde også en lille taske med sig i det han stoppet foran hende kiget han på hende. Hun var højste et år ældre ende ham selv han trak hans hætte ned og begyndte at tale" hva laver en kvinde som dig på disse kantere" i det han bukket.

Mirabelle vendte sig om i en fart, da hun hørte stemmen. Hun trak sin bue og begyndte at tage sigte. En mystisk man med hætte stod lidt væk derfra og gloede på hende. Hun havde ikke sænket sin bue endnu da hun var overbevist om at det tydeligvis var en bandit med den hætte han bar.
Hun havde heldigvis allerede skåret kødet ud og pakket det sammen, inden han kom. Næ nej denne gang ville hun ikke komme ud for det samme som sidst. Dengang i sidste uge hvor hun blev narret til at forlade sit bytte. Dog var de banditter døde nu, for så snart hun fandt ud af at kaninen ikke var forgiftet og hun blev narret, fik de sig alle sammen en pil i maven.

"Sig mig hvad skal det betyde? Må kvinder nu ikke jage for føden længere? Dit usle dyr, nu skal du passe på, hvis du ikke også vil ende i kødposen" sagde hun og spændte sin bue yderligere. Hun sigtede efter hjertet på banditen, så han ikke kunne nå at slippe væk, lige som sine byttedyr. En kvinde på disse kanter, nej nu må jeg. Den fornærmelse havde hun aldrig mødt før.

han skyndte sig at træke sin bue op og spændte den mens han tog sigte han sigte kun på hendes ben "jeg er ikke en bandit" forsvare han sig i det hun havde sagt det " jeg har lige slagte de banditere der var herude lige din bue ned nu" sagde han og undersøgte hende fra top til tå i det han spændt buen ydreliger

Mirabelle tøvede et øjeblik, men gav til sidst op. Hun sank buen og tog pilen tilbage i pilekoggeren. Hun fattede ikke at hun gjorde det, men hun overgav sig for at give en fremmede mand en chance. Hun ville sikkert fortryde, men var hurtig på aftrækkeren hvis der skete noget uventet.

"Hvad mener du med det? Og hvorfor skulle jeg tro på dig?" sagde hun højt og tog posen op fra jorden. I en pæn og flydende bevægelse, landede den på endes ene skulder.

han putte sin pil tilbage i koget og gik hen mod hende i det han så dyert hun havde skudt det lugte ikke særlige godt "du skal tro på mig på grund af den her" han kaste en order fra jarlen hvor der stod at han skulle smide hele gruppen af banditere væk eller for dem til at gå i opløsnign"og hvis jeg var en bandt ville jeg ha skudt dig hvor du stod" svarde han og kiget på hende

Mirabelle strejfede sedlen med øjnene, og skubbede manden til side. Hun havde sådan set ikke tid til at småsnakke. Whiterun lå næsten to dagen rejsen væk, og hun skulle sælge kødet friskt.

"Hmf...Du må have mig undskyldt hvis jeg ikke lige interessere mig for den ædelhed, men jeg har ligsom noget at tage mig til her, så hvis du nu siger hvorfor du er her, kan jeg komme videre med mit liv!" sagde hun med næsen i sky. Selvom han lige havde redet hele verden for en flok banditter skulle han ikke komme her bare for at blære sig.

Hun havde vendt sig om med fronten imod ham og de så nu hinanden i øjnene.

"jeg ville spørge om du ville følges med en nord lige som mig til Whiterun " sagde han og smilte til hende og han tog hætten helt af han kiget sig omkring igen "det var et godt skud du fik inde på dyeret" sagde han og smilte til hende nu måtte han bare håbe at hun ville gøre ham selvskabe

Mirabelle tøvede lidt igen, men svarede så med et smil, for det var altid rart med selskab. Især når man havde gået i flere dage helt alene på sin egen vej.

"Tjo vi kan da vel godt følges, men det skal være i rask tampo" sagde hun og vendte sig om i en elegant bevægelse. Hun begyndte lige så stille at gå idet hun selvfølgelig forventede at den mystiske dusørjæger fulgte efter i en ruf lige bag hende.

han komme op på siden af hende og fulgte med hende i det han præsntere sig sig " Arason sande jarl af riften og dig" sagde han mens de gik i et rask tempo han havde miste 2 pile på banditerne det var da godt han fik 500 gold nå han komme til Whiterun han var glade for det men han tænket hvem hun holde med fordi hvis the var the empire ville han blive betegnet som lands forrædder

Mirabelle fnøs da hun hørte ham præsentere sig selv.

"Jeg er Mirabelle Wickhart datter af Rorlund. Hør hvordan kan du sige, at du er den sande jarl af Riften? Sådan noget går i arv, og som jeg kan se ligner du hverken Harrald eller Saerlund"
sagde hun og kiggede ned i jorden for at se hvor hun gik. Jorden var meget hullet og det ville være uheldigt at falde midt i det hele.

"fordi jeg hjælper the stormcloacks og hvis jeg får gjorde noget bestemte for ulfrife på grund af min far var en af hans meste trofaste venner min far var i helgen den gange alduin viste sit ansigt" svarde han og smilete til hende i det han gik uden om hulerne

"Javel jeg vel så overhoved ikke hvad du snakker om. Hvem er Alduin og hvad har han gjort i Helgen?" sagde hun og kløede sig i det beskidte hår.

Efter de lange dages vandren og jagen, havde hun ikke haft mulighed for et bad endnu. Hun stank langt væk af gnu, og hendes hår var fedtet som aldrig før. Når hun kommer til en flod, vil hun stensikkert skynde sig i med det samme. Dog var hun drenget, og elskede at rode rundt i jorden, men at få et langt bad i en flod, var bedre en alt andet. Så måtte ham Arason vel kigge væk et øjeblik hvis det skulle være.

"du har vel hørete om hvordan det empire var ved at vinde krigen fortælle mig ikke du ikke har høret om det" svarde han på spørgesmålet han kiget på hende og smilte til hende "hvem støtter du i kampen om skyrim" svarde han

"Altså den her krig er noget værre rod, men jeg er vokset op med at støtte stormcloaks, så jeg gætter på at jeg er med dem" svarede hun og hoppede elegant over et hul i jorden, hvorefter hun strøg sit hår bag øret.

De var nået ud til landevejen, og fulgte nu bare et næsten ødelagt skilt af rådnet træ. Hun havde været her før, og nænnede ikke engang at kigge på skiltet uden at vide hvor hun skulle gå hen. Der var kortere til Whiterun end hun troede. Snart ville de nå til det sydlige udkikstårn, og senere kom bjergende. Der skulle man være beredt på det værste.
Engang mødte hun en hel flok ulv, og de tog al hendes mad. Hun måtte vandre hele vejen til Riverwood inden hun spiste igen.

"ja okay" svarde han med et smil i det han fulgte med hende han havde aldrig været den her vej da han komme der ude men han havde jo også brugt 15 dage på at finde banditernes skjulsted og de sisdte 5 dage på at flygte og beskytte sig selv den sisdte dag. han fulgtes med hende og komme med et udbrud "du kan ikke mene at vi skal gå op i bjergen det er jo selvmord især når du har et stykke kød med det ende ikke godt" svarde han og kiget op mod bjergene i det han kiget over mod hende og så på hende bare så

Mirabelle vendte sig om og kiggede på manden imens hun gik baglæns. Der var ingen grund til at standse op mente hun.
"Jaså? Du er da vel ikke bange for en lille bitte bakke af klipper rundt om dig, er du vel?" sagde hun pædagogisk og vendte sig om igen samtidig med, at hun snakkede videre inden han kunne nå at svare på det retoriske spørgsmål.
"Vi vandre jo ikke helt op i toppen vel. Det tager højst en dag at passere dem, og hvis der kommer rov dyr er jeg forberedt" tilføjede hun og pegede på sin bue.

Pilende i hendes kogger raslede en smule, da hun travede hen ad landevejen. Hendes blik var sat ligefremme imod hendes retning. Ikke ét sekund kiggede hun andre steder. Bare fordi at hun havde vedhæng på, betød det ikke at hun ville sænke den høje fart. Kødet skulle være friskt når det nåede frem og der sad en mand og ventede på hende derhjemme.

han smilte og svarde
"nej men stadig væk jeg kan best lide at
komme gående ned på jorden og ikke
oppe i bjerge" sagde han med
et skævt smil i det han gik med hende og
spurgte"hvilken race er du" sagde han med et
smil i det kappen hang og fløj i vinden

Mirabelle så overasket på ham med et løftet øjenbryn. Hun var aldrig sådan spurgt ligeud.
"Hvis du er i tvivl, så er jeg en nord. Og du?" spurgte hun og så på ham som om han var en latterlig racist.
En kold vind slog imod hendes ansigt og det beskidte hår flagrede ind i hendes øjne. Hun tog hurtigt håret væk igen og kunne mærke det gik opad nu. Temperaturen faldt ikke, men der var ikke sådan læg mere som der var nede i skoven.
Hun rettede på sin kogger og følte sig nervøs over at gå sammen med en fremmede.

"nord også" svarde han med et smil
i det han gik med hende op da så han
en gruppe ulve ikke så langt fra dem
i det han prikket til hende for at sikre
sig at ulvene ikke høret dem i det han tog sin bue frem

Mirabelle blev fornærmet, da den fremmede lige pludselig begyndte at prikke til hende, men blev så alvorlig, da hun så en flok væmmelige ulve på ca. 4 stykker, komme lige imod dem.

Hun tog ordenlig fat i sin bue, og spændte en metal pil på. Hun tog sigte, men ventede på, at de skulle komme nærmere. Den fremmede gjorde nøjagtig det samme og så stod de der. To udspænde buer der ventede på sit bytte. Hvis de var ufattelig heldige kunne de få kram på to ulve inden de nåede at komme alt for tæt på.
"Når jeg siger til, skyder vi! Klar?.....NU!" skreg hun så hurtigt hun kunne. Idet hun slap pilen, sprang hendes buestreng og skudet slog fejl, pilen landede på jorden, og efterlod Mirabelle helt hjælpeløs og overasket med store øjne. "Det her sker bare ikke nu!" tænkte hun og prøvede at bevare roen.

arason skudt hans pil af sted i det den ramte den ulve der var ved
at angreb hende i det han kastede sin bue over til hende og angreb
med sit sværd og daggert i det en af ulven angreb
hans arm men han nåde at undgå det

Mirabelle greb buen og prøvede straks at lade en ny pil på. Den var lidt anderledes end hendes trofaste jægerbue, men den gik an. Hun løb op på en sten i håb om at vinde tid til at sigte, men idet hun hoppede op på den, sprang en ulv frem med kløerne, og tog fat i hendes fod. Hun skreg i vildens sky, tog fat i sin daggert, og plantede den lige midt i poten. Ulven hylede og peb, men så snart den havde strukket sig tilbage, kom den lige så hurtigt frem igen med hævntørst.
"Dø dit bæst!" hviskede hun og slap buestrengen, så en metal pil fløj igennem luften, og landede lige midt i panden på den.