Tilfældigt? Maybe not - Brýn

Det var varmt inde i The Bee and Barb med sine mange folk, levende lys og pejsen i lyst lue. Folkene indenfor var livlige og en smule fulde. Da døren blev åbnet og snestormens hylene stemme trængte tydeligt igennem og folk stirrede på den skyldige i at temperaturen faldt de få grader mens døren var åben.

”Så luk dog døren i Maras navn!” udbrød Keerava uden at kigge hen imod den. Hun havde travlt med at række krus efter krus med mjød til de tørstige. Døren blev hurtigt lukket og lysene stoppede deres vilde dans og begyndte i stedet at brænde sløvt igen.
Da Kresh trådte ind og rystede sneen af sine skuldre kiggede han samtidig også rundt. Det var ikke fuldt hus, men det var på ingen måde tomt. Han kunne ikke se over skulderen på en eller anden stor Nord og han snoede sig uden om ham. Han havde trodsalt lavet en aftale og han overholdte altid sine aftaler.
Kresh var iklædt sit sædvanlige sæt af læder rustning, dog uden hans normale sæt af tøj uden på og man kunne også se den hvide bandage på venstre skulder. Ellers så hang buen på ryggen med et helt kogger af pile bag på ryggen og kniven sad på venstre hofte som altid. Hætten var som altid trukket op og halen stak ud bagved, selvom den havde snoede sig tæt om hans ben. Det ville jo gøre ligeså ondt at blive trampet over halen af en af disse tunge Nordmænd, som det ville gøre at blive angrebet bagfra af en Mudcrap.

*Hvor kan han så være?* Eftersom det, ikke overraskende, ikke var en rolig aften havde Talen-Jei sikkert nok at se til… Ikke store chancer for at han ville kunne fange ham før alle andre så enten var så stive at de ikke kunne røre sig, eller indtil de var gået hjem… Lige meget hvad kunne det godt tage lidt tid.

For en gangs skyld var Brýn ikke på the Bee and the Barb for at drikke eller optræde. Hendes fløjte hang i etuiet på hendes ben og pyntede, og det eneste der stod på hendes, lidt afsides, bord var et stearinlys der dryppede ned på træet. Hun sad fraværende og pillede det størknede stearin af med neglene, imens hendes blå øjne scannede hele rummet igen og igen. Hun havde en usædvanlig rynke imellem øjenbrynene.

Hver gang døren åbnede, hvilket ikke var særlig tit i det her vejr, for hendes øjne derhen. Det var lidt svært at se forbi menneskemængden, men hun kunne godt skimte personen der kom ind. Silhuetten gav hende en fornemmelse af at det godt kunne være en elver eller en khajiit. De havde den samme stolte fremtoning, selvom der var nogle forskelle. Selvfølgelig.

Det lagde hun dog ikke særlig meget i, hun kom her ikke for at møde en khajiit. Og hvis sandhede skulle frem, gik der lang tid før hun skulle møde Maven. Hun var bare ikke en person der kom for sent, og hvad skulle hun ellers bruge sin dag på? Men hvor hun dog hadede at vente. Det var noget hun havde ejet af sin far. De havde begge haft en forfærdelig tålmodighed, og det havde ikke været nemt under hendes bardtræning.

Kresh kiggede rundt. Der måtte da være et bord hvor han kunne sidde og bare få en smule af følelsen tilbage i hans fingre. Måske skulle han overnatte her… Hvis stormen blev ved sådan så blev han jo nødt til det, for der var ingen chance for at han gik ud i det vejr igen.
Så da han så det afsides bord gik han straks hen imod det. Det lod ikke til at det var vildt optaget og på tider som disse så delte folk alligevel bord med selv talende katte… Som han før havde hørt en lidt for fuld Nord sige til ham. Så mon ikke han kunne få plads.

Han snoede sig igen blandt de fulde folk som åbenbart mente at man også sagtens kunne danse, uden hverken takt, musik eller styr på fødderne. Han udviste stor adræthed og fleksibilitet som næsten var blevet kendetegnet en Khajiit og folk kiggede da også efter ham og fik øje på halen, mumlede så noget usammenhængende og fuldt, gryntede kort før de så vendte tilbage til vigtigere ting… Deres mjød og dans!

Da han stoppede ved bordet og kort gav den der allerede sad der et blik fra tæerne og op til hendes man blå øjne. Kresh stod der et halvt sekund da han syntes at ansigtet sagde ham noget… Han var faktisk helt sikker på at han kendte denne Nord… Eller… Næsten helt sikker.
Han trådte det sidste skridt og nikkede så imod stolen ved bordet.
”Er den optaget af en af de dansende Horker eller kan jeg sætte mig?” Han pegede med tommelfingeren om bag sig hvor de tydeligt fulde mænd mente at med dans, så var det nødvendigt med sang… Og de sang… En frygtelig udgave af en eller anden sang. Kresh kunne i hvert fald ikke forstå et af de slørrede ord der løb ud af munden på dem.
Han trak sin hætte lidt tilbage, bare så kvinden ved bordet ikke bare så op på en fuldstændig skjult Khajiit… Sådan fik man jo aldrig et sæde i en bar.
Kresh’s grå/sorte pels lå som altid helt tæt til kroppen og viste mere end det skjulte af hans ansigt. De 3 ar var fuldt synlige, selv i den sølle smule lys der ramte hans ansigt og de havblå øjne stirrede ind i hendes.

Bryn viste ingen interesse for de klagende, festende mennesker. Hun havde for travlt med at sidde og... Lave ingenting, til at løfte blikket og se hvad det var de klagede over. Garanteret en hel masse. Nogle blev så forfærdelige at være sammen med når de var fulde, og musikken var uudholdelig. Det kunne da ikke passe at hun var den eneste gode bard i Riften. Også når hun var godt fuld.

Hun blev dog tvunget til at se op, da nogen talte til hende. Hun så ikke helt tilfreds ud over at blive forstyrret i sine tanker, og hun havde en rynke imellem sine lyse øjenbryn. Hun havde allerede åbnet munden for at råbe af den påtrængende breton der åbenbart troede at han var værdig til at holde hende med selskab, bare fordi han kunne købe hende noget mjød. Ham var hun ved at blive godt træt af nu.

Men det var ikke den lille breton der stod foran hende. Den var en meget højere skikkelse. Hun kunne ikke lade være med at smile af det han sagde. "Lad være med at dømme dem. De er ikke så..." Hendes blik vandrede tilbage til 'dansegulvet' et kort øjeblik. "gode til andet end at drikke." Hun gjorde tegn til at han kunne sætte sig, imens hun betragtede ham indgående. Der var et eller andet ved ham der var bekendt, og hun kendte ikke så mange khajiits. Hun så eftertænksom ud, og rynken kom tilbage for en kort stund. Så smilede hun. "Kender vi to ikke hinanden?" hun holdt op med at pille i stearinen, men det sad noget under hendes negle.

Kresh smilte og gled ned i stolen. Han kiggede sig over skulderen da en form for 6. sans ramte ham. Det var en fornemmelse som han havde fået af at ha rejst så meget og ha oplevet ikke lige så lyse stunde så udviklede man en fornemmelse når folk og andre havde øjnene rettede imod en.
En eller anden Breton sendte ham et ondt blik og han rystede næsten usynligt på hovedet. Hvorfor skulle den mand dog have noget imod ham?

”Og tillad mig at sige at de gør det bedre end nogen andre!” sagde Kresh og noget af hans sydlige Elswyer accent lagde sig over stemmen da han blev nødt til at hæve den da de fulde mænd nåede en yderst afskyelig tone som de holdt med skinger styrke.
Hans pels sitrede næsten og han kunne ikke holde en rystelse fra at rulle ned ad ryggen.
Da hendes spørgsmål trængte igennem larmen kiggede han op på hende med et eftertænksomt blik. Nu havde Kresh ikke mange venner blandt Nords, men fjender havde han nok af, så kunne han have sat sig ved en uden at vide det?
Nej… En fjende ville ha husket ham straks og måske havde gjort et udfald med det samme. I stedet havde hun bare siddet og kigget på ham… Nu hvor hun nævnte det, så kiggede han lidt mere intenst på hende. Hans pupiller træk sig sammen så hans øjne blev helt rovdyrsagtige i et minut tid.
Og så sprang det ind i hovedet.
Krest følte sig næsten helt dårligt til mode over at han ikke havde genkendt hende til at starte med.
”Gryn?... Nej… Det var ikke det du hed!” Kresh pegede på hende og viftede med hånden nærmest for at få tankerne i gang om hvad det var hun hed… Det havde været noget tid siden han sidst havde set hende og det var svært at huske så langt tilbage, selv om det var i det første år han havde været i Skyrim. Han havde hjulpet hende ud af et fængsel… Det havde ikke været så svært. Vagterne passede ikke godt på deres lommer når de gik forbi cellerne.
”Brýn!” Han sagde navnet lidt højt, men det ville ikke kunne høres af andre i rummet grundet sangen. Hans ansigt lyste op i et lille smil og øjnene lyste med en vis glød.

Det var svært at holde latteren tilbage, da Brýn så hvordan Bretonen reagerede, da han så Kresh. Hun havde skam ikke noget imod at folk var jaloux, så længe det omhandlede hende, men der var ingen grund til at Bretonen følte sig presset - det var alligevel aldrig blevet til noget imellem dem.

Hun lod lidt af latteren slippe ud. "Ja, det er de. Det er de fleste i Skyrim." Druk måtte være en af fordommene imod nords - men der var også masser af fordomme imod khajiits. Det skulle der næsten være, nu hvor de var så forskellige fra mennesker, selv mer. Hun betragtede interesseret hans skinnende, bølgende pels og de lodrette rovdyrspupiller. Hans væsen fascinerede hende. Hans race var så... anderledes og eksotisk.

Brýn grinede igen, da han prøvede at komme i tanke om hendes navn. "Jeg plejer ikke at være svær at huske." Hendes smil var skævt og langsomt, og nu var hun helt sikker på hvem han var. En person hun skyldte meget, men også havde sin del af sammenknugede følelser over for. Hun blev først fyldt med en varm bølge af glæde, men så et koldt brus af skuffelse. Hun var ked af den måde de havde skiltes på, og selvom hun ikke ville indrømme det, så tænkte hun en gang imellem på det. Men hans smil gjorde hende glad.

"Du hedder Kresh, ikke sandt?" Hun havde svært med at skjule sin glæde over at se ham igen, og de havblå øjne glødede. "Hvad laver du her? Det er lang tid siden at jeg har set dig her." Tanken om at han havde været her imens hun var væk, og at hun dermed havde misset ham, fik hende til at snerpe læberne en lille smule sammen.