Falkreath-festival ~ Brýn

Solen var næsten lige gået ned, da gæsterne begyndte at strømme ind i Dead Man's Drink. Kroen som Mirabelle ellers så som et henholdsvis fredeligt sted, udviklede sig pludseligt til et rent sejrshus. Mændene råbte hen over disken imens kvinderne grinte af hinandens dårlige vittigheder. Hun rejste sig og gik over til en af gæsterne.
"Hvorfor al den fest? Hvad fejre vi?" spurgte hun med et fortabt blik i øjnene.
"Ved du ikke det?! Marukh's dag." svarede manden som om Mirabelle var en eller anden landsbytosse. Hun havde før hørt om denne festival fra sin mor, men de havde aldrig holdt den før. Dog kunne hun heller ikke forstille sig sin mor feste som en gal på denne måde.

En bard begyndte at spille, og de fulde mænd og kvinder kom alle med forskellige forslag. Valga skænkede mjød over disken, imens der blev danset på de mange borde. Mirabelle havde selv fået et på krus mjød, og hun følte sig specielt meget fuld. Hun havde fundet sig en høj flot mand at flirte med og hendes adrenalin pumpede i blodet. Hun var i fest humør.

Dead Man's Drink plejede ikke at være et særligt spændende sted. Falkreath var faktisk et rimeligt kedeligt sted. Det bestod mest af en meget berømt kirkegård, og var omkranset af en vild og farlig skov. Det paradis for enhver ekstrem jæger. De mere fornuftige jægere ville nok holde sig til noget lidt mere sikkert, hvor der var færre chance for at løbe ind i en sabeltiger, eller endnu værre, en spriggan. Et væsen Brýn var temmelig bange for.

Men når man fejrede den årlige festival, var kroen rimelig festlig. Sådan - okay. Ikke helt The Bee and the Barb-festligt, men tæt på. Og som sædvanligt var Brýn hvor festlighederne var.

Selvom hun var mest kendt for sin Ragnar the Red, havde hun gang i en lidt mindre festlig sang. "But then came the Tongues on that terrible day. ~ Steadfast as winter, they entered the fray. ~ And all heard the music of Alduin's doom. ~ The sweet song of Skyrim, sky-shattering Thu'um. ~ ♫ Hva-" Hendes stemme blev kvalt i et hostende grin. "Slip mig! Lod!" Resten blev kvalt i latter og eder.

Selvom Mirabelle og hendes "kæreste" havde det sjovt, gad hun ikke at sidde ved ham længere. Til sidst blev hun dårlig og vendte sig væk fra bordet hun sad ved. Hun havde fået alt for meget af det gode. Flirten vendte opmærksomheden på en anden kvinde idet Mirabelle rejste sig og forlod bordet.

Døren til verandaen gik op og hun løb hen og bøjede sig over gelænderet. Et perfekt sted at knække sig. Hun tørrede sig af munden og rettede på hendes meget nedringende pelsuniform. Som om at det var bar det, og nu kunne hun roligt gå ind igen. Hun tog fat i døren og gik ind i det larmende lokale. Der var sang og glæde, men lige pludselig holdte barden op med at synge. "Slip mig! Lod!" Mirabelle var nysgerrig og gik over til hende.

Brýns latter kunne høres over hele kroen, da Lod, åbenbart, greb fat i hende og væltede dem. De rullede rundt på gulvet og trillede hele vejen hen til baren. Menneskerne måtte springe tilbage for ikke at blive rullet ind i, og adskillige stole blev væltet på vejen. Valga råbte af dem, men det var svært at høre hvad hun sagde i larmen og latteren fra de andre mennesker i kroen.

Med hjælp af alle sine kræfter trak Brýn sig op på baren med en halvkvalt latter. Lod holdt stadig fast i hendes ben med en grinen. "Slip mig, mand, eller jeg stikker øjnene ud på dig!" Hun viftede med en slidt udseende stålkniv, men ingen tog sig af dem. Våben var ikke et sjældent syn i Skyrim, heller ikke på kroer.

Valga mumlede bare utilfredst af dem, men siden at det var barden der rullede rundt på gulvet, kunne hun ikke så godt smide hende ud. En mand kom frem fra kroens anden ende og hjalp Lod op. "Tror du ikke at du har fået nok?" Og så hjalp han ham ud.

Brýn så ikke særlig påvirket ud, hun så ikke engang særlig fuld ud længere. Hun havde travlt med at holde hoved og hale på de folk der ville have hende til at synge deres yndlingssange.

Mirabelle havde det stadig dårligt, men hun lod sig ikke stoppe, for det var ikke hver dag der var sådan fest. Larmen var dog ubehagelig og mændene utøjlelige, men det var jo bare mjød. Hendes far sagde altid at der ikke var skade i sjov så længe folk kunne beherske sig bare en smule.

Hun så sig efter barden og smeden, som lige pludselig rullede hen af gulvet foran hende.
"Ej pas lige på i to!" råbte hun ad den, men de kunne selvfølgelig ikke høre noget. Typisk Falkreach-folk. De kunne ikke så godt lide omrejsende eller fremmede. Nogle gang var det som om man ikke eksisterede...Nej! I aften skulle det være anderledes, og folk skulle lægge mærke til hende.
Mirabelle tog sig sammen til at gå hen til de to turtelduer, men mistede modet igen da smeden og hans ven gik forbi hende. "Tror du ikke at du har fået nok?" eller jo måske var det bare fordi de alle sammen var fulde, måske skulle hun først skabe sig når de var blevet ædru igen.
Lige nu stod hun bare der og stirrede ud i luften. Bare stod og stirrede på barden, som ellers havde rolig travlt med fulde mennesker omkring hende der skreg: "The Age of Aggression!" eller "The Dragonborn Comes!". Mirabelle så dem som uhøflige små møgunger, for det var næsten synd for den stakkels kvinde. Stille og roligt gik hun over til barden.
"Hvad har du englig selv lyst til at spille?" Spurgte hun med at smil på læberne.

Mjød var ikke noget nyt for Brýn. Hun havde prøvet lidt af hvert, forskellige smage, farver. Noget smagte godt, noget var noget forfærdeligt pladder. Black-Briar Mead var herligt, men også meget dyrt. Det var ikke hver dag at hun kunne fylde sig med kvalitetsdrikke. Og den her billige form for alkohol der blev serveret i aften gjorde hende svimmel og utilpas. Mere end hun plejede at være efter midnat, langt inde i en god fest.

Derfor tog det hende et stykke tid at stille klart på den kvinde der lænede sig ind imod hende. De havblå øjne var en smule blanke, og det skæve smil var... skævt. Hun sagde ikke noget i starten, men et øjeblik efter kom hun mere eller mindre til sig selv. "Sikke dog noget fjollet noget at sige - men sikke en dejlig idé!"

Med et elegant drej med kroppen trak hun sig ud af menneskemængden og de råbende publikum. På vejen greb hun kvinden og trak hende med sig. Da de var ude sprang Brýn adræt op på det nærmeste bord og trak sin fløjte frem. Krusene væltede da hun sprang op på bordet, men hun kunne ikke høre nogen klage. Og så begyndte hun at spille det der faldt hende ind, en sang hun havde lært af sin far engang. Imens gjorde hun tegn til den mørkhårede kvinde om at hun skulle danse. Nogen rimelig fulde mennesker var allerede begyndt at klappe og huje.

Mirabelle var i fest humør og kunne ikke sige nej. Hun hoppede og dansede det bedste hun havde lært. Hendes hvinen og latter kunne høres i hele kroen, men det gjorde ikke noget, nu hvor de to var centrum. Hun gjorde tegn til at andre skulle slutte sig til hende så de kunne deltage i dansen, og det gjorde de. En kvinde og en mand tog hinanden i hænderne og hoppede lystigt frem og tilbage. Der var ikke nogle som havde hørt bardens sang før, og det var sådan set også død ligemeget.

Da sangen var slut, kunne Mirabelle godt mærke på sig selv at det var tid til at kaste op igen, men hun var for svimmel til at kunne finde udgangen. Hendes hænder viftede til alle sider så hun kunne føle sig frem. Det sidste hun ville var nemlig at knække sig inde i kroen.

Velkendte sange plejede at trække masser og masser af folk til, så de kunne fjolle og synge med. Men ukendte sange var mindst lige så spændende, og havde det med at tiltrække folk der gerne ville lære noget nyt og blive indhyldet i noget mystik. Den musik der lynhurtigt blev skabt af hendes åndedræt, hendes ræsende fingre og en udhulet stav af træ, var livlig, munter og mystisk på samme tid. Noget meget typisk musik hendes far plejede at lave.

Brýn hostede og puttede fløjten tilbage i etuiet på sit ben. Hun vaklede ned af bordet med en forskruet latter, og var lige ved at bumpe ind i den kvinde der havde opfordret hende til selv at vælge. "Hey, pas på!" grinede hun, indtil hun tav da hun så hendes blege ansigt. "Er du okay? ... Kom!"

Uden at spørge videre tog hun igen fat i hendes arm, men hun var blid denne gang. Hun fulgte hende hen imod døren, og prøvede at gejle hende uden om menneskerne. Hvis hun skulle være helt ærlig var hun også selv ved at blive lidt svimmel.

Mirabelle virkede fortabt inde i folkemængden og alle de mennesker som hele tiden puffede til hende, men da barden greb hendes arm og fulgte hende hentil døren, var det som om at heldet havde vist sig. Hun tog fat omkring armen og fulgte så godt med hun kunne.

Da døren gik op, kunne hun godt selv finde vej hen til gelænderet. Hun slap armen og løb hen for at komme af med det hun skulle. Håret blev holdt tilbage og hun sparede ikke på noget. Måske skulle hun for en gangs skyld lære at stoppe mens legen er god, og droppe det der med at drikke for hyggens skyld. Da hun var færdig vente hun sig om og gled ned på jorden.
"Tak" mumlede hun så tydeligt hun kunne. Langsomt fik hun det bedre og kom op og stå. Hun rakte hånden ud imod hende og smilede sødt.
"Mit navn er Mirabelle, men bare kald mig Rorlund....nej ved du hvad bare kald mig Mirabelle"

Bryn så en lille smule overrasket på kvinden da hun lænede sig ud over gelænderet og knækkede sig ned på jorden. "Der er nogen der vågner op til en ubehagelig overraskelse i morgen." konstaterede hun med et lidt forskruet smil. Et smil der var rimelig typisk Bryn. "Drikker du ikke så tit eller hvad? Der skal ikke så meget til at få dig ned med nakken, var? Det skal vi lige arbejde lidt på."

Hun betragtede afventende kvinden imens hun rejste sig op fra jorden. Bryn havde hovedet vendt en smule afventende på skrå. I starten så hun lidt mistænksom ud da hun kiggede på hendes hånd, men så smilede hun betingelsesløst og gav hende hånden. Den hånd der manglede en lillefinger. Den var ikke nødvendig når man skulle give hånd, men det ville alligevel være svært at overse det.
"Mit navn er Bryn." proklamerede hun med et blændende smil der truede med at rive hendes ansigt over i to dele. "Er det ikke lidt synd at kalde sådan en fin, ung dame ved et herrenavn? Mirabelle er da fint!"

Mirabelle gjorde stor øjne da hun så, at der manglede en finger, men sagde ikke noget af ren høflighed.
"Det er min fars navn, en sand nord af hjerte. Jeg er stolt over at bære det over for fremmede, men jeg tror ikke, at det er nødvendigt i dette tilfælde nu hvor du har set mig sådan her" sagde hun og lo ved tanken.
"Jeg drikker faktisk næsten aldrig, jeg er først begyndt på det er for nyligt hvor jeg er taget hjemmefra." svarede hun og holdte sig for hovedet. Hun ikke så meget som rørte ved den mindste mjød da hun boede hjemme. Hvad ville hendes mor ikke tænke, hvis hun så hende nu? Eller... faktisk ville hun nok bare sige: Ja det kommer vel ikke som nogen overraskelse at sådan et udueligt barn ville drikke sig fuld hver aften og ødelægge sin krop fuldstændigt.
Den lede so kunne fornærme hende på de mest klammeste måder. Mirabelle mistede lige pludselig sin høflighed og spurgte bare lige ud.
"Hvorfor har du kun fire fingre på den ene hånd om man må spørger?"
Hun kunne næsten ikke stå stille da hendes verden sejlede frem og tilbage.

Bryn så godt de løftede øjenbryn, men hun sagde ikke noget. Af ren høflighed. Hun blev ikke overrasket over spørgsmålet, og hun havde ikke noget problem med at svare. Men hun passede stadig på. Hun havde været i fængsel en gang i hendes liv, og hun ville ikke tilbage. Det var sikkert.

"Jeg var en elendig tyv engang. Men det er jeg selvfølgelig ikke mere. Jeg mistede fingeren da jeg blev fanget - og CHOP, så var jeg blevet nifingeret!" Hendes ubetingede smil fra før ændrede sig langsomt om til et lidt mistænksomt udtryk. Men Brýn var en åben og munter personlighed, så hendes smil kom langsomt tilbage.

Hun sukkede. "Søde pige, Mirabelle eller Rorlund eller hva fa'en, jeg tror du har bedst af at ligge ned. Du får nogle vilde tømmermænd i morgen." Hun gjorde tegn til at hun skulle følge med ind igen. "Bor du hos nogen her, eller vil du have at jeg lejer et rum til dig?" Det kunne godt være at alle værelserne var lejet ud, så de ville få lidt problemer. Men... hvis det blev nødvendigt kunne hun vel sove i Brýns seng. Ingen problemer.

Mirabelle fik sin balanceevne igen og stod nu næsten helt stille. Hun fandt svaret om fingeren morsomt og begyndte at fnise. Det lignede hende ikke, og hun kunne også hurtigt se, at Brýn ikke reagerede.

Mirabelle havde aldrig tænkt over at skulle leje et rum overhoved. Hun troede at hun som sædvanlig skulle sove ved en flirt i nat, men lige nu så udsigterne til et one night stand ikke så gode ud. Hun rømmede sig et par gange, og smilede skævt.
"Det kunne være dejligt med et rum"

skammen røg overhende for hun havde ikke selv penge. Dog kunne det være at vinduet var åbent tidligt om morgnen og hun kunne liste sig ud af vinduet... Wow de mærkeligste tanker kom åbenbart når man var fuld.

Brýn reagerede skam. Hendes mundvige sank lige et par centimeter. Hun viste godt at Mirabelle var rimelig fuld, og lige til rotterne, eller skeeverne for den sags skyld, men det fik hende ikke just til at smile. Hun blev pænt sur.

Hun lod sine lange fingre glide igennem sit flettede hår med et suk. Hendes fletninger faldt tilbage med et bump. "Okay, et styks rum på vej. Kom, jeg tror det er på tide at du tager den med ro." Hun kastede et enkelt elevatorblik ned af Mirabelle, med sine store havblå øjne. Mirabelle så godt ud, men det var nok på tide at få hende trukket ud af det... kluns. Men hun havde da været heldig med brækket, for det var der ikke kommet meget af på tøjet. Brýn var bare trukket i Hammerfell-skjorten, kappen og de seje støvler. "Og får noget andet tøj på... Du kan låne noget af mig. Jeg har vist noget rent linned i skabet.."

Hun greb igen fat i hende, denne gang lidt træt, og smækkede døren til kroen op igen.

Mirabelle var så taknemlig hun kunne være. Siden hendes far, var der endelig en, som tog sig af hende. Hun rettede lidt på den nedringede pelstop, og fulgte lige så roligt med. Det gik meget godt og stilfulgt.... ja lige indtil Mirabelle(så uelegant hun nu var) snublede over dørtrinnet.
Hun faldt ned på det hårde trægulv med næsen først, og gled et lille stykke hen ad bjælkerne. Hendes hvinen blev kvalt i gulvet og lyden af latter kunne høres i hele kroen. Mirabelle kunne ikke komme op, hendes værdighed var væk, finito, borte, langt over alle bjerge nu. Tårene kæmpede med at komme frem, men hun kæmpede lige så stærkt igen. Dog var det lidt noget andet omkring næsen. Blodet dryppede ned på gulvet og lavede et smukt rødt lag som senere sank dybere ned i revnerne.
Hun lå bare der dødfuld på gulvet, imens blodet væltede ned fra hendes næse.

Da Mirabelle væltede sige foran Bryn, stoppede hun bare op og viste ikke lige hvad hun skulle gøre. Hendes hænder hang ubrugelige ned langs siden på hende da hun sukkede. Den her kvinde - Mirabelle - var godt nok... Klodset. Bryn måtte være pænt træt siden hun ikke kunne grine af situationen.

Da hele kroen begynde at grine, i hvert fald dem der var så tæt på at de kunne se hvad der skete, prikkede Bryn til Mirabelle med foden. Støvlerne hun havde på var spidse og stive, så hvis hun prikkede hårdt nok ville det være ubehageligt. Tonilia havde også sørget for at udstyre dem med en meget smart detalje, knive der kunne skydes ud fra tåspidserne, så skoene blev forvandlet til et drabeligt våben eller et godt instrument til klatring. "Rejs. Dig. Op." sagde hun langsomt, ikke synderligt begejstret. Hun havde ikke ondt af hende. Hvis hun ikke kunne klarer mosten måtte hun holde sig fra det. Og hun kunne ikke lide den form for opmærksomhed de fik lige nu. "Rejs dig. Jeg far spidse sko."

//Næste dag //

Fuglene kunne høres langt væk og blæsten rev i huset. Mirabelle åbnede øjnene til et fredeligt syn, for hun lo under tæppet i en dejlig varm seng. Værelset var en smule mørkt, men revner i vægene gjorde, at lysstrålerne alligevel sneg sig ind. Uden for døren blev bænke og borde sat på plads, og det gav en ubehagelig lyd hen ad bjælkerne.
Brýn havde vist lejet et nogenlunde værelse til hende på Falkreathkroen.
Mirabelle satte sig op, og kiggede rundt i rummet. Langbuen og metalpilene lå på sengebordet og hendes tøj lå på en taburet ved siden af... hvad var det hun havde på? Hun kiggede ned af sig selv og så noget der lignede en gammel og slidt tunica.

Halvejs oppe af sengen lagde hun mærke til et lille seddel, som hang på døren. Hovedpinen gjorde desværre, at hun ikke kunne læse hvad der stod henne fra sengen af. Hendes ben rystede som små lockpicks da hun rejste sig op. Sedlen blev mere tydelig jo tættere hun kom på og til sidst kunne hun se, at den var underskrevet Brýn.

Hun skrev:

// Ja så er det meningen at du skal skrive brevet fra Brýn //

Der var skrevet en lille smule tekst på papiret der var neglet til trædøren med en ekstra spids lockpick. Den havde hun vel nemmere kunne erstatte end en af sine knive. Teksten var skrevet med kul, med Bryns usikre håndskrift. Brevet, hvis man kunne kalde det det, var ikke underskrevet, men det var vel heller ikke nødvendigt.

Nå, endelig er du vågnet, sovetryne. Valga har sat noget morgenmad til side til dig. Jeg har betalt. Hvis du er heldig mødes vi vel senere.

Brevets afsender var langt væk fra kroen. Hun befandt sig nede ved havnen, hvor hun var ved at dele et krus med en grøn argonian og to fra lauget. Rune og Vex. Som sædvanligt var dagen fyldt med arbejde, og der var masser at lave. Bryns hovede summede kun en smule, så hun havde bestemt sig for at nyde noget selskab og ale inden dagens tyvagtige arbejde.

// Fornøjelse at skrive med dem fru Dideriksen haha //

//Nej jeg vil faktisk gerne starte et nyt emne med dig. Mirabelle og Brýn kunne følges til ja hvem ved hvor, men de er i hvertfald på landevejen sammen. XD //

// Hmm, det ville være super dejligt hvis du fandt på noget imens jeg går i bad ~ og måske spiller bagefter. Der kommer jo ikke noget i fjerneren xD //

// Næ jeg skal spille skyrim! SES IMORGEN //