Ofrene fra Dawnstar

Brýn støttede hagen i sin hånd, imens hun gumlede på livet løs. Gratis mad - det kunne man da ikke sige nej til! Man skulle da også nyde det, når man endelig havde chancen. Men det hele var ved at gå hende til hovedet. Drager? Små altmerpiger der åbenbart var totalt magimestre og kunne nakke en drage?

Så nej - Brýn var slet ikke med på idéen. "Jeg synes at det lyder vanvittigt! Jeg stoler ikke på den møgunge over en dørtærskel! Vi tre kan ikke slå en drage ihjel selv!" Men på den anden side havde Brýn som sædvanligt svært ved at sige nej til eventyr... Det var noget af et dilemma.

Casta hoppede på sin plads på bordet, og fadet rystede voldsomt. Et enkelt glas væltede og hældte mælk ud over bordet, hvorefter Casta vredt trådte i det. "HEY, tyvetøs, jeg hørte det altså godt!"

Casta lagde armene over kors og så alvorligt på Mirabelle. "Jeg vil ikke have hende med. Jeg stoler ikke på hende! Hun kunne lade os i stikken!" Casta ville bare gerne have Mirabelle for sig selv, ikke dele hende med den her nifingerede nordkvinde!

Mirabelle rejste sig om fra bænken og slog armene ud i fortvivlelse. Alle rundt om bordet gloede på dem med store nysgerrige øjne, som om at de skulle vide noget.
Hun kiggede først på Brýn med et bekymret ansigt.

"Hør, hun er altså ikke sindsyg. Asta er bare meget talentfuld af en 10 årig at være, og du burde stole på hende" tilføjede hun og vendte sig så om til Casta.

"Og du. Brýn og jeg har været ude for meget, så jeg stoler fuldt og fast på hende. Hun vil ikke i hundrede år lade nogen i stikken" sagde hun med et forstående udtryk efter fulgt af en hviskende ordre: "...Og kom så ned fra det bord... folk kigger og du er gæst" Hun nikkede hende ned fra bordet igen og håbede på at hun havde fået en smugle fornuft ind i de to piger.

//må jeg join//

// For mig må du gerne (:

Brýn lænede sig tilbage på bænken og sendte den lille pige et veltilfredst smil. Måske var den lille pige en talentfuld magiker, men det var ikke hende der havde redet Mirabelles liv flere gange - og omvendt. Hun kunne smutte tilbage til kollegiet for Brýns skyld. Hun var ikke særlig glad for magikere.

Casta sprang ned fra bordet, der knagede lettet. Hun sendte et skulende blik rundt i rummet, til alle de nords og andre racer der kiggede på hendes lille optog. Så satte hun sig på bænken over for og sukkede med armene på kors.

"Fint fint, Mirabelles venner er mine venner." Hun lød ikke som om hun mente det, men som om hun overvejede om hun skulle være sød mod Brýn.

Mirabelle satte sig lettet ned i, og smilede undskyldende til Jarlen og hans folk.
"Fint. Når vi har spist pakker vi vores ting, og begynder at vandre. Jo mere tid vi spilder her, jo længere tid har dragen til at skifte position" sagde hun og tog en slurk af sin stærke mjød. Hun skar næsten ansigter dag hun trak kruset væk fra ansigtet.

Brýn trak på skuldrene, og spandt knuden i ryggen da hun rejste sig. Hun sank den sidste bid brød og rystede hovedet så hendes fletninger dansede. "Færdig. Skal vi gå?" Tanken om at dræbe en drage var ikke ligefrem den mest tiltalende tanke, men var det ikke noget med at de samlede skatte?

"Forresten... hvad skal i bruge mig til?" Hendes ene øjenbryn var løftet en smule. Den lille pige kunne åbenbart noget rangemagi og Mirabelle var en jæger, så hun kunne vel lidt skills med en bue.. Det havde hun selv set. "Jeg kan holde en armbrøst men jeg er ikke særlig god til at sigte..." Med mindre det var en slank kniv hun havde imellem pegefinger og langefinger der ikke skulle kastes så langt.

Casta kom med et uforskammet smil på læben da hun hørte om Bryns fortvivlelse. Ha! Selvfølgelig havde vi ikke brug for hende. Selvfølgelig kunne Casta og Mirabelle sagtens klare den drage på egen hånd. Hun vendte sig om og så på Mirabelle med et håbefulgt ansigt der sagde: Hun har da ret!

Mirabelle blev helt skuffet da hun hørte den forvirrende sætning.
"Hva søren fabler du om? Selvfølgelig skal du da med. Jeg kender ikke nogen mere modig end dig" sagde hun og lagde en hånd på venindens skulder. De skulle da bruge hende til at nedlægge det bæst. Hun klappede hende en enkelt gang i ryggen og gennede hende med ud af bygningen. Dragen måtte ikke flyve for langt væk så de skulle ikke stå og spilde tiden mere end højst nødvendig.

Selvom hun havde på fornemmelsen at Mirabelle bare sagde det for at muntre hende op, kunne hun ikke lade være med at smile lidt. Modig? Okay, så, det ville hun i hvert fald ikke modsige. Hun var vel mere modig end den lille møgunge, når det kom til stykket.

Hun strammede kjolens knude i ryggen, da de trådte ud af langhuset. Uden at kaste et enkelt blik på den lille pige, kiggede hun op imod himlen og begyndte at traske af sted - indtil det gik op for hende at de ingen anelse havde om hvilken vej de skulle gå.

Casta spang ned fra trappen og landede på en sten lidt fra. Hun spejdede omkring sig og så op i himlen, som om hun prøvede på at spotte dragen. Da de andre kom udenfor begyndte hun at pege mod vest.
"Vi skal som sagt den vej." sagde hun og gik over til en busk nær døren. Her tog hun en skuldertaske frem som hun tydeligvis havde gemt/smidt midt i al forvirring da dragen kom. Da hun havde taget den på, gik hun imod stien uden at se sig tilbage. Hun regnede vel med at de andre to ville følge trop.

Mirabelle trippede efter den friske tøs med et smil på læben. Huhej hvor det går, nu skal vi rigtig ud og jagte drager! tænkte hun, for de var da overhoved ikke forberedt. Det endte sikkert med at de alle sammen blev ristet....af kulde?
Mirabelle havde heldigvis lige fåret en masse nye pile i sin kogger, så den del af hende var i det mindste forberedt.

Mirabelle indhentede Casta og tog armen rundt om hende.
"Duu... Du har stadig den der amulet ikke?" sagde hun lavmælt og kiggede sig over skulderen på Brýn der var lidt længere bagud. Dette her kunne hun godt lige undgå at høre.

Brýn var ikke helt dum, og hendes vilde nysgerrighed fik hende til at snige sig tættere på de to kvinder - eller... Casta kunne vel ikke helt blive beskrevet som en kvinde, vel? Hun smækkede Mirabelle venskabeligt i ryggen, og stillede sig på tæer for at kunne se ind over Mirabelles arm.

Brýn var lidt ligesom en krage. Hvis der var noget der glimtede i en radius af tredive meter, så skulle hun nok finde det. Så fik hun øje på noget hun ikke havde set før. En halskæde der hang om pigens hals - en flot én. Og virkelig værdifuld. En imponerende detaljeret sølvhalskæde med glitrende safirer.

"OHOWOW, hvad er deet?" spurgte hun og lænede sig lidt længere frem for at bedre at kunne se.

Casta kiggede ned af sig selv og tog den skindende safirblå amulet op af den endnu ikke udviklede kavalergang.

"Jada den er lige her" hviskede hun og beundrede dens udseende imens de gik der sammen. Hun havde prøvet at åbne et par gange mens hun var væk, men uden held. Hun turde ikke at bruge vold eller skarpe genstande i frygt for at ødelægge den.

Hun fik et lille chok da den irrenterende stemme lød i hendes øre. Af ren refleks kom hun til at give Brýn og Mirabelle stød. Ikke et voldsomt et, men bare noget hun automatisk gør hvis hun for et chok eller er utryk ved en situation. Dog stadig stort nok til et hårdt rap over nallerne, så man gør lidt afstand.

Hvor vovede Brýn at snige sig ind på andre på den måde. Hvis man hvisker betyder det at man ikke vil dele det med andre omkring sig! Den åndsvage tyv vil sikkert stjæle amuletten...
"Gå da væk, det rager ikke dig en høstak hvad jeg har rundt om halsen!"

Stødet ramte Mirabelle hårdt, og hun faldt til siden. Det hele skete så pludseligt og hun kunne ikke rigtig se klart i et par sekunder. Da hun kom til sig selv, fandt hun sig selv helt nede i en busk. Bagdelen hvilede på stammen, men ben og arme stod op i vejret. Det så nærmest komisk ud.
Her lå hun så og sprællede som en hjælpeløs fisk inden hun fik øje på Brýn og Casta. Hun rømmede sig og strak arme og ben helt lige op for at få opmærksomhed...

"øøh jo... i skal ikke tage jer af mig. Jeg ligger da også så dejligt her med en gren op i røven.." mere nåede hun ikke at sige før Casta begyndte at råbe helt vildt af Brýn.
Flot! Der er ikke engang gået to minutter og det er allerede gået helt af sporet... Mirabelle havde da håbet på at de var nået ud af byen først inden de begyndte at skændes.

Brýn stolede ikke ligefrem på Casta, men det stød hun fik, var ikke ligefrem noget hun havde ventet på. Hun trippede forskrækket tilbage, og måtte kæmpe for at holde balancen imens hun rystede sine hænder som om hun havde brændt sig. Hendes lyse hår strittede elektrisk ud til alle sider, og hun lignede faktisk bare en idiot. Mere end hun plejede.

Hun prøvede at opføre sig voksent, ignorerede den skrigende møgunge og hjalp Mirabelle op. "Aha, jeg viste ikke at du var til den slags." mumlede hun, imens hun trak hende op af buskaset og pillede en gren ud af håret på hende.

Casta viftede med hænderne og synes nu pludselig at det alt sammen var Mirabelles skyld. "Du skal ikke trække den lille tyvetøs ind i vores eventyr! Hun vil bare stjæle amuletten og sælge den til højestbydende!"

Hun satte hænderne på hofterne og stirrede ondt på Brýn. Hendes lyse hår strittede af statisk elektricitet. Hun havde åbenbart ikke brugt det hele på de to. "Du holder dig væk, gør du. Jeg kan ikke slås med drager når jeg allerede har en kniv halvvejs stukket i ryggen! Vi burde ikke skole på hende!"

Mirabelle sukkede dybt.
"Hør! Det er jo ikke fordi vi skal tilbringe resten af livet sammen. Det er kun indtil vi har fundet den drage" hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, så hun begyndte bare at gå. De tosser kunne da bare blive her og surmule, imens Mirabelle tog sig af dragen. Hendes arme hang ned langs siden, og hænderne var knyttet. Dog inderst inde ønskede hun at de fulgte efter hende, for det var måske ikke så smart at stå over for det væsen alene.

Hun fik gået et godt stykke væk fra den, da det lige pludselig begyndte at rumle i de fjerne. Som om at bjergene gav ekko. En underlig fornemmelse fortalte hende hvor dragen befandt sig, men det var da næsten for godt til at være sandt. En rumlen blev til et brøl, og Mirabelle så sig tilbage.

Tag jer nu sammen! Hurtigt!