At være nifingret - Lerexus.

Brýn havde brugt hele morgenen på at besøge gamle venner på bardkollegiet. Hun havde aldrig gået der selv, men kendte en masse inde for faget, og flere af dem var i gang med at blive udlært derinde. Hyggeligt sted med talentfulde musikere - men selvfølgelig ingen så dygtige som hende selv, hvis hun selv skulle sige det.

Dog var bardkollegiet ikke grunden til at hun var her. Hun havde været på havnen for at ordne en skibsladning sjældne daedric artefakter for Delvin. Noget folk ville betale dyre domme for at få deres fingre i i Cyrodiil. Der boede tons vis af skøre folk der. Men ting der havde med daedra var svære at håndtere. Alle folk synes at have deres egen mening til dem.

Pengene gik desværre direkte til Delvin eller Brynjolf, så der var ingen penge til hende i dag. Det var trist - men så måtte hun vel bare skaffe nogen selv? Det var hun jo god til, så det var intet problem.

Det var svært at stjæle midt på dagen, nu hvor der var både lyst og mange mennesker over det hele, og især med alle de vagter der hele tiden syntes at kigge på hende. Hvorfor? Hun havde ikke engang sit tyveudstyr på. Måske var det hendes eksotiske mundering: hendes hammerfell garb. Dem så man ikke mange af i Skyrim, især ikke på folk der ikke var Redguards. Trist, det var ellers behageligt.

På trods af de nysgerrige blikke, havde hun set sit snit til at stikke fingrene i en ældre mands lommer. Hun sad ved siden af ham på en bænk, og siden han havde travlt med at snakke, opdagede han slet ikke at Brýns fingre var dybt i hans lommer, i gang med at finde noget værdifuldt.

Solen stod højt på himlen, og Lerexus havde patruljeret frem og tilbage i Solitudes gader hele formiddagen. Han ben var trætte, og trængte til at sidde ned, men han havde oplevet hårdere udfordringer end dette, så han syndes ikke at holde pause. Desuden var pauser ikke lige det der gav mad på bordet.

Hans store tunge hjelm hjalp heller ikke spor. Det var uudholdeligt at gå rundt med den på hele dagen. Selv om vinteren var det varmt at have den på. Okay det kunne måske godt være at han skulle tage et kort velfortjent hvil på en af de mange bænke.

Han slog hjernen fra et øjeblik inden han satte sig ned. Puha. Det var lige hvad han havde brug for. At sidde i skyggen et par minutter kunne da ikke skade spor. Han smile venligt til damen ved siden af ham, men da det gik om for ham at hun ikke kunne se hans ansigt gennem den tætte hjelm, følte han sig bare dum og kiggede skamfuldt ned i jorden.

Da fik han øje på noget mistænksomt. Hendes ene hånd var endt nede i sidemandens lomme. Han farrede op og tog fat i kvindens skuldre så hurtigt og fast han kunne.
"Stop! Fingerne op af lommen din usle tyv. Du har begået en forbrydelse mod skyrim og hendes folk! Hvad har du at sige til dit forsvar?" sagde han højlydt og trak sit sværd med den ene hånd og tog hårde fat i skulderen med den anden.

Da en vagt satte sig siden af hende, anstrengte hun sig for ikke at stivne og løbe. Hun kunne næsten ikke tro det, og hun blinkede et par gange for at være sikker på at det ikke var hendes fantasi. Hvordan havde han kunne snige sig ind på hende? Hun plejede ellers altid at lægge mærket til sådan noget... Hun rykkede sig lidt frem på bænken så han forhåbentligt ikke lagde mærket til hvor hendes hånd befandt sig.

Da hans hånd borede sig ind i hendes skulder det næste øjeblik, blev hun dog nød til at fatte hvad det var der skete. Hendes blå øjne var spærret op, og hun trak hånden op som om hun havde brændt sig. Hun rejste sig da han gjorde, næsten som om han havde trukket hende op. Hun satte med det samme et overrasket og uskyldigt ansigtsudtryk op. Hendes underlæbe bævrede. Manden der havde siddet ved siden af hende så mindst lige så overrasket ud. Han havde ingen anelse om at det havde været ham der var lige ved at blive bestjålet.

"Du... du må tage fejl, sir... Jeg... kunne aldrig!" Hun kunne heldigvis stadig se lidt ung og uskyldig ud. Og hvis hun begyndte at skrige og græde højt ville han vel slippe hende for at undgå en scene. Han var trods alt i Solitude. I Markarth blev man bare slået ned hvis man begyndte at skrige, men i Skyrims kulturelle hovedstad var det vel anderledes.

Hun holdt sine hænder frem for at vise at hun intet havde. "Se! Jeg har ikke noget på mig!" Det var kun et kort glimt af sine hænder. Hun ville helst ikke have at han nåede at se alt for meget på hendes højre hånd der kun havde fire fingre.

Lerexus frøs og pegede på manden.
"Nej nej, nok formindsker denne hjelm mit syn, men blind er jeg ikke" sagde han og trak sit sværd. Den gamle mand begyndte at fumle i sine lommer og åndede lettet op efter noget tid.
"Frøkenen har heldigvis ikke taget nogle af mine ejendele sir" sagde han med hænderne i lommerne. Lerexus kiggede op og ned af hende, og gennede hendes hænder frem igen.
"Må jeg lige se dem igen?" han måtte være helt sikker på at hun ikke havde noget på sig. Om hun ville indrømme det eller ej, så forsøgte hun, og Lerexus ville ikke bare lade hende løbe straffet fra det.

Brýn øjne blev tiltrukket af vagtens sværd som om det var en magnet. Ups...

Heldigvis opførte den gamle mand sig ordenligt. Hvis han havde løjet, ville han alligevel have fortrudt det senere. Hun nåede endda lige at lyse op i et svagt smil, da vagten bad om at se hendes hænder igen. Dobbelt ups...

Hun løftede begge sine hænder, og holdt dem op med håndfladerne opad, imens hun prøvede at holde sit smil vedlige. "Se, sir." De tynde fletninger daskede imod hendes kinder, da hun rystede på hovedet. "Jeg har ikke taget noget. Visiter mig, hvis du føler at det er nødvendigt!" Det sidste blev ikke sagt uden en vis latter i stemmen.

Han kiggede rundt på de mange tilskuere han lige pludselig havde fået. En lille halvcirkel af nysgerrige borgere, havde stoppet op for at følge med i "forbrydelsen".
"Hmf! Denne gang frøken, men ser jeg dig i aktion igen.." mere nåede han ikke at sige før en mand i den lille mængde råbte: "TYYYV! Lad hende ikke slippe væk!"
Lerexus orkede ikke at vende sig om for at lukke munden på ham, for han havde jo ret. Hun burde ikke slippe godt for sit forsøg.

Han greb hendes overarm, og hev i hende, for at udtrykke at det var ham, som havde kraften her.
Han førte hende tættere på og kiggede hende i øjnene.
"Du er meget heldig, at jeg ikke vil styres at en sølle borgers mening. Du er ung og forvirret. Tro mig på mit ord, for det er den eneste grund til, at du slipper med en advarsel" Hviskede han med en hård tone, og kastede hende tilbage.

Tillskurrene som havde stået der længst, begyndte nu at gå videre. Der var ikke mere at se her. Lerexus tog sit sværd ned i skeden igen, og vendte sig om for at gå videre.

Hun kiggede kun på ham - havde sine havblå øjne fikseret på hullerne i hans jernmaske. Hun kunne kun se mørke derinde, men et par glimt af og til af noget mørkebrunt. Hun behøvede ikke at følge hans blik, for at mærke at de havde fået tilskuere. Pis. Lauget ville blive sure når de fandt ud af det her. Brynjolf ville blive virkelig sur. Hvordan kunne det ske?!

En mandlig stemme bag hende fik hende til at skyde ryg. Hun fik lyst til at vende sig om og hvæse af ham, men så greb vagten fast i hendes arm og trak hende med. Hun fik en ubehagelig fornemmelse af at han kiggede på hende igennem sine metalsprækker. Det kløede i hendes fingre for at snige en smal kniv ind under syningerne i hans uniform. Den selvglade... Hun styrede sit ansigt, inden det vrede udtryk kom frem.

Ung og forvirret... Ung og forvirret?! Hun skulle give ham ung og forvirret!

Da han vendte sig om, fulgte hun efter ham. Hun lagde sin lange, slanke hånd på hans skulder, selvom han måske ikke ville kunne mærke det igennem metallet. "Undskyld, sir?" sagde hun, med al den uskyldighed hun kunne mønstre, selvom hun havde mest lyst til at slå ham ihjel på stedet.

Med lidt besvær, sendte hun ham det sødeste smil hun kunne komme med. "Tak." Med lidt held så hun vel rimelig attraktiv ud.

"Lad være med at takke mig, og lad være med at stjæle fra andre i min by" sagde han koldt og vendte sig om for at gå ned til barakkerne.
"Smut nu ud og få dig et rigtigt arbejde inden jeg ombestemmer mig" tilføjede han til sidst.

Det var alt for hurtigt af ham at smutte nu - hun havde stadig ikke set han ansigt, og rustningen gjorde det meget svært for hende at regne hans kropsbygning ud. Hun ville aldrig kunne genkende ham igen, især ikke hvis hun skulle lede i en mængde... Men hun anede ikke hvad hun skulle gøre. På den ene side burde hun skride inden hun fik flere problemer på halsen, på den anden side var hun slet ikke færdig med den her vagt...

"Kan jeg i det mindste slet ikke byde dig på noget at drikke? For at glemme misforståelsen?"

Lerexus stod lidt, og tænkte over, hvordan han skulle takke nej, men et eller andet inden i ham sagde, at han skulle takke ja. Måske var det halsen, der tørstede efter noget mjød, eller også var det noget helt andet som fx en mavefornemmelse. Ligemeget hvad det var, så endte det med at han sagde:

"Jo det kunne du vel godt.." efter et dybt suk. Han kiggede rundt for at lede efter nogle af sine kollegaer, men heldigvis var der ingen. Det ville nemlig ikke være så godt hvis de så ham stikke af fra jobbet for at drikke mjød med en tyv.
Han rettede på sin tunge hjelm, og pegede på kroen lidt længere henne af gaden, hvorefter han begyndte at gå.

Det var svært ikke at smile selvtilfredst, og hun gav efter for fristelsen. Hun smilede over hele bærret da de forsvandt i retning af The Winking Skeever. Hun smuttede i forvejen og holdt døren for ham et øjeblik. Et hurtigt tjek af omgivelserne afslørede at hæleren sad på sin sædvanlige plads, men ud over ham kendte hun ikke nogen. Gid at de havde været I Riften, så kunne det være at Brynjolf og Sapphire var der og kunne dække hendes ryg.

Hun bevægede sig graciøst, som om hun ejede kroen. Hun nærmest dansede frem til et bord i høj fart. "To kopper mød, tak." sagde hun og vinkede til kromanden. Hun ville ønske at hub havde været i Riften så de kunne få noget Velvet LeChance .

Lerexus gik langsomt hen til bordet som tyven havde valgt. Hans tunge udstyr klingrede som han gik igennem kroen. Bardens baggrundsmusik gjorde ham rolig og han hilste pænt på kroejeren da de fik øjenkontakt.

Han satte sig ned på den varme træbænk, og tog sin tunge og ubekvemme hjelm af. Håret stod til alle sider, så han tog lige sin hånd og strøg den hen over hovedet. Det var rart at kunne se rigtigt igen, for nu kunne han også se tyvens ansigt.

Da de to kopper mjød rutchede hen over bordet, blev han helt tørstig. Dejligt lige med noget til halsen...

Brýn havde rettet blikket imod vagten lige fra det øjeblik han trak hjelmen af, men hun var stadig i stand til at gribe fat i koppen der blev sendt sejlende hen over bordpladen. Så smilede hun skævt til ham. Han så ikke særlig slem ud, rent faktisk så... Hendes smil falmede en smule. Ikke underligt at hun ikke kunne holde et fast forhold når hun faldt i svime over hvert eneste kønne ansigt.

Hun knipsede en mønt i retning af krofatteren, og sendte ham et af sine skæve, charmerende smil. Så satte hun albuen i bordet igen, og kiggede åbenlyst på ham.

Da Lerexus havde taget en slurk af kruset, sluttede han af med et kort "aaaah"
Han tørrede sig om munden og kiggede så på kvinden. Hendes nysgerrige udtryk gjorde ham inderst inde utryg.
"Så hvad er din historie? Siden du så gerne vil give mig noget at drikke." sagde han og rømmede sig. Det er ikke så tit at han bliver inviteret ind på kroen af folk han lige havde arresteret. Måske havde hun hældt gift i mjøden... Han så på det fyldte krus og besluttede sig for at han nok lige skulle overveje om den næste slurk var mulig. Kruset blev skubbet væk en anelse.