Ofrene fra Dawnstar

"Jeg ved ikke vad jeg skal tro i øjeblikket, men noget siger mig at jeg snart bliver overbevist. Om hvad ved jeg ikke..." hviskede hun og slog armene om sig selv. Hun fik gåsehud af at stå der i udgangen.

Lidt tid efter var det som om at det rumlede ude i horisonten. Mirabelle lagde med det samme mærke til det.
"Kan du også høre det?!" Hviskede hun og løftede pegefingeren.
"Der. Der kom det igen!" Denne gang virkede hun en smugle mere opmærksom.

Brýn fik næsten lyst til at grine. Det var næsten latterligt det her. Der havde ikke været nogen drager i virkelig mange år - tusinder af år - hvorfor skulle de lige pludselig komme tilbage? Bare fordi Mirabelle havde haft en klam drøm, betød det ikke at noget så underligt ville ske...

"..." Brýn var stille i meget lang tid. "Mirabelle, jeg tror vi begge to er meget trætte og har brug for at sove." Men selvom hun sagde det, blev hun stående i indgange og holdt øjnene rettet imod horisonten.

Mirabelle vidste ikke hvad hun skulle tro. Enten spildte hun sin tid med fjollede overtroiske fortællinger eller også ventede hun på den. Alligevel kom der hele tiden flere dybe lyde fra horisonten.

"Du har sikkert ret.." hun klappede Brýn på skulderen om gik tilbage i soveposen. Det var blevet koldere og der var sikkert kommet frost.

Bryn var ivrig efter at falde i søvn igen, og hun havde heldigvis aldrig haft nogen problemer med at sove, heller ikke når hun var stresset. Noget lærte man i fængslet. Man kunne lige så godt sove, der var ingen grund til at ligge og kigge op i loftet.

*Sceneskift*

Lyset fra solopgangen måtte have vækket hende, for da hun åbnede øjnene blev hun nærmest blændet af Skyrims klare sol. Himlen var ved at bryde ud i rosa og orange, og det hele var lige så smukt som et glansbillede. Hun havde svært ved ikke at smile. Det skulle nok blive en god dag, lige meget hvad hun kom til at lave.

"Mirabelle, prøv lige at se den her solopgang."

Mirabelle snøftede og tørrede næsen med sit ærme inden hun åbnede øjnene. Hele hulen var blevet oplyst af et orange skær. Det så nærmest helt varmt ud, bortset fra at temperatuen var langt nede. Hun troede ikke at hun ville få noget som helst søvn den nat, men det føles som om at hun døsede hen ret så hurtigt igen.

"Hmmm?" klagede hun op rejste sig op fra sin rede af ulvepels. Brýn stod som en silhuet henne huleåbningen.
Mirabelle slidte støvler blev slæbt hen af klippegulvet imens hun gned søvnen ud af øjnene. Da hun så himlen kunne hun ikke lade være med at smile. Sådan en solopgang havde hun ikke set i lang tid.

"Wow. Sikke et syn" udbrød hun da stilheden var blevet akavet.

Bryn halvvejs fnøs, halvvejs grinede. Hun rettede på sin tunika og bandt nogle snører, imens hun stadig betragtede solen. "Skal vi smutte? Jeg er sulten." Der vat ikke langt til Dawnstar, og hun havde en dårlig smag i munden. Måske på grund af de ting der var sket om natten, eller måske på grund af Mirabelles far, de nu skulle tjekke op på. Eller måske var det bare den mjød hun drak i nat.

Hun gik ud af hulen, efter at have kastet et enkelt blik på Mirabelle.

*Sceneskift igen, lol*

Da de kom tættere på Dawnstar og lejren, blev Bryn stille. Der var noget galt. Som erfaren fyr lærte man efterhånden at lytte til sin mavefornemmelse og reagere på den. Hun sagde dog ikke noget til Mirabelle, indtil de kom tættere på.

Jorden omkring lejren og Dawnstar var dækket af is, og adskillige af telte og træer var blevet smadret og indkapslet i store blokke af is. Mennesker myldrede rundt over det hele. Der var kun e t ord der kunne beskrive det hele: Kaos.

Hun stivnede helt. Alt var dækket af et tykt lag is og selvom det var frostvejr natten inden, kunne det umuligt se sådan ud. Lige da hun så byen kom hun straks i tanke om det mareridt hun havde drømt. Det mindede fuldstændig om det. Alle soldaterne som kom til skade sad i ude på verandaerne foran husene, fordi teltene var overfyldte. Mirabelle måtte fortælle Brýn om ligeheden.

"Brýn! Det her var præcis det jeg drømte om igår!" råbte hun og løb op ved siden af hende igen.

Mjøden fra den foregående nat steg op i halsen på hende. "Det regnede jeg også med."

Da de kom tættere på kunne de se Dawnstars jarl, Skald the Elder, stå og diskutere med nogle soldater og en general eller to. Brýn skyndte sig op på siden af dem, med forskrækkede, store øjne. "Hvad er der sket her?"

En af stormcloackgeneralerne vendte sig om imod hende med et fjendtligt udtryk. "Det er ikke noget du skal bekymre dig om..." Jarlen rettede sin opmærksomhed på Brýn og Mirabelle. "B.. Brýn. Nu skal du bare høre! Du vil ikke tro dine egne ører! Det var en DRAGE! En stor, hvid drage, der frøs det hele til is med sin ånde!" Hans stemme var ved at knække over af ren og sker ophidselse. "Den ville have ødelagt hele byen, hvis der ikke var kommet nogen og redet os!" Brýn var ét stort spørgsmålstegn.

Castas lille skikkelse dukkede frem bag Skald. Hendes lange, lys hår var ét stort kaos og hendes mørke øjne skinnede vildt. Smilet på hendes ansigt var så stort at det kunne knække hendes ansigt i to dele.

"Min Jarl, vi har fået sat gang i en genopbygning ved den vestlige side af byen--" Hendes stemme emmede ud, da hun fik øje på Mirabelle. "Hej Mirabelle!" Jarlen smækkede sin hånd ned i Castas hår, og pludrede op i det som om hun var hans barnebarn.

Mirabelle kunne ikke tro det. Så var det alligevel en drage, men hvordan kan det lade sig gøre? Hendes drøm var næsten identisk med hvad der skete i virkeligheden. Mystisk...

Da Mirabelle så Castas lille blege ansigt kunne hun ikke lade være med, at smile trods den søglige situation. "Casta!? Jamen hvad laver du her?" sagde hun og gav hende et langt venskabeligt knus. Den pige havde overasket hende på mange måder, men at måde op tilfældige steder, se det var nyt.

Brýn var ét stort spørgmåltegn. Hun var fuldkommen forvirret og rundtosset. Hun var stadig i gang med at komme sig over at der fandtes drager. Hun ville dog ikke lige tro på det før hun havde set en med sine egne øjne - selvom hun ikke kunne forklare disse ødelæggelser på en anden måde. "Plejer drager ikke at spy ild?" spurgte hun forvirret.

Brýns havblå øjne fokuserede på den lille lyshårede pige. De ører der stak op fra hendes næsten hvide hår var spidse, så hun måtte være en elver. Hendes ansigtstræk at dømme efter, var hun højest sandsynligt en Highelf. Underligt at hun fik lov til at være i en Stormcloack lejr. Var de ikke ufatteligt racistiske?

Casta kunne slet ikke holde op med at smile. Det fyldte hele hendes ansigt. "Åh, Mirabelle, du skulle have været her! Jeg har SAVNET dig så meget!" Pigen dansede rundt imens hun stadig holdt fast i Mirabelles underarm.

"Jeg gad da ikke at være på Kollegiet uden dig! Jeg tog på mit eget lille eventyr!" Hun viste ikke hvornår hun ville tage tilbage, men hun blev ved nød til det. Der var der gratis kost og logi, og de passede på hende. Selvom hun ikke havde så mange venner inden for murerne, og ikke passede så godt sammen med typerne derinde, kunne hun ikke lade være med at elske kollegiet for magi. Det var bare lidt kedeligt, når der ikke var nogen børn.

Hun holdt hænderne strakt ud til bække sider. "Dragen var SÅ stor, kæmpestor, megastor!" Hendes blege arme flagrede i luften. "Den var så smuk, at jeg næsten ikke kunne få mig selv til at gøre noget! SÅ FANTASTISK!" Hendes læber kunne næsten ikke følge med alle de ord hun havde oppe i hjernen. Hendes kollage-kåbe flagrede i luften, ivrig efter at følge hendes bevægelser.

Mirabelle smilede af hele ansigtet, da hun nævnte at hun ikke gav at være på kollegiet uden hende, men smilet forsvandt lige så langsomt igen da dragen kom ind i billedet. Tanken om at Casta kunne komme til skade var frygtelig og være endnu så var hun ikke bange for den. Mirabelle kendte Castas mod, og hun vidste at Casta ikke ville tænke sig om inden hun bevægede sig tættere på.

"Hov hov hov!..." afbrød hun og holdte hånden op foran pigen.
"Var du her, da dragen var her? Du så den simpelthen? ...FANTASTISK!" fortsatte hun og kiggede dybt i de smukke elverøjne. Så var det hundrede procent sandt. Der havde været en drage her i Dawnstar.

Hun kiggede efterfølgende på Jarlen.
"Sig mig har i nogen idé om hvor den kunne ha kommet fra? Og hvor fløj den hen efter angrebet?" sagde Mirabelle med et modigt blik som om at hun kunne slagte en drage lige på stedet.
"Vi ved ikke hvor den kom fra, men jeg så, at den fortsatte imod vest." sagde han og pegede vest, så hans skinkappe blafrede og gjorde det hele eventyrligt i et split sekund.

"Men må jeg spørger hvad der bringer dig hertil? Hvorfor lige her?" spurgte hun Casta uden at kigge på hende. Hun så nemelig stadig imod horisonten i vest.

Brýn betragtede Mirabelle og altmerpigen. Hvem i alverden var hun? Jarlen så ud til at forgude hende, selvom hun var en altmer, og de mennesker heromkring var super racistiske. Hvad foregik der? Brýn kunne se på hendes tøj at hun kom fra kollegiet, og at Mirabelle kunne kende hende igennem sin mor men... Der var intet der gav mening...

Hun pegede på pigen, imens hun kiggede på Jarlen. "Var det hende... hende der... redede jer? Uskadeliggjorde hun dragen?" Hendes stemme blev helt tynd ved tanken. Jarlen nåede ikke at sige noget, før altmerpigen - Casta - sagde noget igen...

"Helt ærligt, er det så svært at tro på?" Hun lød som et forurettet pigebarn. "Jeg gør hvad jeg vil, at du ved det, din dumme nord!" Da hun hørte sig selv sige sådan noget, kunne hun ikke lade være med at holde hænderne op for munden og fnise.

"Mirabelle, jeg zappede den! ZAPAPAPAPAPAAH!" Hun lavede lyn-lyde imens hun stak i luften med vingerne.

Så trak hun på skuldrende. "Jeg kom hertil fra Winterhold. Jeg havde bare ligesom.. lyst til at komme her. HEY! Måske var det skæbnen der førte mig til den første drage i Skyrim i MANGE MANGE ÅR!" Hun greb fat i Mirabelles tøj igen og hoppede op og ned imens hun grinte. "Vi skal finde den igen! SAMMEN! Jeg kan ikke vente! Din mor bliver bare SÅÅ SUR!"

"Jaaa vi skal så" sagde hun og om lyste ansigtet op med et grin. Hun stog Castas hår og tænkte på hvor sur hendes mor ville blive. Herligt. Bare stikke af med hendes mønsterelev imens der er en farlig drage løs.

Mirabelle trådte et par skridt tilbage og kom til at støde ind i Brýns fod. Hun vendte sig om og sagde undskyld inden hun slog armene ud og præsenterede dem for hinanden.
"Brýn jeg vil gerne præsentere dig for den sejeste magikerpige jeg kender, Casta" sagde hun og regnede med at de gav hånd og det hele. Det kunne være dejligt hvis de blot gad at være venner.

Mirabelles mave begyndte ar knurre. Lang tid siden sidste måltid kunne der mærkes.
"Nåh Asta, vil du ikke fortælle mig om din kamp med dragen over en omgang morgenmad?"

Brýn viste ikke om hun skulle smile, eller partere den lille psykotiske altmerpige. Hun stod lige og lagde skumle planer, da Mirabelle lagde armen om hende og introducerede hende til altmerpigen. Hun bed sin blodlyst i sig og rakte hånden frem imod den pige, der tilsyneladende havde redet hele Dawnstar med sit ZAPAPAPAPAPAPAH!... Brýn nægtede at tro det. Den her lille møgunge kunne ikke være særlig magtfuld. Det ville simpelthen være imod naturloven.

"Hej. Mit navn er Brýn."

Casta kiggede bare på Brýns hånd, som om det var en daedra der var ved at kravle ud af et lille hul i Oblivion. "Heeeeey... Mirabelle, du har nogle underlige venner. Hende her er tyv. Se hendes lillefinger!" I stede for at give hende hånden, smilede hun stort og hoppede på Brýn i et kæmpe kram. "JEG ELSKER TYVE! DE ER SÅ ROMANTISKE!" Hun begyndte at hoppe op og ned igen. "Kender du Brynjolf? Er han dejlig? SIG han er dejlig!" (Brýn er ved at besvime her)

"Ja, morgenmad lyder dejligt. Kroen her er rigtig dejlig!" Jarlen klappede hende på hovedet igen, imens han vinkede afværgende med hænderne. "Glem kroen, i kan da spise i langhuset!" Og så jublede Casta.

Mirabelle stivnede lidt da lille Asta påstod, at Brýn var en tyv....hvem fanden var Brynjolf?
Hun kiggede mistænksom Brýn i øjnene efter et svar, men mere fik hun ikke lov til at tænke over inden hun blev revet med af Casta, som var ivrig efter at spise i langhuset. Det havde Mirabelle aldrig oplevet før. At blive behandlet på den måde at en jarl. At blive behandlet som en gæst af Dawnstars jarl.

Langhuset var stort og rummelig, og der var højt til loftet. På væggen hang der dådyr hoveder og skind, og i midten af rummet et stort bord med mad. Mirabelle blev overvældet af en underlig blanding af glæde og sult.

Da hun så Brýn igen, småløb hun hen til hende og hviskede:
"Øh hvem er Brynjolf og hvorfor påstår en 11årig pige at du er en tyv blot ved at kigge på din hånd?" så mange spørgsmål så lidt tid.

Brýn havde været i langhuset før - hende og Skald havde en lang og hyggelig fortid - så hun smed sig på en af bænkene ved bordet og lod som om hun var hjemme... altså, på en kro hvor hun følte sig hjemme... på en måde. "Jeg har aldrig mødt Brynjolf. Jeg er ikke tyv længere, og var aldrig tyv i Riften." Det var så én kæmpe løgn. Hun kendte Brynjolf rigtig godt. De to havde til og med en flirt kørende. Og hun havde faktisk sin egen seng i tyvenes laug.

Hun kiggede overrasket på Mirabelle, imens hun følte en stærk trang til at smaske sin hånd op i ansigtet (facepalm!). Så rakte hun hånden frem og viftede med sin afhuggede lillefinger. "Enhver person med øjne kan se at jeg HAR VÆRET tyv, min ven. Selv dem på 11 år."

Casta smed sig ind imellem de to kvinder, og hoppede på bænken imens en stakkels stuepige kom med et fad mad. Det var lang tid siden at Casta havde fået en så lækker morgenmad. Hverken i møllen eller på kollegiet fik man særlig spændende morgenmad, så hun var rigtig glad for at Skald var så hjælpsom. "ÅH SE! SE! Det ser dejligt ud!"

Hun snuppede et stykke brød hun proppede i munden, imens hun så ud som om hun tænkte. "Jeg har læst om en tyv de kalder for Nifinger! De siger at han er totalt sej! Usynlig, lynhurtig, kan hoppe tre meter op i luften! Og så er han Brynjolfs højre hånd!"

"Jeg vidste det da ikke..." sagde hun til Býn i en mumlen.
Mirabelle snøftede og tog også for sig af godterne. Hmmm frisk brød og sylte.

"Ja ja, men hvad med dragen?" sagde hun og rykkede helt tæt ved Asta og puffede hende på skulderen. Hendes manér var ødelagte efter så lang tid i ødemarken, så hun skubbede al maden ind i munden. Hvem har brug for gaffel og kniv?

Brýn havde lyst til at grine højt over det Casta sagde, men heldigvis gik Mirabelle direkte videre. Så havde hun ikke brug for at lyve igen. Hun hadede at lyve over for Mirabelle, men hun var ikke sikker på at denne ville kunne lide hendes levemåde. Mirabelle var ret... nobel anlagt.

"Ja, spyt ud barn!" Det var besværligt at høre hvad hun sagde, fordi hendes mund var stoppet med ting hun havde nuppet af fadet.

Mirabelles blide skub fik pigen til at banke ind i Brýn, imens hun grinede og fægtede med armene. Der var ingen tvivl om at hun skulle til en lang forklaring nu.

"Jeg sad på taget til kroen og lyttede til musikken, imens jeg fløj med en drage jeg selv havde lavet. Virkelig flot, lavet af rødt stof, faktisk. Og så blev luften helt vild og kold, og min drage blev revet ud af hænderne på mig!" Hun havde travlt med at lade som om en drage blev revet ud af hænderne på hende af vinden, imens hun rejste sig op og lavede lydeffekter. "Og så kom dragen til syne over lejren! Den begyndte at spy is ud over det hele, så jeg var lige ved at blive frosset til! Godt at jeg er god til ildmagi!" For at demonstrere det, tændte hun stearinlysene på bordet, bare for at blære sig lidt.

"Og da den begyndte at ødelægge byen, zappede jeg den!" og så stak hun med fingrene i luften igen, imens hun lavede zap-lyde.

Mirabelle var helt opslugt af spænding, så da historien var færdig, tog hun en ordenlig slurk af mjøden, og klappede ivrigt i hænderne imens hun slog en latter op.
"Fantastisk!" grinte hun imens hun klappede videre. Det var som om at Mirabelle var helt forældre-stolt over Asta - Casta. Som om at det var hendes eget barn som stod der på bænken og fortalte om sin modige færd med en farlig drage.

Imens Casta og de andre rå-åd sin mad, lænede Mirabelle sig bagover og prikkede til Brýn i det hun hviskede:
"Så efter vi har spist, drager vi så videre mod Vest efter dragen?" Mirabelle var bange for at Brýn ikke var med på idéen om at opsøge en drage med en mindreårig magiker på slæb. Det gjaldt sådan set bare om at være med på den værste.