En storby ~ ÅBENT

"Her i den fineste stand" sagde Sayma og holdte et jernsværd op i hånden. Hun vendte og drejede det med et stort smil på læben.
"Arrh jeg har nu hørt at de jernsværd er ret upålidelige når det kommer til stykket" sagde Mirabelle og lagde hænderne på hofterne. Hun var ret kredsen når det kom til sværd. Det var derfor hun ikke havde haft noget endnu. I flere måneder havde hun sparet op til et sværd til at forsvare sig med, og nu var den svære tid kommet hvor hun skulle vælge et. Der var bare ét problem. Hvilken type? Hun turde ikke at gå til smeden i frygt om at det ville være for dyrt, så hun prøvede flere forskellige handels butikker i landet.

Sayma gned sig på næsen og lagde skuffet sværdet ned igen imens hun tænkte sig om.
"Hvad er højesteprisen?" spurgte hun med hånden på hagen.
Mirabelle så med i sin pung og tænkte sig om en ekstra gang.
"85 septims samt noget bjørnepels" Bjørnepelsen var faktisk ikke noget hun selv havde stået for. Det var en pels, som Mikael havde sagt hun skulle bruge som betaling, men hun havde ikke tænkt på at sælge den medmindre det var højst nødvendigt.

Sayma gned sig selv på næsen igen, og gennede hende med om bag disken. Bag hende stod en fin glasmontre, med et skindende sværd i. Ud fra aftegningerne kunne Mirabelle se at det var et Dværg Sværd.

"En interessant kvinde kom forledendag og solgte mig dette eksemplar. Du kan få det for de 85 septims og pelsen oveni" sagde hun og åbnede låget så hun kunne tage sværdet ud. Det var ikke særlig stort så det måtte være brugt som enhåndssværd. Det var perfekt. Lige til at sidde i bæltet. Hun betragtede det lige en ekstra gang inden hun smed pungen på disken og svarede: "Aftale!"

Arason komme gående ind i Solitude i det han kiget sig omkring hans
sværd skulle repairs i det han kiget sig omkring hans hætte var helt ned
over hans ansigt så han var sikker på at det imprials ikke genkendte ham
han havde som altid sit sværd og hans daggert og bue med som sadvanliget
han smilte for sig selv det stormcloaks ville vinde effter hans mening

Mirabelle gik glad og tilfreds ud af butikken med det dyre sværd hængende i bæltet. Hun havde fået lavet en skede hjemmefra, så hun ikke skulle til at bruge flere penge i storbyen, på et fjollet stykke læder.

Solen skinnede og når man kiggede op i himlen kunne man se en falk svæve lystigt i de høje luftstrømme. Hun nød at være i Solitude. Der var et eller andet ved storbyen som drev hende.
Hun gik stille og roligt rundt mellem boderne for at stille sin nysgerrighed, men mindede hele tiden sig selv om, at hun ikke havde nogle penge tilbage.

Nåh. Nu hvor hun var her, kunne hun lige så godt se på noget gratis. Tit havde hun hørt om det store palads eller gudernes tempel, men havde aldrig selv set dem. Måske var det på tide at hun skulle give det et visit.

Mirabelle kunne godt huske vejen til bard-kollegiet og palaset lå sådan set lige ved siden af. Hendes pile raslede i det hun travede ned af bakken til de mange huse. Det var et smukt sted at bo. Tanken strejfede hende, af hun måske skulle flytte til Solitude i den nærmeste fremtid, men Whiterun havde altid været der hun solgte sine vare. I hovedstaden kunne man altid regne med et latterlig pris, så man skulle være heldig for at overleve her.

Arason gik op til smeden i det hans blik blive fanget af
en skiklse han havde set før han stod lidt og overvejet
om han skulle gå op til smeden først eller gå hen til hende
han tænket sig meget om i det han bestemt sig for at gå
over og hilsere på hende han gik med målrette skridt
mod hende

Som Mirabelle gik der mellem husene følte hun at der var noget som fulgte efter hende. En skikkelse der gik ned ad de samme sidegader som hendeselv. Hun følte sig ikke tryg i et øjeblik selvom der stadigvæk var forbipasserende. Hun rente ind i en snæver sidegade tæt ved muren, for at se om skikkelsen stadig fulgte efter hende. Måske var hun for mistænksom, men det var aldrig et godt tegn, når man bliv forfulgt.

Hun tog en dyb indånding og lod side fingere glide diskret ned til skaftet på sværdet. Da der var ingen til stede, stoppede hun op, og vendte sig om i en hurtig bevægelse.
"Hvem der?!" råbte hun og pegede på den mørke skikkelse med sin skarpe klinge. Lyset fra solen skinnede i ægget og kastede en lysstråle på den kolde mur.
Det var en mand. Det kunne hun se på de brede skuldre, men ansigtet var mørklagt af en hætte, så man ikke kunne se hans identitet.

"kan du ikke huske mig" svarde han med et smil i det han
tog hætten af i en hurtige bevælgse imens han smilte til
hende og forsætte "put den klinge væk min søde ven" sagde
han i et let tonefald i det han gik over mod hende

Mirabelle sank sin klump i halsen, og sank sværdet en anelse.
"Arason?" spurgte som et retorisk spørgsmål. Klingen var sunket til jorden, så hun tog den med en stor bevægelse ned i skeden igen. Hun smilede venligt og kneb øjnene sammen, så hun kunne se hans ansigt lidt tydeligere i det stærke sollys.

"ja glad for at du ikke dræbte mig"
svarde han i det han smilte til hende
og blive meget glad over at hun ikke havde slåede ham
ihjel

Hun fniste lidt genert og tog håret om bag ørene.
"Det må du undskylde, men du ved jo at det er farlige tider"

Hendes fingre begyndte lige pludselig at svide, og da hun så ned, opdagede hun til sin skræk, at hun havde skåret sig på ægget idet hun gled sværdet ned i skeden. Smukt! Første dag med et sværd og hun var allerede kommet til skade på det. Hvor svagt.

"ja og du kan vist ikke finde ud af at bruge
et sværd" sagde han med et smil i det han grinte venskabliget af
det og smilte til hende i det han fandt noget bandage frem som
hun kunne få på hendes hånd imens han smilte venliget til hende og lagde det
om hendes hånd

Lerexus smækkede døren bag sig og trippede ned af de mange granittrapper. Det havde regnet natten inden, så han gled næsten ved det sidste trin. Han fniste lidt for sig selv og sin fejl, men tænkte så ikke mere over det.
Han hilste pænt godmorgen med en løftet hånd da han gik forbi naboen. Den gamle mand fnøs og mumlede noget der kunne lyde som en ed.

Han skulle ha' fået slebet sit sværd hos smeden idag og håbede på at han kunne få overtalt sin bror om at gøre det for ham gratis. Eftersom sådan noget kostede kassen.
Lerexus var ellers en mand, som passede godt på sine ting, men efter en lille episode med en klippevæg i Winterhold kunne han ikke gøre for det denne gang.

Han gik ned ad den lange sidegade, og fik øje på to skikkelser. Den ene bar tydeligvis en thieves guild uniform, og den anden stod med ryggen til, så han kunne ikke se andet end, at det var en dame. Han kunne ikke fordrage thieves guild, men prøvede på at holde skansen idet han kom nærmere, men uheldigvis kom han til at skubbe til damen i pelsen da han prøvede på at gå udenom dem i den smalle gade.

Mirabelle kunne ikke lide at virke for svag over for mænd, men Arason havde trods alt redet hendes liv engang så hendes værdighed var allerede væk. Det gjorde lidt ondt da han bandt den stramme bandage rundt om håndfladen på hende, men hun viste inden smerte. Hun kiggede ind i hans grønne øjne og så videre op til hans ar. Mange mennesker havde ar alle mulige steder fra blandt andet sværd eller vilde dyr. Hun havde faktisk selv et ar under sit højre øje.

"Mange tak. Du er da også forberedt på alting..." mere nåede hun ikke at sige inden en stor mand lige pludseligt skubbede hende i muren. Slaget var ikke hårdt, men det var stadig nok til at hun fik ondt i siden.

"Hey hvad fa'en bilder du dig ind. Du kunne vel gå udenom" råbte hun med den dårlige hånd fast rundt på skaftet. Hendes øjne glødede og hvis ikke hun var inde i byen, havde hun trykket sit sværd.

Arason kiget forviret op da han havde
høret hende hva fanden var der sket tænket han i
det han kiget op kunne han se det det var en anden mand
han rettede sig og greb til sin daggert
men han hev den ikke op han fulgte ham bare med øjne et øjeblik
i det han smilte tilbage til hende

Arason kiget forviret op da han havde
høret hende hva fanden var der sket tænket han i
det han kiget op kunne han se det det var en anden mand
han rettede sig og greb til sin daggert
men han hev den ikke op han fulgte ham bare med øjne et øjeblik
i det han smilte tilbage til hende