Ofrene fra Dawnstar

"Aftale." Skov eller hule, det var ét fedt, så længe hun ikke druknede i det her forfærdelige vejr. Det værste var ikke regnen, men tågen der var begyndt at rejse sig fra jorden. Den gjorde alt så ubehageligt vådt, fik alt til at blive klistret og kvælende. Det var længe siden en ordenlig solstråle havde varmet landet igennem. Det regnede alt for tit.

Hun trak sin våde kappe på, hun var allerede våd helt ind til skinnet. Når de fik slået lejr kunne hun skifte tøj. Tasken klæbede til hendes ryg, da hun forlod deres skjul på verandaen, og gik ud i regnvejret. Det eneste hun tænkte på var en god nats søvn, og at lægge afstand til de soldater der stad inde på kroen.

I et ordenligt sving slog hun rygsækken på skulderen, og trippede efter Brýn.

Der var som sagt mere læ i skoven, men mudret var der også. De måtte dække jordet med kviste og blade for at det ikke blev for ubehageligt at sove på.
Mirabelle slog et gammelt telt op i en hast for ikke at får regn ind under teltet. Eller det var mere et tæppe og nogle stolper.
Det var meget vådt og meget koldt.
"Det her går jo ikke. Skal vi ikke finde en tør hule i stedet?"

Brýn stod lænet op af et træ, imens barken smittede af på hendes kappe, og skrabede mudder af sine støvler. Hun så utilfreds ud. De her støvler havde været dyre, selvom hun havde købt dem på udsalg i Radiant Raiment i Solitude. Ægte hammerfellstøvler!

Det var større ricisi ved at overnatte i en hule, på grund af bjørne og andre skræmmende dyr, men på den anden side kunne man ikke støde på Spriggans inde i en hule. Ikke en almindelig en, i hvert fald. "Okay. Men lige for en sikkerheds skyld, så dræber DU bjørnene." Hendes støvler var smattede til igen, lige så snart hun satte foden på jorden.

Hun vidste lige hvor der var et godt sted. En god, solid og sikker hule, som hun havde set da de gik forbi i morges.
"Med glæde" hun nikkede med et skævt smil på læben.

Selv ude fra hulen kunne man høre små irreterende dryp i ekko. Okay måske var den ikke lige så tør som hun havde regnet med, men det var der jo ingenting at gøre ved. Nu var de her, og den skulle sådan set bare sikres. Hun kiggede på Brýn som var total gennemblødt i alle lag.
"Jeg går ind først." sagde Mirabelle med et modigt udtryk i øjnene og rettede på den lille kniv i bæltet. Hun rakte armen over hovedet og tog en pil, der i en hurtig bevægelse blev spændt på buen.

Brýn mumlede en ret kreativ ed, da de nåede frem til hulen. Hun havde godt nok ikke haft særlig høje forventninger - man var jo i Skyrim, og intet syntes at gå rigtigt her - så bare hun ikke druknede, så var det godt nok til hende.

"Skynd dig, jeg er træææææt." Hun skubbede Mirabelle i ryggen, og bukkede sig ned for at trække en kniv frem fra støvlen.

Det lød ikke som om hulen af beboet af nogen bjørn - eller endnu værre, spriggans - men man kunne aldrig være sikker.

Efter hun blev skubbet gik hun lige så stille med små skridt hen for at samle en sten op. Hun beundrede den for en øjeblik og tyrrede den derefter ind i hulen med et smukt overhåndskast.
Hun stod stille for en tid med buen klar, men der kom ikke noget. Mirabelle havde i det mindste forventet et par flagermus. Nu måtte hun jo så gå ind i hulen.

Der var ikke så vådt som hun havde troet. Tværtimod var der okay tørt. Hun var gået langt ind i hulen nu og efter ekkoerne at sige, var det helt sikkert en tunnel.
"Bare slå dig ned. Her er sikkert" sagde hun og gik tilbage til Brýn.

Brýn bandede IGEN, over den høje ramlen Mirabelle fremkaldte ved at kaste stenen. Nu lå den garanteret splintret i tusinde stumper på gulvet, så hun rigtig kunne nå at blive spiddet imens hun sov. Det var dejligt at se frem til.

"Herligt!" Hun traskede ind efter Mirabelle og betragtede omgivelserne med hænderne i lommerne. Hun ledte efter et godt sted hvor hun kunne krybe ind og være sikker på at være i tørrevejr. Hun fandt sådan et rigtigt dejligt sted, i en fordybning med en stalagmit at læne sig op af. Hun satte sig ned med et tilfredst støn.

"Herligt," gentog hun. "Hvad skal man bruge dyre værelser til? Vi har alt hvad vi skal bruge lige her!" Op af sin anden støvle (kreativ som jeg er ) trak hun en smal, lang flaske op. "Alt hvad vi skal bruge..."

"Jeg tænkte nok du havde taget sådan en flaske med" sagde hun og pakkede sin bløde sovepose ud ovre i et af det tørre hjørner. Hun tog sit overtøj af og lagde det på en sten vej siden af sovestedet. Det var dejligt at få det af, så tungt som det var.

"Hvad så med imorgen? Nu har du fulgt mig op til Dawnstar. Tager du afsted til en anden by igen?"
Hun var krøbet ned i den varme pose med hovedet imod Brýn.

Brýn knipsede låget op flasken op imens Mirabelle snakkede. En krydret duft af mjød spredte sig hurtigt i hulen. Det fik straks Brýns ansigt til at lyse op. Der skulle ikke meget til at gøre hende tilfreds.

Hun trak sine støvler af, og vippede lidt med sine blege tæer. Nogle knive og dirke faldt ud, men hun så ikke ud til at være bekymret.

"Det ved jeg ikke. Måske. Solitude, måske." Hun smilede til Mirabelle. Det var dejligt ikke at være lænket til ét sted, men hun kunne godt føle sig lidt alene nogen gange. Der var ikke nogen der ventede på hende i et fælles hjem, ingen der ventede på at hun kom på arbejde. Men ved de otte, hvad skulle man med det? Måske ville hun stjæle et eller andet værdifuldt og rejse til Riften.

Mirabelle nikkede og gravlede længere ned i soveposen. Det var koldt uden overtøjet, men den tykke pels gjorde hende hurtig varm igen.

"Min far overlever sikkert ikke natten, så imorgen vil jeg begrave ham. Efter det tager jeg hjem til Mikael i Whiterun." Hun lå på ryggen og kiggede op i hulens loft. I et sekund var hun lige ved at døse hen.

Brýn sad og pillede ved mærkaten på flasken, imens hun kiggede tomt ud i luften. Se, der var det igen. Gid hun havde haft en Mikael da hendes far døde. I stedet var hun blevet smidt i fængsel. Hun kunne ikke lade være med at smile, selvom det nok ikke var det rigtige tidspunkt.

"Dig og Mikael er seriøse, ikke sandt?" Hun tog en slurk af flaskens indhold, og havde ikke lige tænkt sig at lade Mirabelle sove endnu.

Mirabelle vendte sig om på maven igen og kiggede over imod Brýn med en hovedet på skrå.
"Hvad mener du?" sagde hun i forvirring. Hun var træt og langsom så hun hørte ikke rigtig efter første gang.

"Altså vores forhold?" hun hvilede hovedet på håndfladen og gjorde sig mere behagelig som hun lå der på maven.

"Mmm." Brýn tog en ordenlig slurk af flasken, og tørrede sig om munden med håndryggen. Så smilede hun lumsk. "Er der unger på vej?"

Mikael var dejlig, og hun havde også selv engang været kærester med ham, men hun duede simpelthen ikke til faste forhold. Hun kunne ikke holde sig til en mand, og slet ikke et sted. De havde været glade for hinanden, men der var mere venskab end kærlighed imellem de to. Det var der stadig.

Mirabelle smilede og kiggede ned i jorden. Hun havde selvfølgelig tænkt på at slå sig ned og stifte familie, men det var måske ikke lige hendes kop te sådan foreløbig.

"Jo der skal vel på et tidspunkt være plads til, at føre generne videre, men jeg tror vi venter lidt til vi bliver ældre. Jeg kunne desuden aldrig finde på at slå mig ned i sådan en by som Whiterun. Jeg vil meget hellere østpå. Måske rejse rundt i The Rift og jage sammen med Mikael" sagde hun og drømmede sig en smule væk.

Gad vide hvordan Brýn havde det med at slå sig ned. Hun var sikkert sådan en type, som levede ung til hendes dages ende, men hun skulle faktisk til at tænke på sin fremtid snart. Ligesom Mirabelle var hun jo ikke et barn længere og det er hårde tider de levede i.

Udenfor var det holdt op med at regne så sindsyg. Nu var det bare støvregn.

"Hvad med dig? Har du ikke planlagt din fremtid en smule, eller har du tænkt dig at leve som bard i resten af dit liv?"

Brýn kunne ikke lade være med at grine højt. "Mikael? Jage?" Hun lød som om det var forfærdeligt sjovt. "Den mand er simpelthen forfærdelig med både bue og sværd. Tro mig!" Der havde været den gang hvor de havde lavet en konkurrence... de var begge forfærdelige til at sigte. I hvert fald når det gjaldt bue og pil.

Hendes lethjertede latter forstummede hurtigt. Hun havde næsten gjort kål på flasken, og stillede den ned på det ujævne gulv i hulen.

"Jeg får svært ved at spille på fløjte når mine fingre bliver stive af gigt. Så er der ikke noget Nifinger tilbage." Hun smilede trist. "Jeg føler mig ikke som kone-typen. Jeg ved ikke om det bliver til noget. Hvem vil også have en bard som mig? Jeg kan hverken gøre rent eller lave mad." Hun havde en dyb rynke imellem brynene. Hun havde ikke nogen problemer med mænd overhovedet, men at knytte sig til en - med al den tillid - og børn. BØRN! Tanken om at hun rørte i en gryde med den ene hånd og fejede med den anden, imens hun prøvede at finde balancen fordi hendes gravide mave trak hende ned... Hun fik næsten lyst til at brække sig. Hun ville være alene og vild for al evighed. Basta. Mirabelle kunne få alle de nuttede, lyshårede Mikael-kloner hun ville. Nogen ville måske til og med vokse op til at blive magikere.

Mikael kunne da sagtens jage... altså han skulle da bare have lidt træning. Enten dét eller han kunne være salgsmand og pakæsel.

Mirabelle kunne ikke holde sig oppe længere. Hendes øjne var døsige og det var svært ikke at gabe.
"Men hey. Du er jo stadig ung og frisk. Du har masser af tid till sådan noget" tilføjede hun og lage sig til rette i sin sovepose.
"Godnat Brýn" mumlede hun i de sidste sekunder hun var vågen. Brýn havde ret. Konetypen var ikke nogen sjov ting og det var også derfor, at Mirabelle ville gøre det anderledes. Gifte sig og blive støttet økonomisk imens man rejste rundt i verden og oplevede. Så det var livet? At glemme alle hæmninger og bekymre sig om sig selv? Hun kunne lige så godt melde sig i hæren...

En stor skygge bredte sig over den flade slagmarken og det var som om at luften blev iskold. Som om at hun var havnet lige midt i Winterholds koldt vinter, men stedet mindede meget om Whiterun Hold. En bulren kom svævende imod hende og Mirabelle kunne ikke gøre andet end at stå stille. Hun ville løbe, men det var som om hun var frosset fast til der hvor hun stod. Rædselskrig kunne høres fra alle sidder, og hendes hjerte bankede hurtigere for hver gang hun hørte vingeslag. Store vingeslag! Lige pludselig kom en hvid storm farende imod hende. En hvid storm af død og ødelæggelse. Tanken om at hun ikke kunne røre sig ud af stedet, og hvor hjælpeløs hun englig var, drog hende i dyb panik.


Mirabelle vågnede med et skrig. Hendes hænder var svedige og blodomløbet gik stærkt i hendes åre. Der var sikkert ikke engang gået en time siden hun faldt i søvn, for Brýn sad stadig i den samme stilling ovre ved væggen med sin tomme flaske. Hun kunne ikke se meget i den mørke hule, men hun kunne da se lidt. Hvad i al verden var det hun lige drømte? Hun tog sig til hovedet og mærkede ned på hendes ben...De var iskolde!

Brýn smilede lidt. "Du har ret. Han er en ret god jæger når det handler om tiltrækkende hunkønsvæsner." Hun sendte hende et muntert glimt.

Selvom hun ikke var helt tilfreds med at lægge sig til at sove, på trods af at dagen havde været rimelig hård, krøllede hun sig sammen i det lille hulrum hun havde fundet. Det var faktisk et helt godt sted, selvom hun stak sig lidt på en dirk der lå i hendes lomme. Der gik heller ikke længe før hun sov - hun var udmattet.

Mirabelles skrig rev hurtigt Brýn ud af hendes livløse søvn. Når Brýn sov var hun som besvimet, men aldrig særlig svær at vække. Hun kunne jo blive angrebet imens hun sov, så hun måtte altid være klar!

Flasken faldt ud af hendes skød, og blev smadret imod grottegulvet. "M... Mirabelle?" Hun satte sig op, og smadrede så sit hoved ind i loftet i sit hulrum. Hun bandede og gispede af smerte. Bare hun ikke havde været så smart at hun havde slået hul...

"Er du okay?" Hun var så fortumlet at hun ikke rigtigt havde styr på noget. Hendes fingre knugede om det første våben hun lige kunne finde - dirken i hendes lomme - imens hun prøvede at finde ud af om nogen andre var her.

Mirabelle kunne ikke lade være med at gide hænderne op og ned af benene. Det var jo næsten virkelighed. Uhyggeligt!

"J..ja det tror jeg..." stammede hun og lagde ansigtet i venstre håndflade. Hun kunne ikke lade være med at tænke på den hvide storm eller de mange rædselskrig fra kvinder og børn. Krigs råb fra modige mænd. Det hele var så virkeligt.

"Du Brýn? Har du hørt om angrebet i Helgen?"
Mirabelle havde engang hørt historien om angrebet i Helgen for lang tid siden af en rejsende. Men dengang beskrev han det som en orange storm af ild, og ikke en hvid storm af sne. Hun havde aldrig drømt noget lignende før.

Brýns eget åndedræt blev langsomt normalt, og hun stak dirken tilbage i lommen, imens hun kravlede hen til Mirabelle i hendes sovepose. "Hvorfor snakker du om det nu? Hvad skete der? Havde du mareridt?..." Brýn stoppede op ved siden af hende, og prøvede at se hende igennem mørket. "... om drager?" Man kunne høre hende fnyse i mørket. "Virkelig? Helt ærligt..."

Brýn havde hørt masser af historier, men hun troede altså overhovedet ikke på at der nogensinde havde været en drage i Helgen. Det kunne godt være at der var en masse rygter om det, men hun troede simpelthen ikke på det. Det kunne have været så meget andet som havde jævnet Helgen med jorden. En gruppe af vanvittige firemages. Det var da meget sandsynligt et sted som Skyrim. Der var fare overalt.

Hun søgte efter Mirabelles hånd i mørket, imens hun prøvede at pille et glasskår ud af benet.

"Det føltes ikke som et mareridt. Det føltes virkeligt. Jeg.." Mirabelle rettede sig op og kiggede Brýn dybt i øjnene imens hun tog hendes hånd.
"Jeg stod på den her store slagmark, som om at jeg var parat til at gå i krig. Lige pludselig blev alting koldt, og jeg kunne mærke en kulde som tusind knive i mine ben. Kvinder og børn skreg af rædsel og..." Hun sank en klump.
"Jeg ved ikke om jeg er gået fra forstanden Brýn, men jeg så en Drage. Dens grå ryg var dækket af store sorte pigge, og ud af den mund kom en kold hvid storm af sne. Altødelæggende" fortsatte hun indtil hendes stemme blev til en høj tone.

Flashbacket gjorde hende bange som intet andet. Hun var ikke bange for døden, men hun var bange for smerten. Selvom hun var vokset op i Skyrims koldeste by, havde hun aldrig oplevet noget så koldt. Det var som om at hun stadig kunne mærke kuldens skarpe blade stikke i hende.

Brýn spærrede overrasket øjnene op, og flyttede sig uvilkårligt lidt tilbage, da Mirabelle greb hendes hånd. Hendes hænder var iskolde, og hendes øjne var urolige. Hun kunne ikke selv lade være med at føle sig iskold indvendigt.

Hendes øjne voksede i størrelse imens Mirabelle snakkede. Det var lige før hun også troede at hun var blevet sindssyg. "Jeg..." Hun viste ikke hvad hun skulle sige, men hun havde lyst til at skrige og løbe. Hun troede simeplthen ikke på drager, men der var intet menneske i den her verden hun troede mere på end Mirabelle.

Hun trak sin hånd ud af Mirabelles greb, med en ubehagelig, nervøs latter der klirrede imod grottens sten. Hun gned sine hænder imod hinanden for at få varmen tilbage, men kulden føltes både stikkende og klistret. "Okay, okay, rolig. Det var bare en drøm, okay? Det betyder ikke at der findes drager, selvom din fantasi er lidt vild."

Brýns blege hænder rystede i skødet på hende. Mirabelles mor var en magtfuld troldkvinde ikke? Det fik hendes hænder til at ryste endnu mere. Selvom Mirabelle sagde at hun ikke havde den mindste smule magi i blodet, havde Brýn aldrig troet på hende.

Mirabelle vidste at hun sikkert ikke ville få søvn den nat, men for ikke at være til for meget besvær for Brýn, lagde hun sig til at sove igen. Denne gang med åbne øjne. Hun var bange for at hvis hun lukkede dem i, ville hun lande på slagmarken igen...

Tænk hvis disse væsner fandtes i virkeligheden! Hvor ville fred så være? Hvem ville så sætte en ende på lidelserne? Det var ikke godt at vide, men hun prøvede ikke at tænke for meget over det. Hendes brødre sagde altid at man aldrig skulle spekulere på sine mareridt. Om det var overtro eller ej måtte han om...

Lidt efter hun var blev rolig igen, faldt temperaturen pludselig meget hurtig. Næsten for hurtig. Præcis som i drømmen. Da det gik op for Mirabelle, hvad der var ved at ske, spærrede hun øjnene op og lyttede...

Brýn var overhovedet ikke klar til at falde i søvn endnu, især ikke efter at Mirabelle lige havde luftet idéen om at der var kommet drager tilbage til Tamriel. JA, Brýn havde hørt masser af folk snakke om at en drage havde massakreret Helgen, og at flere havde set den flyve væk - men det beviste da ikke noget? Drager var væsner fra eventyr... Selvom det både var bevist at der fandtes vampyrer, varulve, spriggans, daedras og... mange endnu flere uhyggelige ting. Hvad gjorde en drage så meget mere anderledes fra dem?

Hun sov kun ganske kort tid, inden hun rejste sig op igen. Hendes ben var stive af kulde, så hun rejste sig op for at gå lidt rundt. Hun gik tilbage til hulens åbning, og stod lidt for at kigge ud i natten. Månen lyste tilpas på til at hun kunne se landskabet. I det fjerne kunne hun se Dawnstar og The Pales sneklædte landskab.

Mirabelle lyttede til Brýns rastløse trin ud i natten og vindens små hyl, men helidvis ikke mere end det. I virkeligheden lyttede hun efter de tunge vingeslag fra dragen og de modige kampråb fra krigerne, men mistede troen efter noget tid.

"Der er ret stille i nat hva?" sagde hun og rejste sig op fra sin sovepose. Mirabelle var inderst inde bange for at det var stilheden før stormen... Hun tog det nu tørre overtøj på og trippede over til Brýn i huleåbningen. Den varme pels lugnede så dejligt i den kolde nat. Det var et godt køb tilbage i Whiterun.

Brýn - til gengæld - nød den kolde vind imod sin hud. Hun havde trukket ærmerne på tunikaen op, og havde bundet den om benene så den gik til lige over knæende. Hun følte sig svedig og alt for varm.

"Alt for stille." mumlede hun stille. Et lille ulvehyl, bjørnefnys, noget menneskelatter eller en ræv eller kanin der puslede... Det kunne hun godt bruge. Hvorfor var der ingen dyr? Og hvis der var, hvorfor var de så så stille? Brýn viste ikke meget om sådan noget, hun havde ikke forstand på dyr eller jagt, men det her var unaturligt - så meget viste hun da. Måske.

Hun trak sine ærmer ned igen, og bandt knuden op. Kulden blev alligevel for meget.

"Tror du virkelig... på..." Det var så fjollet at hun ikke engang kunne sige det færdigt.