Kresh [GODKENDT]

Navn: Kresh.

Kælenavne og aliaser: Kresh har intet Alias her i Skyrim.

Køn: Mand.

Alder: Et par måner over 21 somre (Lidt over 21 år)

Race: Khajiit

Gruppe/Job: Masser af Jobs, ingen Gruppe… Endnu.

Født: Født i Elsweyr.

Bor: På vejen, kroer og hvor der nu ellers kan tiltuskes sig en plads.

Politisk status: Han kunne ærligt talt ikke være mere ligeglad hvem der vinder eller taber… Lige meget hvad vil han altid være ude af samfundet.


Øjne: Kresh har de karakteristiske skrå øjne for Khajiits. De er en dybblå farve som han har fået at vide kunne minde om havet og med den typiske katte pupil i midten. De er næsten altid i bevægelse, men der er et vist varmt glimt bag det ligegyldige ydre.

Hår: Han har faktisk intet hår. Det kan godt nok ikke ses, da han har pels over hele kroppen derfor ligger folk ikke mærke til det. De få gange han ikke har en hætte trukket langt ned over hovedet. Men hans pels har en farve mellem grå og sort. Det er selvfølgelig lidt svært at sige præcis hvilken farve, da der er et mønster over det, men det er helt sikkert sorte streger på grå!

Højde og vægt: Han er højere end nogle og lavere end andre. Vægten er så han sætter spor i sneen, men ikke dybe.

Kendetegn: Der er de 3 ar som strækker sig fra højre øje og til midt på næsen… Ikke engang pelsen skjuler dem helt, selvom de er gamle. Ellers så ligner han alle andre Khajiit.

Beskrivelse af udseende: Kresh er en senet Khajiit. Hans grå/sorte pels ligger tæt ind til kroppen, så når han intet tøj har på er det ikke svært at se hvor store muskler han har. Klørene, som alle Khajiit har, er af en mørkere farve end normalt og man ser ham næsten ingen steder uden hans trofaste bue og kniv.
Når han så endelig har tøj på (Hehe) har han let tøj som ikke klæber sig til ham og tillader at han har en, lidt tyndere end normale, læder rustning på indenunder tøjet så folk ikke ser ham som en direkte trussel.

Personlighed: Kresh fungere fint blandt andre folk, så længe du ikke fornærmer ham, er arrogant, udfordre ham eller på nogle anden måde får ham til at se dig som en fjende. Hvis du gør det skal du ikke blive alt for overrasket hvis han enten støder ind i dig og du mangler visse ejendele eller vælger at sige til dig at du skal holde dig væk… Hvad end situationen kalder på.
Men blandt folk han faktisk bryder sig om, så har han et lille twist på læberne som kan ses som et smil og han snakker varmt med dem, griner blandt dem og føler et øjebliks ro brede sig i brystet.

Likes: Det er svært ikke at kunne lide guld og kvinder. Men han kan nu heller ikke lade være sukke indvendigt over en god melodi, når han jager og fanger sit bytte eller over et godt måltid… Simple, dog raffinerede glæder.

Unlikes: De arrogante folk, når vagterne griber fat i ham… Hvad han helt sikkert ikke bryder sig om er når sværd bliver rettet imod ham… Eller Magi… Eller i det hele taget alt som kan skade ham!

Svagheder: Kresh har altid haft lidt svært ved at sige nej til en udfordring… Både af sin egen stolthed, men også af ren kedsomhed… Og hvis det er guld involverede så takker han meget sjældent nej…

Styrker: Han var en kort overgang kendt for sit skræmmende gode sigte med sin bue… Ellers er han utrolig god til at komme tæt på folk uden de lægger mærke til ham og så var der engang den joke om at han kunne tage bukserne fra vagten uden han lagde mærke til at de var væk, før han følte kulden på sine ben… Men det er selvfølgelig ikke noget alle og enhver ved om.


Baggrundshistorie: Jeg beskriver nogle ting der er sket for Kresh i hans liv som måske virker mindre vigtige, men har mening for ham. Skriv hvis i mener jeg har hoppet over noget som i mener skulle være der.

Den fugtige luft havde sat sig I pelsen. Den og skidtet fra at have smidt sig ned på jorden og rullet mudder ind i den for at fjerne lugten, ville være besværlig at fjerne når han skulle tilbage til de andre… Rundt om ham rejste buske, træer og andet skovværk sig omkring ham og lukkede solen en smule ude… Men det gjorde det ikke mindre varmt inde i skoven. Luften var tyk og lod nærmest til at lægge sig på pelsen som et ekstra lag.

*Det kunne også bare være skidtet…* fortalte han sig selv, men holdte så inde med at diskutere sin renlighed med sig selv. Hans øre rejste sig fra den liggende position de havde været i og han holdte inde med alle tanker som ikke omhandlede at fange byttet. Han kunne høre dyret træde de nedfaldne grene over og han kunne næsten ikke holde smilet tilbage. Dyret havde ingen idé om at han lå så tæt på.
Hans bue var knugede i hans venstre hånd og da han rejste sig op, stille som en skygge, tog han den ene pil han havde fået med sig, satte den i buestrengen og trak den tilbage mens øjnene fandt dyret. Han skulle ikke kigge på spidsen af pilen eller sin buehånd. Ikke knibe nogle af øjnene sammen for han skulle kunne se alt omkring ham.
Hans hjerte stoppede med at slå og verden stod stille da han gav slip på buestrengen. Den lave brummen fra buens sang fik dyret til at kigge op, men det var for sent. Pilen borede sig ind midt i brystet og dyret stirrede blot vantro på Kresh der lod til at være hoppet ud af den blå luft.
Og så blev øjnene hvide og alt blev ligegyldigt for dyret for der dødede foran Kresh.


”Kom nu! Du kan garanteret ikke gøre det! Jeg udfordrer dig til at gøre det!” lød det hviskende ved siden af Kresh og han drejede hovedet og stirrede ind i de solgule øjne som glimtede legesygt. Rísard vidste, ligesom næsten alle andre, at hvis man ville have Kresh til noget skulle man blot udfordre hans ære og han gjorde det. De ældre sagde at det både var en forbandelse og en gave… Andet havde de aldrig sagt om det…
Da Kresh kiggede rundt på de andre i halvcirklen blev han mødt af de 3 andre par af solgule øjne som bevægede sig op og ned for at give deres samtykke til den hviskende Rísard. De 5 unge Khajiit lå på det varme sand mens solen faldt ned under en bakke i horisonten og månen stadig ikke havde fundet sig til rette endnu bag dem. Det ville snart blive den mørkeste tid på døgnet… Mens der endnu var det svage lys lagde han endnu engang mærke til at han var den mørkeste af dem alle… Alle de andre havde samme cremet farve som sandet, mens hans i stedet faldt i et med mørket… Som en skygge…
Der løb et suk over hans læber og han kiggede så tilbage på Rísard og sagde så med selvsikker stemme.

”Du vil æde de ord i dig igen… Det vil jeg personligt sørge for!” Selvfølgelig var det med det svage smil på læberne som han altid havde når han snakkede med sine venner.
Ganske langsomt kom han op fra sin siddende stilling fra udkanten af bålet og begyndte så at slå kurs imod et af de større rejste telte. Sandet under ham knasede lavt, men Kresh vidste at han sagtens kunne lade være med det hvis han bare anstrengte sig en smule… Men ingen grund til det endnu.

Da han var inde for en 100 skridts afstand begyndte han at klynge sig til skyggerne og hans skridt blev så lydløs som vinden der blæste over sandet. Han bukkede sig lidt forover så hans ører ikke skulle kommer til at ramme vindfangeren som han vidste hang i hele åbningen i det telt han var på vej ind i.
Telt flappen var åben og indefra kunne Kresh mærke røgelsens lette duft snige sig ind i næsen på ham. Inde i teltet kunne han høre en der rodede med en karaffel og satte sig ned igen.

”Du ved lige så vel som jeg, at skygger ikke hjælper mod dem som også kan se i mørket…”
Kresh stivnede midt i bevægelsen. Han kunne mærke hvordan det fik musklerne til at skrige lidt op over det pludselige stop. Han kiggede imod stemmen og hovedet drejede sig ulideligt langsomt da han kunne se hvordan de vågne ravgule øjne stirrede tilbage på ham.
Han sukkede og lod sig falde lidt sammen, mens ejeren af øjnene kom tættere på og tændte et lys lige i nærheden så Kresh kunne se at det var Jérár. Hans far. ”De andre ældre og jeg lavede et væddemål om hvor lang tid det ville tage Rísard at overtale dig til at gøre noget så dumt som det her…”
Hans stemme lød som vand over sten... Beroligende. Og ikke vred… Hvilket overraskede Kresh… Han havde forventet et tordenbrag af skæld ud, ikke sådan en afslappede fortælling om hvad Jérár lavede sammen med de andre Ældre… Og så at de endda snakkede om ham… Hvorfor dog det?
”Jeg kan se at du har mange spørgsmål… Hvorfor ikke sætte dig ned her og jeg skal besvare så mange jeg kan…” Kresh satte sig overfor sin far og kiggede ham stadig spørgende i øjnene… Han var sikker på at hans stemme ikke ville lyde som han ville have det.
Da der ingen spørgsmål blev bragt, begyndte Jérár i stedet at fortælle om den gang han så ham for første gang og hele Kreshs verden blev drejet rundt.

Familie: Intet som han kender til. Han ser dog stadig sin Nomadegruppe som familie.


Udstyr: Kresh bruger som sagt en lidt tyndere udgave af en normal læderrustning som han fik fra sin gruppe. Ellers har han en bue som han ”fandt”, som kunne minde om en glas bue, men ikke er det…

Kampstil: Han holder sig til sin bue, men hvis det ikke kan undgås, så er han yderst farlig med sin kniv og klør.


//Der mangler lige lidt af Baggrundshistorien... Som hvordan og hvornår han kom til Skyrim, men alt det andet, hvordan ser det ud?//

GODKENDT

So far so great - hertil lyder det helt fint. Det er dejligt med et eksotisk væsen (;
Jeg glæder mig til at læse resten af baggrunden, men du er velkommen til at tråde med de andre brugere imens du skriver den.

Så siger jeg mange tak! Og nu skal jeg bare vente på at Mirabelle laver emnet... Men ja, jeg tror at jeg vil lave mig et selv ;D

Du er selvfølgelig velkommen til at hoppe i det... Faktisk, så vil jeg gerne invitere dig til det, når det altså er færdigt xD

Herligt ~