Tåget fremtid ~ Mirabelle

Selvom det var lang tid siden hun havde været i Morthal sidst, kunne hun nemt huske byen. Dens specielle atmosfære, beliggenhed ude i mosen, dens mange, mystiske historier. Bryn kunne ikke lade være med at blive tiltrukket af faren og eventyret.

Vandet klukkede i takt med larmen fra naturen og de råbende fulderikker i kroen. Bryn havde netop forladt bygningen, og stod nu ude på vejen og betragtede himlen.
Lyset fra kroens vinduer fik hende til at kaste en lang skygge, imens hun gik hen af stien. Mon ikke det var en god nat til en måneskinstur? Man kunne blive hel sentimental.

Hun havde gode støvler på, så hun ville ikke få problemer der. Hun havde en himmelblå tunika på, indenunder en pelsen kappe. Hver gang hun tog et skridt, lavede hun en mistænkelig, karakteristisk raslelyd.

Mirabelle havde lejet et værelse i Morrside Inn for at få noget søvn inden hun rejste videre til Dawnstar næste dag. Hendes far's lejr var blevet angrebet af imperials og nu var hans ben alvorlig såret. På det tidspunkt at Mirabelle hørte, at han sad fast oppe i Dawnstar, skyndte hun sig afsted. Mikael havde forslået, at tage med hende, men hun følte ikke der var behov for det. Hendes far vidste ikke endnu om hendes bryllups planer. Han kendte ikke Mikael overhoved. Når han blev rask igen, vil hun fortælle ham om deres planer...måske.

Gæsterne ude i hallen drog hende til vandvid, hvorfor kunne de ikke bare holde kæft, så hun kunne sove igennem. Der var var langt op til Dawnstar og hun skulle gå hele dagen for at nå der op inden det blev mørkt. Den gamle træseng knage og brokkede sig, da hun vendte og drejede sig med hovedet under hovedpuden. Til sidst blev det nok for hende. Hun for ud af sengen, tog overtøj på, og brasede ud af kroen af frustration. Hun ville komme tilbage igen når gæsterne var faldet til ro og hun kunne sove i fred.

En gåtur i Morthal var nu heller ikke så slem, for hun havde aldrig været her før. Nu kunne hun se sig lidt omkring inden imorgen, hvor hun tog afsted igen.

Brýns fødder sank en smule ned i jorden hver gang hun tog et skridt. Tågen fik hendes kappe til at klæbe til hendes ben, og hendes hår til at blive klistret. Det fik hende til at tænke mere klart, kulden og fugten, men det gjorde hende også en smule trist. Hun gjorde noget hun ikke havde givet sig selv lov til i lang tid: føle efter. Og hun følte sig tom og alene. Ud over det spinkle forhold hun havde til tyvene i lauget... havde hun ingenting. Hun kendte mange mennesker og var absolut ikke den sløveste kniv i skuffen men.. hvad gjorde de ting nu? Svup, svup, svup...

Lyden af nogle skridt der ikke var hendes egne, fik hende til at stivne. Med en hurtig, hvislende bevægelse trak hun en lang, tynd genstand. Den skinnede i månelyset imellem hendes fingre og ærmet.

Hun fangede en skikkelse med blikket og stod lidt og vejede våbnet i hånden. Noget mørkt knugede hende i brystet. Hun ville være svær at se i tågen, og den ville også kvæle lydende. Næsten perfekte forhold.

"HA HAA! Fortæl den igen." råbte en mand inde fra kroen af, da Mirabelle gik ned af trapperne, men ellers var der stille udenfor. Hun hilste på vagten ovre ved Highmoon Hall, inden hun drejede om imod broen. Her kunne hun stå, og kigge lidt ned i vandet for at slappe af. Den irreterende lyd fra Nirnrooden forsvandt lige så stille imens hun kom tættere og tættere på broen. Hvordan kunne de vagter holde den lyd ud?!

Vandets klukken og sprøjt gjorde hende rolig nu. Alle de ophidsende følser forsvandt mere og mere. Åh hvor vil hun dog ønske hun var hjemme sammen med Mikael igen. Hvorfor skal den dumme krig nu også eksistere?! Mirabelle gad snart ikke mere. Bare tanken om hendes fars død gjorde hende rørt. Hun snøftede højt og tørrede sine øjne i pelsen.

Lyden af snøft fik Brýns øjenbryn til at stige op i panden. Hvad i alverden..? Hun trådte lidt frem, imens hun med sin pegefinger skubbede kniven tilbage i ærmet. Det var svært at se i mørket, men noget af det overskydende lys fra byen gjorde det muligt for hende at se lidt mere end silhuetten af personen på broen.

"Hey," kaldte hun ud i mørket, med en stemme der dirrede en lille smule. Dog var det ikke frygt der fik hendes stemme til at dirre. "Hvem er det?" Hendes støvler slaskede imod brostenene på broen. "Hallo..." Hvem i deres fulde fem ville stå ude på broen i dette vejr? En der også var ude for at gå en tur? Med noget sørgeligt i tankerne..?

Det gav et ordenlig ryk i hende da stemmen ude fra mørket lød.
"Hvad?! Nårh øh jeg er bare en gæst fra kroen." svarede Mirabelle snøftende og prøvede at lyde normal i den rystende stemme. Hun tog et par skridt tilbage og fjernede de hvilende arme fra broens side.
"Og hvem i alverden er du så?! Jeg mener hvor uforskammet er det lige at snige sig ind på den måde?! Kan du ikke se jeg har travlt med at... slappe...af?" spurgte hun med et usikkert blik.

Brýn mumlede et eller andet der godt kunne være en ed, og trådte tættere på den grædende kvinde. Hun havde et let hånligt udtryk i ansigtet, indtil lyset fra byen oplyste personen foran hende. "Mi... Mirabelle? Hvad står du og græder for, tøs?" Hun havde det som om en stor sten lå i maven på hende, og hendes smil var lidt akavet. Kniven lå stadig koldt på af hendes arm, og hun var nu pinligt klar over den.

"Hvad... laver du her? Så sent? Så trist?" Hendes omsorg tog over, og hun lagde armene om kvinden med det mørke hår. Det var lidt svært, men hun klarede et opmuntrende smil.

Nu begyndte Mirabelle for alvor at græde. Det var som om at hver gang der var nogle som nævnte hendes tåre, begyndte hun bare at græde endnu mere. Der blev taget godt imod armen, og det var rart at være her med en ven.

"Jeg...Hvad er det?!" hun holdte straks op med at græde og virke svag da hun så den skarpe klinge i Brún's ærme. Hun tørrede sine øjne én gang til, og gik ud af venindens favn.
"Jeg vidste ikke, at du gik med sådan nogle...lejemorder-agtige våben" hendes øjne farrede op da hun nu kunne de klingen ordenligt i måneskinnet. Mirabelle var ikke glad for det, men hun blev meget mistænksom på sin ellers gode ven.

Brýn blev helt overrasket over Mirabelles gråd, og over nærmest at blive trukket tættere på. Hun var lidt akavet ved situationen og viste ikke helt hvad hun skulle gøre, men hun endte med at lægge begge armene om pigen og stryge hende over det mørke hår... indtil hun trak sig væk.

De havblå øjne blev lidt mørkere, inden hun kom med et lidt nervøst smil. "Lejemorder-agtigt? Helt ærligt.. Jeg kan bare ikke lide at gå med sværd. Og vis man mister sit sværd, så er man forsvarsløs!" Den kniv i ærmet var absolut ikke hendes eneste våben.

Hun strøg sine fingre hen over stoffet i ærmet, og alle spor efter kniven var forsvundet. Undtagen kulden der stadig slikkede op og ned af hendes underarm.

"Lad være med at skifte emne." sagde hun, selvom det nok mere var hende er skiftede emne nu. "Hvorfor så trist?"

Mirabelle så mistænksomt på Brýn's ærme som lige så stille slugte klingen helt. Spørgsmålene fløj rundt i hendes hoved det øjeblik kniven var væk. Hvorfor havde en Bard sådan et våben? Hvor har hun dog i hunrede år købt den henne? Eller sidder hun der hjemme i skæret fra et stearinlys og laver de der klamme våben? Det gav hende gåsehud bare ved billedet af tanken.

Hun trak lidt på skuldrene og kiggede ned i floden igen.
"Synes du ikke også at den her krig er noget møj?" sagde hun ud af det blå med blikket hen imod trætoppene.
"Den skiller lykkelige familier ad, dræber uskyldige mennesker. Jeg mener hvorfor skal vores folk lide fordi der er nogle mænd, som ikke kan styre sig." før plejede hun at være enig med Ulfric Stormcloak og hans augmenter, men nu kan hun ikke forstå det mindste af hvad han mener med at det her racistiske haløj...

Brýn kunne ikke lide det blik Mirabelle sendte hende. Hun bed sig i læben og rettede på sin kappe. Hvad var der så underligt ved at være bevæbnet? Mirabelle havde vel også våben på sig? Ellers var hun et fjols. Det var en farlig verden. Det måtte Brýn af alle vide. Men derfor behøvede Mirabelle ikke at se sådan på hende... "Bare rolig. Det er ikke fordi jeg er en del af The Dark Brotherhood eller noget.." Hun slog ud med hænderne og smilede lidt.

Hun kunne ikke lade være med at skære ansigt. Hun var enig med Mirabelle, og viste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig til krigen. Hun havde intet tilovers for Ulfric Stormcloak, især ikke efter hvad hans soldater havde gjort ved hendes far...

"Jeg ved det." mumlede hun, og pillede ved sin kappe igen. Det var lige før hun begyndte at tude ligesom Mirabelle. Hendes far havde ikke fortjent det. Sådan en skæbne. Hans død havde efterladt et tomt hul i hendes bryst, der nok aldrig ville blive fyldt ud igen. Men hun viste at han ville være stolt af hende... Mere eller mindre.

"Hvad er der sket med din familie? Er din far soldat? Dine brødre?" Brýn viste ikke meget om Mirabelles familie, men hun viste lidt. Hendes mor var jo lærer på kollegiet, så hun var nok ikke blevet sendt i krig. Og så vidt hun viste var hendes brødre elever, så de var nok heller ikke... men hun viste ikke noget om Mirabelles far.

"Min far er blevet alvorligt såret i krigen. Jeg ved ikke hvor slemt det er endnu, men jeg ved det er slemt. Jeg skal op og se til ham i Dawnstar imorgen" svarede hun og så Brýn dybt i øjnene.
"Jeg turde ikke tænke på hvordan det vil være hvis han forblødte inden jeg kom derop. Han er den eneste rigtige familie jeg har. Den eneste som tog sig rigtigt af mig, og som altid elskede mig for den skændsel af en breton jeg var" hun fik helt kulegysninger igen fordi hun tænkte på sin forfærdelige mor.

"Hvis jeg ikke når at holde ham i armene en sidste gang, så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre." sagde hun og lagde armene om sig selv.

"Men du ved sikkert ikke hvordan det er med en far ved dødens kant..." Hun vendte hovedet væk, og så over på vagten igen.

Brýns underlæbe stak ud og kastede en lang skygge ned over hendes ansigt. "Jeg er ked af det Mirabelle..." Hun stod lidt akavet og flagrede med armene, indtil hun valgte at klappe Mirabelle på håret med et forsigtigt smil.

"Jeg... synes ikke at vi skal tale om det." Hendes stemme dirrede igen, og hendes ansigt talte sit tydelige sprog: Hun havde ikke lyst til at tale om det. Hun var stadig både vred og trist over sin fars død, selvom det var mange år siden. Hun havde aldrig været god til at tilgive og give slip. Hullet var der stadig, tomt og ømt.

Hun stod også med armene krammet rundt om sig, lidt ude af sig selv. Tænkt at hun havde været klar til at stikke en person ned, for et par øjeblikke siden.

"Vil du rejse til Dawnstar... nu?"

Mirabelle begyndte lige så stille at gå tilbage til kroen igen.
"Nej jeg kunne aldrig finde på at rejse om natten. Så godt er jeg ikke bevæbnet. Jeg venter til solen står op" sagde hun og nikkede roligt.

Brýn blev en lille smule skuffet, men lod sig ikke mærke med det. Hun ville gerne have redet og have haft travlt, hun var alt for rastløs til at tage sig sammen nu. Derfor vandrede hun efter Mirabelle med et suk. Hvis hun drak indtil morgen ville det kunne være at hun ville kunne klare natten. Hun følte sig allerede træt.

"Hvad med din familie? Er den også påvirket af krigen?" spurgte Mirabelle med et nysgerrig blik. Hun vidste faktisk ikke ret meget om Brýn når det kom til stykket. Det kunne være rart at dele ens følser med en som forstod hvordan det er at være i ens egen sted.

De de kom ind i kroen igen, var de fleste gæster gået til ro. Kun en enkelt samling mennesker sat over i hjørnet, og grinede og gjorde ved. Helt ærligt hvad var der at fejre? De boede i lorte Morthal, lige præcis det by hvor der ikke sker en disse.

Mirabelle satte sig ved den første bænk hun så, og sukkede dybt. Måske havde hun alligevel brug for at tale om det...

Bryn lod sig dumpe ned ved siden af Mirabelle, imens hun kæmpede for at få sin våde kappe af med et par stivfrosne fingre. Det føltes godt at komme indenfor og få varmet kulden væk. Hun var ikke meget for at indrømme det, men hun var både træt ud lidt underligt tilpas.

i virkeligheden var Bryn ikke meget for at tale om det, men Mirabelle så ud som om hun ikke kunne lade emnet ligge. "Min familie er vel ikke sådan påvirket af krigen..." mumlede hun. Jeg har ikke nogen familie længere, og det skal jeg være glad for. Jeg har ikke nogen jeg bliver nød til at tage hensyn til, eller nogen elskede jeg skal passe på...

"Min far døde først i krigen. Han blev dræbt af et par mere eller mindre berusede stormcloaks. Helt uden grund, egentligt. Og min mor? Hun skred da jeg var lille."

Sådan, nu havde hun talt om det. Hun havde det ikke bedre med noget af det, men det var lidt dejligt at dele sin historie med en ven. Mirabelle viste garanteret ikke særlig meget om Bryn når det kom til stykket. Bryn havde jo kontakter, og Mirabelles famillie var ikke den mest diskrete i Skyrim.

Mirabelle blev skuffet, da Brýn fortalt om stormcloaksne, som havde dræbt hendes far. Altid havde hun set op til dem og beundret dem for deres nordiske hjerter, men nu lød de bare som en flok barbarer.
"Det er jeg ked af at høre. Har du overhoved en familie så?" spurgte hun nysgerrigt, da det gik op for hende hvor trist Brýns liv var. På måder lignede de hinanden med den ligegyldige mor og den døende far....døende far. Den sætning gav genlyd i hendes hoved.

Hun rejste sig op og nikkede til Brýn.
"Jeg skal op om nogle timer, så søvn er stærkt nødvendigt. G'nat"
Hun gik med hurtige skridt hen imod døren, men stoppe i åbningen.
"Har du lyst til at rejse med op til Dawnstar imorgen?" det kunne være rart med noget støtte i den svære tid, og hun var mange for at bryde for meget sammen på landevejen.

Der var et smalt, ubehageligt smil på hendes læber. "Nej. Nej, jeg er rimelig alene for tiden." Hun havde altid haft en hemmelig drøm om at have haft en bror eller søster. En større en der ville passe på hende og altid være der for hende. Men så heldig var hun ikke, og hun måtte slå til tåls med hvad hun havde.

"Så selvom din fars tilstand er uvist, har du stadig to brødre og en mor. Det er måske ikke meget, især ikke hvis man kender dem, men det er mere end jeg har. Du er mere heldig end du tror." Hun vendte sig om og gjorde tegn til tjeneren. Selvom Mirabelle gik i seng behøvede hun ikke. Og hun havde en ubehagelig fornemmelse af at hun ikke ville kunne falde i søvn.

"Okay. Så ses vi i morgen." Så havde Brýn i det mindste noget at tage sig til i morgen. Sammen med en der havde brug for hende.