En gammel følgesven

Porten til den store by gik op og to vagter kom til syne. Den ene smilede hurtigt og kiggede den anden vej igen. Mirabelle fortsatte ligeud imod torvet. Hun havde lavet en aftale med Anoriath sidste gang hun var her, hvor hun havde lovet at komme med noget friskt gedekød.

"Endelig kom du. Det tager da ikke flere dage at jage geder." råbte Anoriath da han fik øje på hende. "Slap nu af! Jeg mødte bare et par forhindringer på vejen." svarede hun og smed sine vare på disken. Anoriath gav hende 100 guldmønter og sagde ophidset: "Næste gang så husk lige at komme til tiden ellers er det sidste gang jeg handler med dig." Mirabelle blev bekymret og lavede tegn til at han skulle hidse sig ned. "Bare rolig elvermand. Jeg skal nok komme til tiden næste gang." sagde hun og talte pengene.
"Gå nu med dig. Inden tre dage skal du være her igen" sagde han og viftede hende væk fra sin bod.

Det var nu næsten en tradition at drikke efter hun fik sin findeløn, og The Bannered Mare var et godt sted at få sig et krus mjød. Mirabelle kiggede sig rundt i lokalet imens hun drak af det beskidte krus. Der var ikke andet en fulde imperials og skumle følgere at se... eller jo den stemme kendte hun...
"And the braggart did swagger and brandish his blade,as he told of bold battles and gold he had made!..." Der var kun én som kunne synge Ragnar den røde så smukt.

// //

"But then he went quiet, did Ragnar the Red ~ When he met the shield-maiden Matilda who saaaid.. ~ ♫"

Brýn dansede rundt i kroen imens hun sang og klimprede på den lut hun holdt i armene. Som sædvanligt var hun i forfærdeligt godt humør, og havde allerede fået en kop mjød eller to. Hun havde røde pletter på kindbenene og hendes øjne glitrede muntert.

"'Oh, you talk and you lie and you drink all our mead ~ Now I think it's high time that you lie down and bleed' ~ And so then came clashing and slashing of steel ~ As the brave lass Matilda charged in full of zeal!"

Hun var lige ved at falde over en stol, hvor en rimelig fuld soldat fra imperiet sad, inden hun drejede sin krop rundt i en hurtig, elegant bevægelse, og undgik stolebenene. Hun grinede svagt, da hun fik øje på en kvinde der kom ind af døren i samme øjeblik. Hendes smil blev bare endnu større.

"And the bragger named Ragnar was boastful no mooore ~ When his ugly red head rolled around on the floor! ~ ♫"

Hun klaskede venskabeligt Mirabelle på ryggen med en grinen. "Dejligt at se dig kvinde! Tag noget at drikke!" Hun rakte et krus frem imod hende, og prøvede at holde lutten med den anden hånd. Sådan en lut var altså forfærdelig tung.

Mirabelle smilede over hele femøren da hun så det velkendte ansigt. Brýn var altid imødekommende og munter. Det kunne hun huske fra festivalen i Falkreath. De to havde drukket og sunget sammen i timevis, men det var lidt svært at huske hende for de var jo så fulde dengang.

"Åh Brýn hvor dejligt er det lige at se dig igen. Hvilket erne har du her i Whiterun?" spurgte hun og gav tegn til at hun allerede havde et krus i forvejen, men hun var stadig i tvivl om Brýn overhovedet kunne huske Mirabelle. De var jo som sagt meget fulde da de mødes første gang.

azariel og farkas kom endelig ind tilbage til whiterun, azariel smilede lidt til farkas og puffede lidt til ham ''hvad med at tag et krus mjød, bare for at fejre vores lille udflugt?'' farkas kiggede med et smil på ham ''lyder ikke så tosset, husk nu at vilkas venter på os der overe, og at de regner med at vi er tilbage inden det bliver mørkt, husk nu at du stadig et en hvalp, og er igang med at lære at blive en af os'' et let smil kom på farkas læber og ham og azariel stoppede forbi The Bannered Mare, et let smil kom på hans læber, mon sadia havde gjort mjøden klar når han kommer, men det ville tiden jo vise, han gik roligt ind af døren til kroen, med et blik rundt omkring, *woaw har aldrig set så mange imperials her, mon Jack stadig var her. . .* han kiggede roligt rundt men kunne ikke helt finde hans gamle scout makker, men det betyd intet, nu var han og farkas hjemme og det skulle fejres med et krus mjød, han lod sig gå over mod disken og satte sig med farkas i hælene, og de 2 stod og kiggede lidt på sadia, ''sadia kan vi bede dig om at skænke os 2 krus mjød?'' et let smil var på azariels blik mens han ventede roligt. .

Brýn var god til ansigter, men forfærdelig til navne, så hun havde ingen anelse om hvem det var hun stod over for, hun viste bare at de to kendte hinanden et eller andet sted fra... Og hun lod sig ikke bemærke med at Mirabelle allerede havde et krus, hun blev bare ved med at række kruset hen til hende. To var vel bedre end ét, ikke?

Hun viftede med fløjten hun havde i den anden hånd, for at svare på Mirabelles spørgsmål. "Jeg spiller - som jeg plejer." Næsten inden hun havde talt færdig havde hun stukket fløjten i etuiet og var i gang med at hjælpe Mirabelle endnu længere ind i kroen. "Kom... Mida... Mirabelle! Der er nogle du skal møde!"

Brýn trak den stakkels jæger hele vejen over til et bord tæt på baren. Der sad en anden, mandelig, bard der tilsyneladende også var plørefuld. Han havde travlt med at grine til en gruppe af kvinder der også sad ved bordet, men nok ikke var barder.

Noget andet henne ved baren tiltrak sig åbenbart Brýns opmærksomhed, for hun glemte pludselig alt om Mirabelle. "FARKAS! Herovre!" Noget klirrede under hendes tøj, knive, lockpicks eller penge måske, da hun vendte sig om imod ham og vinkede grinende til ham. Den anden companion ved siden af ham kendte hun også et eller andet sted fra... Jo, nu kunne hun huske det! Hun havde mødt ham i Riften, for meget kort tid siden.

Det var som kærlighed ved første blik. Den mandlige bard som sad ved bordet var tilfældigvis en af Mirabelles gamle kærlighedsaffære.
"Mikael? Er det dig? Hvor er det godt at se dig igen." udbrød hun idet hun kunne huske hans navn. Han rejste sig med det samme op og mødte hende med store øjne.
"Mirabelle?! haha kom her!" sagde han og omfavnede hende med en munter later.
Det var et helt år siden hun sidst havde set ham. Dengang var han stadig elev ved Bards Kollegiet i Solitude. Hende og Mikael havde tilbragt en hel del tid sammen før hen, men da hun skulle rejse tilbage til Winterhold, slog de op og hun havde ikke set ham siden.

Hun satte sig ned ved siden af ham og kiggede ind i hans smukke blå øjne.
"Sig mig bor du her i byen eller er du bare en af de der omrejsende?
"Jeg bor her i byen nu. Jeg blev færdig på Bards Kollegiet for ikke så lang tid siden."
Lige pludselig kom hun i tanke om Brýn, men da hun vendte sig om, var hun allerede væk. Typisk hende. Mirabelle vendte sig om til Mikael igen.
"Hvornår har du fået det ar?" spurgte han og kærtegnede hende forsigtigt under øjet.
"Cirka kort tid efter Solitude." svarede hun og fjernede hans hånd fra ansigtet.

azariel vendte sig om med kruset for munden som sadia havde givet ham, og kiggede nu på Brýn og sank det hurtigt inden han spyttede det ud ''dig!?.. hvad laver du her?!'' han kiggede undre på farkas og tilbage på hende, ''farkas kender du pige barnet?'' han ventede roligt på farkas svar og undrede sig lidt over at hende og farkas kendte hinnanden, godt nok viste han at verden var lille, men aligevel, der måtte vel være tilfældigheders grænse. . .

Brýn så næsten helt stolt ud over at hun lige havde bragt de to sammen. Dog havde hun ikke vist noget om deres forhold før nu. På den andenside, Mikael kendte så mange, og det gjorde Mirabelle åbenbart også. Brýn var en smule nysgerrig for at få at vide hvor de to havde lært hinanden at kende, men hun fik snart travlt med noget andet, mere interessant. The companions var i hvert fald en af grundene til at hun var kommet til Whiterun, og Mirabelle og Mikael kunne hun altid fange senere. I morgen kunne krigerne være væk igen, ude på en eller anden farlig mission hvor de skulle bekæmpe alverdens bæster og monstre. Hagravens måske. Hagravens gav Brýn gåsehud med deres halvkvalte vejrtrækning og voldsomme ildmagi.

Det tog hende ufatteligt kort tid at være henne ved dem, og så sprang hun om halsen på Farkas med en tøsen fnisen. Hun så ud til at være lidt ligeglad med den anden companion, da Farkas med en lidt tilbageholdt grinen gav slip på hende. Hun lignede lidt en hundehvalp da hun stod og kiggede hengivent på de to større mænd.

Farkas sendte Azariel et lille smil. "Jaaah - vi kender hinanden." Brýn kunne godt se ud som om hun synes lidt bedre om ham, end han synes om hende, men Farkas var Farkas og Brýn var Brýn, og ingen af dem havde svært ved at få venner.

Mikael viftede til kroejeren, at hun skulle sætte noget mere mjød på bordet. Hun kom løbene med et par krus og så var hun væk igen.
"Sikke travlt hun fik" sagde Mirabelle og grinte ubetydeligt.
"Ja nu hvor hendes kropige er væk, får hun nu dobbelt så travlt." Han så ikke det morsomme i det og stirrede alvorligt på kroejeren. Hun holdte op med at grine da hun kunne mærke den akavede stilhed.
"Hvad mener du med væk? Er hun stukket af eller hvad?" spurgte hun og tog en slurk af sin mjød.
"Det ved vi ikke... Nå skal vi til at få gang i festlighederne. Jeg synes Brýn holdte op med at spille." sagde han i et raskt tempo og bankede sit krus ned i bordet, så mjøden stod til alle sider. Han rejste sig op og tog sin lut.
"Dette er en af mine favoritter. En legende vi alle kender og elsker...Our hero, Our hero, claims a warrior's heart.I tell you, I tell you, the Dragonborn comes..." sang han og smilede ud til sin publikum.

//Så, nu joiner jeg også lige!//

Hun kom gående, stille i egne tanker og lignede en, der var langt væk i egne sager. Egen verden endda. Eruanna var ikke nogen normal pige, hvilket blot fik en større bekræftelse, da hun mumlede til det hvide egern på hendes højre skulder. Folk kastede undrende blikke, andre mumlede forvirret. Ord blev slynget ud, ord og navne. Eruanna lignede ikke det mindste en, der ville tage sig af dette, og mumlede videre med det lille egern. Dens hvide, pjuskede pels kildede hende på halsen, og dens opmærksomme brune øjne så lige frem. Et smil var at spotte om Eruannas læber, for hun var yderst glad denne dag. Glad uden grund, men var det ikke også denne følelse, der var den bedste?
Eruanna var egentlig ikke så meget til kroer og druk, men hun følte sig tydeligt draget af stedet. Én gang skulle være den første til at plante sine fødder på lige netop denne kro, og skæbnen måtte vide, hvad dette dog ikke kunne føre til.
"Rolig Verya. Du skal bare forholde dig roligt på min skulder, okay?" hviskede hun til det buttede egern i det øjeblik, hun skubbede døren op. Musik, fest og glade dage røg i hovedet på hende med den tykke duft af mjød og andre drikkevarer. Uvilkårligt rynkede hun på den lille næse inden hånden løb igennem det af det lysebrune hår, der ikke var sat op. Denne gestus afslørede det ene højre øre, der var halvt, som stod i en tydelig kontrast til det venstre, der var så elvisk af udseende, at det næsten lignede en kliché. Langsomt trådte hun nærmere ind i kroen og så sig omkring. Den var, som hun havde forestillet sig den, blev hun enig med sig selv om. Endnu en kommentar blev mumlet til egernet, der endelig gav en lille lyd fra sig. Eruanna nåede halvvejs ind i kroen, hvor hun endelig stoppede op. Hvad skulle hun egentlig?

Imens Mikael sang sin sang færdig havde Mirabelle tid til at snuse lidt omkring. Hun rejste sig og tog sit krus i hånden, for nu hvor hun stod op, kunne hun lige så godt få en ny omgang mjød, også selvom hun ikke havde lyst til at blive fuld i aften gjorde hun det vel bare for hyggens skyld. Hun lagde et par guldmønter på disken og rakte kroejeren sit krus.
Hun vente sig om og kiggede over på Brýn og de andre, men en lille og spinkel elverpige fangede hendes opmærksomhed.(eller det var nok mere den pjuskede hvide bold på hendes skulder) Mirabelle glemte alt om sit krus, og gik nærmere pigen. Hendes udseende og tøj sagde at hun nok ikke gik her ind på tit.

"Hvad er det for en besynderlig hårbold på din skulder?" spurgte Mirabelle. Da hun havde sagt det, gik det op for hende at det var et egern. Dens øjne kiggede nysgerrige på hende, og efter hendes smag var det det sødeste væsen, hun nogensinde havde set.
"Ej undskyld jeg viste ikke at det var dit kæledyr." sagde hun og fniste lidt.
"Hvad hedder den?" hun tog hånden frem og strøg den på kinden.

// Husk rækkefølgen! Azariel synes garanteret ikke om at blive sprunget over //

azariel lod blikket ind på de forskellige som sad inde på kroen, dog var sadia han mest havde øje for, hun virkede interesant og samtidig mystisk, han lod blikket på hende hvor hun kom over til ham ''noget jeg kan hjælpe dig med?'' hun lod sig over disken med ansigtet på en afstand af 10 cm fra azariels hovede, han smilede roligt og kiggede venligt på hende ''tja.. jeg kunne godt tænke mig dit selskab, hvis det er en del af hvad i bringer?, eller er der udsolgt for den vare?'' han smilede roligt og sagde det i en venlig tone, sadia lod blikket på ham og smilede lidt kækt ''heh hvis du virkelig tror du kan få den vare må du vel bevise det, HVIS du slår hende i en næve kamp skal jeg se om vi har et ledigt værelse til dig, som jeg nok skal lade serviceret'' azariel kiggede over mod kvinden som sad i en jern rustning, hun så ikke ud til at være den større problem, men hvorfor ikke ''men hvis hun vinder hvad så?'' azariel kiggede roligt på sadia og smilede roligt ''så kommer hun til at få den senge plads som skulle havde været til dig'' DER fløj azariel op og gik roligt over til kvinden som sad der og drak sin Ale hun vendte sit ansigt og kiggede¨på azariel ''jeg vil værde med at du ikke kan tag mig i en næve kamp'' sagde azariel og så lidt udfordrene på kvinden som sad der, ''det en aftale 100 guld stykker på at du ikke ville kunne klare mig i en næve kamp'' azariel smilede over det og tog sine handsker af ''aftale'' han lod sig klar i en position og kvinden som nu sad og drak sin ale rejste sig op. . .

Brýn blev lidt overrasket over hvor interesserede Azariel og Sadia var i hinanden. Hun var ikke særlig glad for at dele hans opmærksomhed med nogen, men de to kunne vel gøre hvad de ville, hygge sig med hvem de ville. Det glædede hende også. Sadia kunne godt trænge til lidt mandligt selvskab. Hun plejede at bruge aftnerne med at sladre og fnise med Brýn, hver gang hun var i byen.

Hun rettede opmærksomheden tilbage til Azariel der begav sig hen imod hende den tilknappede kriger der altid sad derovre.. Hvad var det nu hun hed? De var ikke særlig tætte, hun havde kun prøvet at snakke med hende en enkelt gang, men det holdt hende ikke fra at råbe til dem da de rejste sig op. "UTHGERD! DU KVASER HAM!" Hun grinede og lavede en highfive med Farkas, der også så ud til at more sig. "Gå du over og lap hans sår når Uthgerd er færdig med ham. Den kvinde har de vildeste underhåndsslag!"

Hun forlod sit trygge hulrum under Farkas arm og gik hen imod døren. Der var hun lige ved at grine højt, da hun så de to kvinder der altid fik hende til at smile. "Mirabelle! Jeg kan se at du har mødt den dejligste elver i Skyrim!" Hun lagde venskabeligt armen om Eruanna og kløede samtidigt den lille, lyse, allestedsnærværende hårboldt på hendes skulder. En lys fletning faldt ned over hendes ansigt, og skjulte halvvejs hendes smil.

Indtrykket af kroen tog meget tilvænning, så da en ung kvinde kom hen til hende, blev hun bogstaveligt talt revet ud af en drømmeverden. Uvilkårligt glippede hun med øjnene og lagde hovedet let på skrå. Eruanna sendte den anden kvinde et smil og nussede sit egern, Verya, på den ene fod. Normalt når folk snakkede om hendes lille egern, eller hårbold, kom det altid negativt og med en nedværdigende tone.
"Hårbolden hedder Verya" sagde Eruanna en tand for alvorligt, men smilet var ikke til at tage fejl af. Verya var det dyr, der betød allermest for hende. Det lille pelsede dyr var som en forlængelse af hendes skulder. Ja, nærmest blevet en vant del, der bare ikke kunne undværes længe. Verya var det, Eruanna ville betegne som sin bedsteven.
"Det gør intet. Mange siger det ligner en hårbold alligevel" Man kunne se, Eruanna mente det. Da Brýn kom over imod dem, voksede smilet blot. Da Brýn lagde armen venskabeligt om hende og samtidig nussede Verya, lagde hun selv armen Brýn.
"Brýn!" udbrød Eruanna, mens hun fjernede en vildfaren hårtot fra sit ansigt. Hvor var det skønt at møde den unge kvinde igen! Eruanna lod dem kæle med Verya, for normalt var hun selv den eneste, der gav den en sådan form for opmærksomhed.
"Jeg hedder Eruanna" præsenterede hun sig en smule drømmende for kvinden, Mirabelle, mens smilet forblev som fastplantet til hendes rosa læber. Eruanna behøvede slet ikke at spørge om hendes navn, da Brýn havde nævnt hendes navn på vej over til dem. Det var et smukt navn, en mening hun ærligt gav til kende:
"Mirabelle... Det er et smukt navn!" Det var den drømmende undertone, der fik hende til at virke, som var hun bag en vandmur. Blikket gled rundt i kroen endnu en gang. Indtrykket var stadig det samme.

"Eruanna? Skønt navn. Hvorfor sætter du dig ikke ned sammen med os." sagde Mirabelle venligt, og klappede på et tilfældigt bord fyldt med Imperialssoldater. Alle som er venner af Brýn, er venner af mig. tænkte hun og skuede lokalet efter et ledigt bord.
"Vi kan sætte os henne ved dine venner, Brýn. Der er plads til alle ik?" sagde hun muntert og kløede sig på armen. Hendes blik var hurtigt rettet imod det søde egern igen.
Det ville være så dejligt, hvis hun kunne møde nogle nye spændende mennesker, for de meste af tiden tilbragte hun jo alene ude i skoven.

kvinden som roligt tog sine stål handsker af og lod det første slag ind mod azariel lod han roligt sig afvige de første par slag ind mod sig, mens et hårdt tryk mod kvindens ribben kom ind og hendes side mistede halvt pusten hvor en næve kom ind mod hendes pande og hun væltede omkuld og mod jorden, dog lod azariel hånden til sig og ventede på at kvinden skulle rejse sig, dog i vrede mens kvinden nu var helt rød i ansigtet lod hun med større kraft efter azariel mens et hårdt slag ramte ind mod azariel side så han mistede store mængder luft, og et støn af luft undslap azariels læber hvor en næve kom mod hendes kæbe og hans højre arm muskle blev lidt støre, dog rejste farkas sig der for at se om azariel havde sig selv under kontrol eller. . . . .
men azariel's øjne blev mere og mere grå, og begyndte at ligne nogle halv hvide øjne, mens han fortsatte kampen mod kvinden, hun lod et par hug ind på sig selv, men gav dog tilgengæld også azariel nogle hug, hvor azariel i halv vrede og sidste forsøg lader et sidste afgørende slag ind mod kvindens øjenbryn og hun falder til gulvet, hvor at hun prøver i besvær at rejse sig op, mens kampen nu var afgjort, azariel lod sig halvt på hug og lod blikket på sine halv bloodige hænder, da de begge havde fået næse blod samt et par skrammer, men ingen helt større skade var sket. . .
azariel lod den halv blodig hånd ned for at hjælpe kvinden op ''tak for denne hed fulde kamp, du er slet ikke så tosset'' et smil på azariels læber var næsten limet fast som var det harpeks som havde lagt på hans tænder så meget smilede han over at fundet en så stærk modstander ''du er i sandheden en sand kriger'' han lod hive hende op og stå og lagde en arm om skuldren på hende som var de, de beste venner i verden, ''sadia, jeg tror at kvinden her fortjener en Ale mere'' han kiggede roligt på hende med et let smil og der efter på farkas som var nær ved at gribe ind pga azariel. . .
*farkas, slap af, jeg har styr på sagerne. . . * tænkte azariel kort mens blikket på farkas var lidt barnligt men stadig seriøst . . .

Brýn trak langsomt hånden til sig og gled ud af hendes og Eruannas sidelæns omfavnelse. Hun hørte ikke rigtigt efter, da Mirabelle og Eruanna udvekslede navne og komplimenter, hun var mere optaget af den kamp der udspillede sig imellem Uthgerd og Azariel. Brýn var ikke tilhænger af unødig vold, og hun bed sig i læben da Azariel, muligvis, brækkede Uthgerds næse. Hun havde ondt af den kvinde. Hun havde et ret dårligt forhold til the companions i forvejen, og hun havde ikke brug for at blive banket til bankekød af en. Hun håbede på at Azariel ville kunne styre sig selv, og være sød ved hende. Men det der gjorde hendes mest nervøs, var det blik Farkas så på Azariel med.

"Ja da, plads til alle." sagde hun langsomt, og rettede blikket tilbage imod Mirabelle og Eruanna. Hendes havblå øjne var knebet en smule sammen, da hun endeligt smilede. "Mikael vil sikkert gerne gøre plads til endnu en dejlig kvinde. Det plejer han da. Måske vil han også spille en sang mere."

Hun virkede en smule distræt, og kiggede ikke tilbage for at sikre sig at de var med, inden hun zigzaggede igennem menneskemængden. En smule mindre elegant end hun plejede.