For sent til Riverwood

Med sækken slæbende hen af jorden, kom Mirabelle raskt hen ad landevejen. En beskudt hjort havde været for langsom til at løbe fra hende, og var nu hendes Dagens fangst. Den var tung, men Mirabelle var sund og stærk, så hun kunne sagtens få den fremad.
Det eneste der bekymrede hende, var om hun overhoved kunne nå den nærmeste by i tide. Solen var ved at gå ned, og det blev snart mørkt. Hvem ved ikke hvad der kom frem ved mørkets frembrud. Sikkert ulve, banditter eller værre (spriggans).

Solen var gået ned, og skoven var helt mørk. Skovens dyr og insekter gav sig til, at give lyde fra sig, men det var ikke alt. Mirabelle nåede det ikke, og nu var hun helt alene i mørket. Det døde dyr i sækken var begyndt at lugte lidt fælt. Det ville snart lokke vilde dyr til, men det værste var nu, at der ikke var en by i sigte.

Azariel lod blikket rundt for at sikre sig at ingen var i nærheden, og lod sit blik videre, han nyd at være alene, det gav en fred facon, selvfølgelig var farkas og vilkas nogle af dem han nyd selskabet med, men skjor og Aeleth var nogle han mest fortrak, Aeleth havde han et lille øje for, men da skjor og hende nu var sammen var dette jo ikke noget kan skulle sætte sin snude alt for højt til.. og han skulle nok ikke prøve at klemme sig ind, men aligevel gik han udenfor i nærheden af Riverwood og nyd vandets brusen som var i nærheden, og lyden af den fik ham altid til at slappe af mens han nu kiggederoligt på fødsels stenene *mon de er magiske?, sikkert ikke... men hvem ved, måske er det noget over skyrim som er fortryllende...* azariels tanker om skyrim og deres folk facinerede ham lidt, og mindet om hans eget hjem land High Rock men aligevel nyd han at være i skyrim, det gav ham essensen i at være velkommen i et andet hjem, et nyt sted at gå på opdagelser og finde nye dufte, og måske en ny partner for livet...
selvom azariel ikke helt var klar til at binde sig, medmindre kvinden bandt ham fast og aldrig gav slip på ham igen, hverken syne eller fysisk....

Mirabelle var begyndt at blive ordenlig træt i benene. Hun kunne ikke mere, og bestemte sig for at slå lejr. Det ville blive godt med et hvil inden hun tog afsted igen.
Teltet blev slået op, og en lille fiks sovepose af tykt bjørnepels, - som hendes far havde lavet til hende, da hun flyttede hjemmefra - rullede ud.

Mirabelle listede rundt omkring hendes telt, for at finde noget hun kunne tænde op med, men ikke den mindste gren var at finde. Det var ikke særlig rart, at sove uden bål tændt om natten, fordi bålet var med til at skræmme de forskellige natdyr lidt på afstand.
Mirabelle så sig bekymrende omkring inden hun lagde sig ind i teltet. Hun lagde sig ned i den lune pels med sig dolk tæt ind til sig, og lagde sig mere eller mindre til ro.
Hun lyttede. Hun kunne høre vandets brusen, insekternes kald, flagermusenes små peb og...fodtrin. En anden jæger på vandring måske. Hun troede det kun var hende, som var så dum at gå rundt så sent. Med mindre det så bare var en vagt på patrulje.

Mirabelle satte sig op i teltet for at pakke sig selv ud af soveposen. Hun ville spørge hvor langt der var ind til den nærmeste by. Det ville også være smart, hvis nu hun kunne følges med ham/hende igennem den truende nat.
Benene var ikke kommet mere end bare lige ud af soveposen, da hun hørte flere fodtrin, og grus der knasede under støvlerne. Der måtte mindst være fire fuldvoksne mænd, for nu kunne hun også høre dem snakke.

Åh nej. Hvis det var banditter, havde Mirabelle ikke en chance. Hun havde kun at flygte, og løbe så hurtigt der skulle til. Hendes bue var dog brugbar, men hun turde ikke stå op foran sådan en flok alene.
Pælene til at holde teltet oprejst blev skubbet i jorden, og nu håbede hun bare at de ikke ville se hende, som hun lå der med teltet over sig i krattet tæt ved vejkanten.

Vejret blev holdt, da de mange store mænd gik forbi hende. Det gik meget godt, og der var ingen som så hende i mørket, men til sidst måtte hun give op. Høfeberen havde trængt sig ind, som hun lå der i græsset. Hendes næse kildede, og hun kunne ikke gøre andet end at forsøge, at gøre det så stille som muligt. Det blev dog til et kendkendeligt menneskenys, og fik lagt sig opmærksomhed hos banditterne.

"Må Stendarr hjælpe mig" hviskede hun...